Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Gravel

Gravel

Milestone forsøger sig med et mere løssluppent tag på en bilsimulator, og Claus har anmeldt.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Da jeg for cirka en måned siden prøvede Gravel, var jeg ret lunken på det jeg oplevede i spillet. Spillet var meget arkadeagtigt, og det gjorde som sådan ikke noget, men jeg følte mig også nødsaget til at påpege, at det hele føltes lidt middelmådigt. Nu har jeg så fået det fulde spil at lege med, så derfor bliver det spændende at se, om hvorvidt helheden kan gøre et mere positivt indtryk.

Gravel kan fås til PC, Xbox og PlayStation 4, og er lavet af Milestone, et lille italienske studie, som også står bag en hel bunke bilspil af forskellig art. Jeg har anmeldt spillet på PlayStation 4.

Jeg vil på forhånd sige, at den preview-udgave som jeg prøvede, bare var en aflåst version af det fulde spil, så min anmeldelse vil fokusere mere på, om det fulde spil kan forbedre det indtryk jeg havde. I den første menu kan man vælge imellem Offroad Masters, Freerace, Multiplayer og så videre. Hvis man så klikker sig ind på Offroad Masters, bliver man mødt af en linje som viser en progression i spillets kampagne. Lige under ser man forskellige muligheder, så som Episode 1, som hedder Season Debut, og Episode 2 som hedder Offroad Mixtapes. Disse er forskellige løb, som man kan vinde stjerner i, alt efter om man kan leve op til deres krav. Disse kan være at man får to stjerner, hvis man ender i top fem og så videre. Disse stjerner låser så op for konfrontationen med en af disse "Offroad Masters". Løbene i sig selv foregår i så forskellige områder som Namibia til Alaskas bjerge, med det medfølgende underlag og vejr. Banerne er meget forskellige, og nogle er meget åbne, mens andre er mere "rally"-agtige. I de store baner skal man nærmest ikke fjerne foden fra speederen, og i de små, skal man køre noget mere forsigtigt. Hver bane har nogle faste biltyper, som man skal bruge. I takt med man låser op for flere biler, bliver disse baner også nemmere at vinde.

Dette er en annonce:
Gravel
GravelGravelGravelGravel

Det hele føles meget arkadeagtigt, og er du til det, så vil du føle dig hjemme i Gravel, men det kan blive til tider blive lidt for meget, og den konstant pumpende rockmusik, som er i stort set samtlige af banerne gør det ikke bedre. Derudover er der en tæller øverst på skærmen, som tæller op når man gør noget ekstremt, som hvis man laver et flyvehop, eller kører meget hurtigt i en længere periode. Disse point er så en del af et mere overordnet erfaringssystem, som gør at man kan låse op for nye biler og skins til disse. Da jeg havde gennemført kampagnen var jeg level 47, men jeg kan se at man kan låse op for ting helt op til level 90, så der er nok at lave. Desværre lider spillet, især til sidst, af meget genbrug af de forskellige baner. Når man opdager, at man kører bane nummer to for sjette gang, bare i mørke eller i regn, så begynder man at føle kedsomheden trænge sig på. Milestone har dog forsøgt at udbedre disse gentagelser, med forskellige typer af løb.

De forskellige baner fås i forskellige typer, som almindelige løb, hvor det gælder om at komme først i mål, elimination, hvor den sidste placering løbende bliver elimineret, og så sololøb på tid. Her skal det så nævnes, at Milestone træffer en ret så ringe designbeslutning. Det er én bestemt type, hvor man skal køre igennem en slags lysende skilte, som skifter til enten et rødt kryds, eller en grøn pil lige inden man når hen til dem. Det er tydeligvis et eksempel på at variere for variationens skyld. Hvis man rammer de grønne pile, sker der ikke noget, men bare rører du de røde kryds, ryger ens hastighed helt i bund. Ih ja, et arkadebilspil hvor din hastighed rutinemæssigt bliver taget fra dig, sikke en god idé. Specielt er det et problem, når man kører i en bred bil, såsom en Humwee, da man så tit rammer de røde skilte på grund af bilens bredde. Denne spiltype er så unødvendig og urealistisk, at man sidder og føler, "gud ikke de der skilte igen".

