Northgard

Real-time strategi har ikke været på mode i mange år, men Shiro Games har med Northgard en ambition om at puste nyt liv i genren, som ellers har stået som et savnet fortidslevn for mange PC-spillere. Northgard er dog ikke kun en hyldest til Warcraft 3 og Age of Empires iklædt vikinge-kostume. Det er også en forfriskende møde mellem RTS, city-building a la Settlers og klassiske imperie-brætspil, hvor du langsomt overtager mere af landkortet.

Northgard er dog ikke just noget nyt, hvis man har for vane at kigge i Steam-kataloget. Shiro Games, som forresten også står bag det fantastiske Evoland, har nemlig udviklet på det i Early Access i omtrent et år, hvor man har kunnet prøve spillet under udvikling. Det nye er derimod, at spillet nu er færdigt, og har en kort kampagne, der introducerer de mange forskellige klaner, man kan spille som i single- eller multiplayer. Den fulde udgivelse af spillet har naturligvis også mange mindre ændringer, og nogle af disse vil vi også bemærke her i anmeldelsen.

Spillet foregår, som navnet antyder, i Northgard. Dette er et vildt og utæmmet kontintent, som vikingerne finder, hvor vintrene er barske, og mytiske væsner regerer. Fra kæmperne, kaldet jötunn, til kobolder og valkyrier, så er store dele af landkortet beboet af andet end vikinger. Jötunn og kobolder kan man handle med, eller bekrige, mens de fleste andre arter er fjendtlige.

Spilleren kan vælge mellem en voksende række klaner at spille som. De har hver deres fordele, såsom gedeklanen Heidrun, der kan lave indhegninger til får, som dermed bliver ved med at producere mad (normalt kan et får blot slagtes og er derefter død). Eller ravneklanen Huginn and Muninn, som kan sende lejesoldater til fjendernes lejre, og som kan bruge penge, her kaldet Kröwns, i stedet for mad, når de skal kolonisere et område. De i alt seks klaner er alle spændende at lege med, og fungerer på vidt forskellige måder. Umiddelbart er de ganske rimeligt balancerede, omend ulveklanen Fenrir virker en anelse svag, men dette arbejder udvikleren løbende på i patches.

Når man starter ud i et spil Northgard, så har man et meget begrænset område, en Town Hall og nogle Villagers. Disse er basis-beboere, som bliver genereret ved din Town Hall, alt efter om du har huse nok, og om din befolkning er glade. Man har brug for dem til at reparere og bygge huse, men de indsamler også mad, hvis de ikke har fået besked på andet.

Alle ens beboere kan skifte rolle, når man ønsker det. Dette betyder at dine Villagers kan beordres til at blive farmere, fiskere, krigere, eller hvad du nu har brug for. I starten handler det hele meget om at få basen op at køre, og dette kræver blandt andet en spejderlejr, så man kan udforske kortet, samt en hytte til skovhuggere, så man kan indsamle brænde og bygge flere bygninger.

Som spillet skrider frem bliver ens behov dog mere komplekse, og det er ikke længere nok at indsamle simple ressourcer som mad og brænde. Man skal have en økonomi op at køre, og sørge for at beboerne er glade. Dette betyder at man ikke kan lade sine beboere forblive sårede, og derfor skal have healere til rådighed, ligesom man burde opgradere beboernes huse og sørge for, at de ikke bliver syge (vikinger er krævende mennesker). En økonomi kræver en indtægt, og dette kræver købmænd. Naturligvis bør man også udvide sit område, og til dette skal man bruge krigere. Der er pludselig mange dele, man skal holde øje med.

Listen kunne fortsætte over de mange typer bygninger og beboere man skal bruge, og i høj grad kan det siges, at Northgard primært handler om, at balancere ens base, således at man får præcis den type økonomi, ens strategi kræver. Man skal samtidig sørge for at maden og brændet ikke løber tør i løbet af vinteren, hvor ens base er mindre produktiv.

