Owlboy

Platforming som genre, som central mekanik og som kreativt fundament har været en dominerende kraft i spilbranchen så længe den har eksisteret. De ældste af os forelskede sig i den lille italienske blikkenslager i det første Super Mario Bros., og de helt yngste af os er netop blevet introduceret for selvsamme karakter i Super Mario Odyssey. Det siger en del om forkærligheden for platforming. Heldigvis er der igennem tiden blevet produceret platformere der ikke nødvendigvis involverer den lille Nintendo-maskot, men ikke desto mindre er de værd at fejre. Rayman Origins, Super Meat Boy, 1001 Spikes og nu Celeste - genren lever i bedste velgående, og nu ankommer en af de måske bedste moderne platformspil til konsollerne, et der måske har bevæget sig under mange spilentusiasters radarer. I dag skal vi fejre Owlboy, en vaskeægte triumf.

Hvis du allerede har stiftet bekendtskab med D-Pad Studios' hædrede spil, så er det fordi at det allerede udkom for halvandet år siden på PC, og selvom 2016 var sprængfyldt med stærke udgivelser formåede den beskedne platformer alligevel at hive stærke anmeldelser ind. Nu ankommer spillet til en række andre maskiner, deriblandt Nintendo Switch. Men Owlboy fortjener at blive nævnt i rosende vendinger i flere omgange, ikke bare fordi udviklerne bag brugte over ni år på at få det ud af døren, men fordi det både er blandt de bedste moderne platformspil, og at det netop kan mænge sig med de moderne klassikere der nævnes i ovenstående afsnit.

Ved første øjekast har Owlboy charme så det knager, og åbner med både vidunderlig melodiøs musik, skarp retro-grafik og stilistisk selvsikkerhed, og du introduceres for din hovedkarakter, Otus, som er en slags uglekriger. Uglerne har beskyttet verden, som nu bare er svævende øer oppe blandt skyerne, imod ondsindede pirater, men nu er den for alvor i fare, så derfor må Otus forlade sin trygge landsby, og begive sig ud på en farefuld færd. Det er måske et ganske banalt set-up, men de mange års udvikling gør sig tydelige fra allerførste billede - der er kælet for detaljerne her, og bruger du et ekstra sekund på at observere det der uden tvivl er et produkt af rendyrket kærlighed, har du en ganske storslået oplevelse i vente.

Selvom Owlboy måske ankommer i skikkelsen af en simpel platformer, så smider spillet hurtigt forklædningen og afslører sig selv som noget ganske andet ret hurtigt. Otus kan selv både bevæge sig på de mange platforme, og hoppe med relativ lethed imellem dem, og han kan da også flyve, men spillets hemmelighed ligger ikke i Otus' egne evner, men i hans kompagnoners. Ret hurtigt introduceres du for en række sidekarakterer, der alle ønsker at hjælpe Otus med at holde piraterne stangen, og det gør de ved at lade ham samle dem op. Når han gør det, ændrer spillet karakter markant, og opfører sig mere som en slags "shoot-'em-up" end en platformer. Tænk Sine Mora og Ikaruga, så har du en ganske præcis idé om præcis hvordan spillet ændrer form og karakter. Heldigvis slipper Owlboy aldrig sin platformidentitet, og selvom du eksempelvis bær rundt på én der skyder, så skal du stadig bruge bevægelse, placeringer og timing til at løse de gåder og puslespil du møder på din vej. Ikke bare det, der er en række forskellige kompagnoner at låse op for, der alle ændrer din tilgang de fjender og udfordringer du præsenteres for.

Stadig, selvom du måske ikke er stødt på netop det koncept Owlboy er konstrueret omkring, så er det ikke fordi at D-Pad Studios' højt elskede projekt ligefrem er originalt, og det behøver det som sådan ikke at være. At blande to centrale strukturer, såsom at kunne skyde i otte retninger, og at hoppe fra platform til platform i en semi-åben verden er genkendeligt for at sige det mildt, men det bør ikke afskrække dig fra at besøge spillets verden. Det handler ikke om hvilke nye ideer spillet fremsætter, men hvor skarpt og gnidningsfrit disse præsenteres, og i Owlboy er det så tydeligt at D-Pad har brugt lang tid på at sikre at det hele føles "lækkert".

Og det der med at mekanikkerne, musikken og animationerne er "lækre" er faktisk en af de centrale grunde til at Owlboy går hen og bliver sådan en uforglemmelig oplevelse. Hver eneste gang du trykker en ekstra gang på A-knappen midt i spring, for så at folde dine vinger ud, eller vinden river i træerne på de ensomme, grønne øer - der er bare en detaljegrad til stede her som er en særdeles sjælden fornøjelse.

Denne detaljegrad gør sig særligt gældende efter nogle timer, hvor den i starten relativt vage historie om uglekrigere, pirater og ældgamle mekanismer pludselig sparkes i gear, og præsenterer satiriske men dybe betragtninger om den verden du befinder dig i. Det er mildest talt overraskende at finde sig selv uhyre interesseret i ikke bare hvilke udfordringer du skal møde, men også hvordan disse påvirker Otus og hans venner. Selvom dialogen kun vises via tekst, så er disse karakterer levende, de... taler, sjovt nok, til spilleren. Denne slags overraskende dybde kommer uden tvivl også via mange års fintuning, ved konstant at revurdere og revidere spillets diverse bestanddele, for at komme frem til denne helt fantastiske balance.

Resultatet står ganske klart - Owlboy er nær perfekt. Var det ikke for en let mangel på strukturel dybde, såsom flere opgraderbare systemer eller taktisk spillervalg, så ville karakteren være ganske klar. Alligevel er det svært ikke at anbefale Owlboy til alle spilleglade sjæle man møder på sin vej. Godt nok var D-Pad Studios hele ni år om at færdiggøre projektet, og yderligere halvandet år om at bringe det til konsollerne, men resultatet er en uhyre sjælden kvalitet. Det er en moderne klassiker, der ikke bare kan måle sig med de eksempler der indleder denne anmeldelse, nej, på mange måder forbipasserer det dem.