Dette er en annonce:

Spillet giver dig dog muligheden for at indstille alt på din bil, hvis altså man har lyst til det. Man kan skrue på alt fra dæktryk til støddæmpernes hårdhed, så der er trods alt lidt realisme, i et spil som forsøger at være arkadeagtigt, og det er lidt en speciel blanding af elementer. Måske ville man kunne gå så langt som at kalde det lidt stilforvirret. Dog må man sige, at det hele fungerer upåklageligt, og jeg havde det rigtig sjovt for det meste, dog indfandt kedsomheden sig i den senere del af kampagnen. Man skal nemlig møde fem af disse Offroad Masters. Disse løb er mellem dig og den mester du udfordrer, og de tre til fire løb skal alle vindes før man kan komme videre til næste del af spillet. Man kan så skrue ned for ens modstanders AI-sværhedsgrad, hvis det hele bliver for svært. Så på den konto er der rigeligt at lege med for alle. Derudover er der også Free Race, ugentlige udfordringer og selvfølgelig Multiplayer, som ikke er ret avanceret. Her kan man køre mod venner eller andre, to mod to, så der ikke de store muligheder. Noget andet som ikke er så avanceret er grafikken.

Jeg spillede Gravel på den almindelig PlayStation 4, og billedehastigheden var stabilt på 30fps hele vejen uden nogen form for problemer, så det var ganske glimrende, hvis altså man ikke hører til dem som synes at bilspil skal køre i 60fps, og dem findes der en del af. Rent grafisk er banerne ikke de mest imponerende, som jeg har prøvet. Teksturerne er lidt uklare, og særligt vejreffekterne på banerne kan variere meget i kvalitet, for eksempel ser det nærmest latterligt ringe ud, når man kører igennem vand, og ens skærm bliver fyldt med små vandperler, som overhovedet ikke ser rigtige ud. Baner med våde overflader ser dog ret fede ud, så grafikken er en noget blandet landhandel.

Gravel
GravelGravel

Lyden er lige så blandet en fornøjelse. Før og efter hvert løb snakker en meget begejstret speaker om hvor hårdt udviklerne har arbejdet på lige netop den bane du skal ud på, og efter løbet snakker han generisk om udfaldet af løbet. Det er meget sjovt første og anden gang man hører ham, men når han siger det samme for tiende gang, så bliver man en smule irriteret. Derudover er musikken også ret ensformig. Jeg tror jeg sagde i mit preview, at det var som at lytte til et Need for Speed-spil fra 90'erne, og dette passer også for det fulde spil. Dette bidrager meget til den arkadeagtige fornemmelse man får i spillet, og det er jeg også sikker på, at det var det udviklerne gik efter med Gravel, og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, jeg hyggede mig langt hen af vejen med spillet.

Så har du lyst til at spille et rallyspil, hvor man for det meste ikke skal tænke for meget over svingenes sværhedsgrad eller banernes betingelser, men bare kan træde speederen i bund og flyve derudaf, så er Gravel noget for dig. Er man mere til det realistiske rally, så er det Dirt 4, man skal have fat i, som jeg også har anmeldt andetsteds på Gamereactor. Desværre kan man mærke, at produktionsværdien ikke har været så høj for dette spil, og der er derfor en del genbrug af banerne, men det holder et godt stykke hen af vejen synes jeg.

HQ
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Fed arkade-action, hurtigt og intenst gameplay, fin billedehastighed, masser af biler der kan låses op.
-
Meget genbrug, lidt mudrede teksturer, "skiltebanerne", irriterende
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

4
GravelScore

Gravel

ANMELDELSE. Skrevet af Claus Larsen

Milestone forsøger sig med et mere løssluppent tag på en bilsimulator, og Claus har anmeldt.



Indlæser mere indhold