Monster Hunter: World

Jeg har altid haft et anstrengt forhold til moderne tiders jagt. Det virker så fattigt på udbytte, og så ulækkert sadistisk. Hvad er glæden i at betale mange tusinde kroner for at dræbe et dyr som man end ikke får lov til at beholde? Alligevel er der noget tiltalende ved jagt, et dybt dyrisk element af sansning, liv og død og kontrol. Det er nok derfor, at jeg altid har været tiltrukket af spilserier som God Eater, Toukiden, og ikke mindst, Monster Hunter. Her kan man i hvert fald få lov til at dræbe unikke væsener uden konsekvenser, og det er da egentlig meget fedt. Temmelig forskruet, men fedt. Plus, det eneste du skal betale er spillet selv!

Monster Hunter har dog altid været en underlig størrelse, rent eksistensmæssigt. Det har aldrig rigtig slået igennem i Vesten, og har altid tilhørt en niche af spilverdenen her på vores breddegrader - en kendsgerning der har gjort mig til en lettere ensom jæger henover årene. Ankerne gik på at det var for indviklet, for japansk, for svært. Ja, undskyldningerne stod i kø. Ubegribeligt for mig personligt. Hvad er mere episk end voldsomme kampe på liv og død mod kæmpeøgler, ildspyende drager og... overdimensioneret høns? Uanset hvad, skulle ensomhedens tid være slut med Monster Hunter: World! Det triumferende ridt tilbage på PlayStation indeholder nemlig muligheden for at spille med alle verden over, lige fra Alaska til New Zealand. Hvorfor starter jeg anmeldelsen med at nævne det? Fordi det indkapsler spillets horisont helt perfekt.

Monster Hunter: World er en satsning af de helt store fra Capcoms side. Spilmekanikkerne er strømlinet, spillet har fået et grafisk løft, du kan nu kreere din jæger helt fra bunden (sammen med din Palico, din tro kattehjælper), rollelisten har fået tonsvis af nye monstre skrevet på sig, og jeg kunne blive ved. Alt er gearet mod et stort gennembrud her i Vesten. Væk er ligeledes de overflødige Hunter Arts og Hunter Styles fra Monster Hunter Generations. Man fristes næsten til at sige at Monster Hunter: World er den udgave af Monster Hunter mange har ventet på siden Monster Hunter 3 Ultimate kom til Wii U - også selvom undervandskamp desværre ikke dukker op igen med denne udgivelse. Den lå ellers lige til højrebenet.

Lad os ikke dvale ved hvad der ikke er i World, for spillet tilbyder ligeså meget der ér. For første gang får vi jægere en udvidet historie med mere kød på end tidligere, og jeg kan roligt afsløre at de 40 til 50 timer der er blevet lovet, ikke er helt ved siden. Udvider man perspektivet lidt, er der ikke bare hovedmissionerne og sidemissioner, men også den nye ekspeditions-tilstand som tager pladsen for forhenværende samlemissionerne. Når du tager på ekspedition i vildnisset, er der ingen tidsbegrænsning og du har mulighed for at samle, udforske, og jage alt det du vil. De store, mest givtige monstre smutter dog efter en rum tid, men ikke desto mindre er der frit lejde til at foretage sig hvad du vil. Netop frit lejde er noget jeg har higet efter i Monster Hunter-serien i lang tid. Vi er altid blevet præsenteret for alle disse vidt forskellige, meget farverige og levende miljøer og områder, men har altid kun fået tilbudt muligheden for at boltre os i dem i begrænset tidsrum. "Her er en gammeldags vaffelis med 7 kugler af forskellig art", siger Capcom med et lusket smil, "men du har kun fem minutter til at spise den ellers tager vi den fra dig igen!".

Nu kan vi endelig få hele isen! Og som Simon Kvamm engang sang, kan vi spise den igen og igen og...

Bevares, at gentage missioner har altid været en mulighed (og alle andre opgaver er stadig på tid), men ekspeditions-tilstanden fjerner en masse kedeligt fnidder kendt fra de tidligere udgivelser. Du skal ikke længere finde to slags biller for at vende tilbage til byen, selvom det du egentlig hellere ville, var at udforske og øve. Du kan blot vælge at vende tilbage fra din ekspedition når som helst og tage alt hvad du har fundet med hjem. I det hele taget er det genialt, at de har fjernet leverings-konceptet fra hele sendefladen - det er nemlig gennemgående i både de tildelte opgaver og den frie udforskning. Så snart du har klaret hvad end du er blevet sat til, er din opgave fuldført, og du har op til et minut til at save dit bytte i stykker, tage de materialer der skal bruges og ellers bare nyde din sejr. Du skal ikke længere finde vej tilbage til en lejer, for så troligt at ofre dit rov til den almægtige røde leveringskiste.

