Lost Sphear

De fleste af læserne her på Gamereactor er efterhånden bevidste om min stærke kærlighed til ikke bare Final Fantasy-serien, men spil fra Square Enix generelt. Specielt de gamle klassiske 90'er rollespil har fået en særlig plads på nethinden. Grundet dette forhold kunne jeg ikke få armene ned, da Square Enix under 2015's smukke E3-messe, annoncerede deres nyeste interne studie med det spøjse navn Tokyo RPG Factory. Første projekt på menuen var det udmærkede I am Setsuna, en slags homage til klassiske Final Fantasy-titler, og mest af alt det universelt elskede Chrono Trigger. Spillet leverede på nostalgien, men formåede aldrig at tryllebinde spilleren på samme måde som spillene det hyldede. To år senere, og turen er nu kommet til næste skud på den nostalgiske stamme i form af Lost Sphear. Har Tokyo RPG Factory lært af sine fejltagelser, og formået at gøre Lost Sphear til mere end et high five til fortiden?

I klassisk JRPG-tradition starter Lost Sphear i en lille landsby ved navn Elgarthe, hvor vi også bliver introduceret for vores helt Kanata. Den indledende scene er en direkte homage til førnævnte Chrono Trigger, da Crono og Kanata begge bliver vækket i deres seng efter en længere dyb søvn, og fans af Crono's mange tidsrejser vil uden tvivl allerede fra status quo være fanget af spillets nostalgiske ramme. I modsætning til Chrono Trigger, eller de andre tidlige Square Enix-titler, formår Lost Sphear dog aldrig at følge lige så spændende op. Hvor Final Fantasy IX havde en spændende kidnapningsmission fyldt med magiske konflikter og Chrono Trigger sendte sine karakterer ud i fremtiden, bruger Lost Sphear al, al for lang tid på lange uinteressante dialoger, og den enormt irriterende figur, Locke.

Efter en fisketur i den nærliggende skov forsvinder Elgarthe-landsbyen i et hvidt skær og det bliver afsløret, at deres verden er i færd med at forsvinde. Kanata opdager dog hurtigt, at han har evnen til at fremtrylle fortabte byer, mennesker og genstande tilbage, hvorfor han drager ud på en rejse for at stoppe det mystiske fænomen og hjælpe befolkningen. Selvom historien efter et godt stykke tid føles unik, går det simpelthen for langsomt, og som spiller blev jeg flere gange irriteret over små sidemissioner og afstik, der kun var inkluderet for at gøre spillet længere, og intet bidrog til det overordnede narrativ. Formår man dog at se forbi disse irriterende aspekter, er der en fin historie i vente med en række spændende karakterer - udover den irriterende Locke.

Som handlingen skrider frem vil man skiftevis enten løbe rundt på det klassiske åbne JRPG-kort, små byer, dungeons og mystiske naturområder. Kortet ser lækkert ud, og balancerer fint i mellem old school-design og sin egen unikke æstetiske repræsentation. For mange vil det dog komme som en (i mit tilfælde behagelig) overraskelse, at Tokyo RPG Factory ikke anvender tilfældige kampe på det åbne kort, og at spilleren kan udforske helt frit og kvit, uden forstyrrelser. Her tiltræder også et af spillets værste aspekter. De forskellige dungeons spredt rundt på kortet er blandt de mest ukreative og uinspirerede på spilmarkedet. Som spiller føles det som en direkte straf, og deres æstetiske design er kedeligt, og bliver genbrugt for ofte, hvilket er ærgeligt universet taget i betragtning. Lignende ting kan siges om musikken, som trods nogle fine melodier, gentages for ofte, og der er en stor savn af variation. Det er ikke ligefrem firmaets sværvægtere som Yoko Shimomura eller Keiji Okabe, der har været på arbejde.

Der hvor Lost Sphear halter i sin historie, gør det til gengæld op for i sit gameplay. Kampene er nemlig dejligt dynamiske og trods det klassiske turbaserede JRPG-system, føles det ikke som et levn fra fortiden, og ligesom sidste års fremragende Persona 5, demonstrerer Lost Sphear, at turbaserede kampe kan føles friske anno 2018. Her fortsætter Tokyo RPG Factory igen med deres evige homage til fortiden og anvender den Square Enix-pionerede active time battle-mekanik - eller ATB - fra firmaets kronede 90'er skare af revolutionerede JRPG-titler.

Når Kanata og co. ender i et godt gammeldags slagsmål med de diverse fantastiske væsener, foregår det uden loading skærme eller smarte overgange. Netop dette er et aspekt, som er let at tage for givet, grundet det store antal af JRPG-spil som stadig har klare forskelle på kampområder og udforskning. Under kampene er det I Lost Shear altafgørende hvor man placerer sine figurer. En essentiel del af overlevelsesfaktoren i spillet er nemlig præcis, hvor man står i forhold til modstanderen. Her kommer angrebs afstand og omkreds også i spil. Hvis to modstandere står tæt sammen kan Kanata nemlig med sit sværd ramme to fjeder i et enkelt sving, i det tilfælde han placeres rigtigt. Det samme gælder for Locke som kan skyde igennem flere med sine pile. Lost Sphear beder derfor altid spilleren om at holde tungen lige i munden og tænkte taktisk klogt.

Som kampene skrider frem opsamler dine kæmpere momentum, der er nogle ekstra skadende standard angreb og kan bruges vilkårligt. Er man på randen til at tabe kan et par veleksekverede momentum-angreb afgøre forskellen på om man lever eller dør. Hertil er der selvfølgelig også de obligatoriske magier og forskellige skill-sets som optjenes ved hjælp af såkaldte spritnites. De er alle sammen farverige og passer perfekt sammen med resten af spillets visuelle stil. Mest unikt er dog tilføjelsen af de såkaldte "vulcro-suits", et andet navn for de hyper populære gundam-suits. Disse kan anvendes i kamp og åbner nye mægtige angreb og forstærkende manøvre, som tilføjer endnu flere taktiske elementer til et allerede spækket kampsystem.

Tokyo RPG Factory og Square Enix beviser med deres anden trojanske nostalgi hest, at verden stadigvæk har plads til det traditionelle turbaserede JRPG, og demonstrerer samtidig hvor langt vi er kommet siden. Historien og verdenen er helt ok og kampsystemet er gennemtænkt, men alt er blevet gjort bedre og mere originalt for mange, mange år siden