Er man vant til klassiske RTS-titler som Age of Empires, så virker Northgard meget automatiseret. Når du f.eks. først har sat en fiskehytte op, så skal der ikke gøres så meget mere ved den. Dette havde gjort gameplayet temmelig kedeligt, hvis det ikke var fordi Northgard kræver stort overblik, idet der konstant er interne problemer i ens base, som man skal afværge. Fra rotter, der inficerer ens mad, til vinteren, der altid lurer lige om hjørnet, så er der rigeligt med katastrofer, der afholder spilleren fra blot at kunne opbygge en kæmpe hær og indtage kortet.

Dette leder os videre til den måske mest spændende ting ved Northgard: der er smartere veje til sejr end at udradere modstanderne. Ligesom i brætspil som Settlers of Catan, så spiller udforskning og handel også store roller. Den måske hurtigste rute for mange spillere vil være at blive den største handelsmagt, ved at sende penge til hjemlandet (hvilket naturligvis kræver en solid indtægt). De andre muligheder er visdom og berømmelse, ligesom man også blot kan udradere modstanderne på traditionel vis. Problemet med sidstnævnte er, at krigere er dyre i drift, men ikke bidrager med mad eller penge, og man dermed udhuler sin befolkning ved at være alt for krigerisk. Der er desuden også såkaldte "map specials," hvilket betyder at der er en ekstra mulighed for at vinde, f.eks. at lukke en portal til Helheim.

Berømmelse kan bl.a. opnås gennem erobringer, togter og bestemte bygninger. Ved at have mere berømmelse vil du også få bestemte "gaver" - såsom bestemte ressourcer eller en unik kriger. Visdom fungerer ligesom erfaringspoint, og åbner op for bestemte bonusser, efterhånden som du bliver klogere. Man øger sin visdom ved at indsamle Lore, som igen kan fås vha. togter, men også ved at ansætte Loremasters ved bestemte landemærker, såsom stencirkler.

I min optik er Northgards mere tilbagelænede tilgang til RTS yderst underholdende, og det er klart en af de mest engagerende oplevelser jeg har haft med genren. Det er nok netop fordi, jeg altid har været lidt afskrækket af genrens ellers så krigeriske fokus. Normalt bliver jeg altid overrumplet af modstanderen, fordi jeg har hygget mig for meget med at administrere basen, i stedet for at skynde mig at bygge en hær. Hvis du har samme langsomme tilgang til strategi, så vil det glæde dig, at Northgard netop belønner den mere tilbagelænede spiller, dog uden at være for langsomt.

Dette er selvfølgelig kun muligt, fordi kriterierne for sejr i Northgard er langt væk fra Command and Conquers "dræb dem alle"-tilgang, og i stedet lader dig vinde ved at være den største handelsmagt, eller den mest berømte leder. Dog kan det være lidt antiklimatisk at vinde i Northgard, da spillet slutter meget brat. Derfor tillader udvikleren at spille videre, selv efter man har vundet. Dette er dog ikke meget anderledes end et spil Catan, som også slutter meget brat. Vejen til sejren er dog stadig ganske sjov, og derfor klikker man ofte "fortsæt" når man vinder.

Til trods for at det føles mere tilbagelænet, så er et spil Northgard faktisk hurtigere færdigt end de fleste strategispil, netop fordi man ikke skal udradere fjenden, men i stedet kan lade sin base klare arbejdet. Kombineret med de mange veje til sejr, så har vi altså et strategispil, som ikke er monotont, og samtidig undgår at blive et evighedsspil.

Northgard kan dog stadig være lidt af en tålmodighedsprøve. Dette sker især når det er vinter, og man ikke rigtig har råd til noget, men bare venter på at tjene nok ressourcer til at udvide eller hyre flere krigere. I disse perioder sidder man bare og kigger på sin base, uden at der sker noget.

Her er et godt tidspunkt at kommentere på den nye kampagne i spillet. Mens Rigs Saga, som den kaldes, egentlig er ganske fin historiemæssigt, og viser spillet fra nogle nye vinkler, så er gameplayet bare slet ikke ligeså godt som i almindelige spil Northgard. Som den retmæssige tronarving, Rig, skal man hævne sin far, og få hans horn tilbage. Man danner alliancer med de andre klaner. Mens kampagnen nok ikke vinder priser for sin historie, så er det meget rart at der nu er lidt mere baggrund for spillets univers.

Kampagnen har det gameplay-problem, at de sejrskriterier, der sættes op, ikke altid er lige sjove. Det værste tilfælde var sent i historien, hvor man skal overleve fire vintre, før en hær af udøde ville invadere. Men de vintre var ikke særligt svære at overleve, og man havde kun en modstander, som kom efter fire vintre, hvilket er lang tid (ca. 45 minutter tror jeg). Det var helt enormt kedeligt, da der ganske enkelt ikke var nogen udfordring.

Dette er dog i kontrast til et spil, som ellers er ret svært. Jeg har længe spillet på Easy, simpelthen fordi jeg ellers ville tabe stort mod AI. Spillet er meget straffende, hvis man ikke har indsamlet ressourcer til at overleve vinteren, og mens der generelt bliver gjort en indsats for at forklare mekanikkerne, så vil man ofte være i tvivl om, hvorfor ens by er ulykkelig, eller hvorfor man ikke har nok mad. Der er mange variabler at holde øje med, og for en utrænet spiller, så kan det være overvældende. Man skal derfor ikke være bange for at bide stoltheden i sig og spille på laveste sværhedsgrad.

Endnu et kæmpe plus ved spillet er stemningen. Spillet rammer en vidunderlig følelse med den tegneserie-agtige stil, som både er retro og imponerende på samme tid. Har man brugt nogle timer med Warcraft 3 i sin ungdom, så vil dette spil formodentlig ramme lige i hjertet. Vikinge-temaet er ligeledes altomfattende, og bidrager til at hele spillet hænger rigtig godt sammen, og man bliver suget ind i den hyggelige atmosfære. Skove, søer og de hårdtarbejdende landmænd er alle gengivet rigtig flot, og man nyder virkelig at sidde og bygge sin by op. I den nyeste opdatering har vi endda også fået mulighed for at vælge mellem syv forskellige typer kort, såsom tundra eller steppe, hvilket yderligere tilføjer til stemningen.

Lydsiden er også glimrende. Musikken, som dog kan være lidt repetitiv, er perfekt til spillet og bidrager til hyggen og den episke vikinge-stemning. Stemmerne, især i kampagnen, er ligeledes troværdige og passer godt til vikinge-temaet, med en vis norsk dialekt. Lyde bruges også klogt til at signalere f.eks. når man ikke har nok huse, eller når man bliver invaderet. Dette hjælper rigtig fint til at lede ens opmærksomhed hen mod, hvad end der sker.

Spillet kører desuden glimrende selv på mindre kraftfulde maskiner, og er ret så stabilt. I multiplayer har jeg heller ikke oplevet serverproblemer. Overordnet set er det et utroligt solidt spil, især givet dets indie-status.

Generelt er Northgard en virkelig god oplevelse, især til prisen på ca. 28 Euro. Det vækker en masse nostalgi, men blander samtidig genrerne på en måde, som i mine øjne er tiltrængt. For de mindre krigeriske iblandt os, så er dette en skøn vinkel på RTS, som har givet mig nyt mod indenfor strategi-genren. Spillet er sjovt, også selvom jeg er totalt talentløs til det. De mange klaner og deres unikke fordele gør samtidig, at spillet ikke bliver monotont. Kampagnen rammer ikke altid lige plet, men det er alligevel ikke her, man vil bruge det meste af sin tid. I kraft af sit bundsolide og nogenlunde forståelige gameplay, så har Northgard masser at byde på. Det er en fantastisk hyggelig oplevelse, som varmt kan anbefales. Husk dog på, at det kan være ret svært for nybegyndere.