Denne ændring, sammen med en række andre, har skabt røre blandt veteranjægere, og jeg har hørt klagesang efter klagesang om at fordybelsen i Monster Hunter er væk. This is not immersive, bliver der råbt i frustration. For mig falder dette brok for døve øre. Det er en udbredt misforståelse at ren immersion, automatisk skaber en bedre spiloplevelse. Når min adrenalin pumper i jagten på et toprovdyr som Rathalos eller Diablos (allerede dér, temmelig langt væk fra virkeligheden), er det sidste jeg ønsker, at skulle detailstyre hvor mange slibesten jeg har tilbage eller sikre mig, at jeg får ramt dyret med en klump maling. Jeg er overordentligt glad for at Monster Hunter: World tør tage chancen og lempe lidt på virkelighedstroen til fordel for en stærk spiloplevelse. Jeg kunne fylde hele spaltepladsen med den her diskussion, men min pointe er, at videospil skal være en leg, det skal ikke være et arbejde.

Du skal stadig selv lave dine helbredelsesdrikke, salver, fælder og så videre, hvilket giver mening i det Monster Hunter altid har bygget på en stærk forberedelses- og strategisk tilgang frem for en fandenivoldsk spurt. Men der hvor der var rodet er der blevet ryddet op. Jeg har for spilvidenskabens skyld, sat mig ned og spillet Monster Hunter Freedom Unite, udvidelsen til PSP-overførslen af Monster Hunter 2, sideløbende med World, og hvis det er den slags tab af busywork der begrædes, ja, så må nogen græde.

Mine tårer er for det meste glædens. Lad mig forklare faldgruberne først. Som sagt, Monster Hunter: World har fået et grafisk løft - det er bare ikke blevet løftet helt op til nutidens niveau. Snarere ligner World noget der kunne være udkommet for to eller tre år siden. Personligt rør det mig ikke meget, og hvis man fravælger et spil udelukkende fordi teksturerne ikke er i 4K, så er det nok alligevel ikke Monster Hunter: World man skal spille. Ikke desto mindre, er det fakta. Ingen falske nyheder om frameraten heller - den er en anelse ustabil. Jeg dykkede aldrig ned i uacceptable niveauer, men der var tider hvor der ikke var plads til mere end 20 eller 25. Heldigvis aldrig under kampene eller ude i marken, så spørgsmålet er om det en anke der overhovedet er værd at tage med i regnestykket. Måske jeg skulle skaffe mig en PS4 Pro?

Til trods for min positive indstilling overfor den nye "scoutfly"-funktion, mangler der også lige at blive skruet på nogle enkelte knapper før jeg kan kalde det en sejr. Det kan blive ret overvældende og uoverskueligt når det vælter ind med rapporter fra dine tilbagevendende fluer. Endda i sådan en grad at jeg flere gange er gået glip af vigtigere ledetråde i ren forvirring over den strøm af statusopdateringer min neon-grønne venner kommer med.

Hvad angår forbedring og opjustering af våben og rustning, er det blevet mindre omfattende (nogen ville sige mindre indviklet). Med 11 meget forskellige våben, med hver over en hel bunke forskellige kategorier at dykke ned i, vil jeg dog næppe kalde det en afvikling af seriens dybde. En lille irritation for veteraner, men bestemt ikke noget der ødelægger spiloplevelsen. Det du bruger dine våben til er en anelse mere vigtigt, og her trækker Monster Hunter: World i alle strengene. På en stor skærm, med muligheden for bombastiske visuelle effekter, har Capcom, med store armbevægelser, gjort forestillingen til et voldsomt, adrenalin-pumpende skue. Jeg vil vove at påstå, at de store monster-kampe, seriens levebrød, aldrig har været mere formidable og mere tilfredsstillende - specielt nu hvor alle områder er fuldstændig åbne, og der ingen ventetid er mellem de enkelte delområder. Det er en reel jagt, og det er monsterfedt.

Du får endda en forsmag på spillets senere episke stridigheder, da du, efter at have skabt din egen jager, bogstaveligtalt lander på ryggen af en Elder Dragon, de migrerende gigantvæsner som er historiens omdrejningspunkt. Kort tid efter bliver du genforenet med den resterende Femte Flåde, der er blevet sendt til den nye verden for at finde ud hvorfor dragernes migration er blevet et så hyppigt fænomen. Du får nu rollen som både pioner, opdagelsesrejsende og beskytter, og i modsætning til tidligere spil, hvor du fik et kort over det område du befandt dig i, stukket i hånden fra starten, skal du selv ud og udforske. Jeg var ude og sætte lejre op, jeg var ude og finde monsterreder, jeg var ude og fylde på kortet, og det er denne pionerfølelse som Monster Hunter: World formår at skabe og opretholde, der giver spillet dets helt store charme. Der er ingen begrænsning for at du som nyklækket jager støder ind i Rathian, et toprovdyr du på ingen måde kan tage dig af endnu, i det første område i spillet. Den nye verden er enormt levende, og Capcom formår at holde den levende, men den er også farlig, og det bliver den ved med at være.

Multiplayer-aspektet af World fungerer ligeledes strålende. Så længe du har forbindelse til det store internet, har mulighed for at samle tre andre jægere op og drage afsted sammen. Man skriver sig op til en opgave, vælger hvor mange der skal plads til, med maksimum fire pladser, og så er det derudaf. Det giver Monster Hunter: World en snert af et massivt multiplayeronlinespil, og selvom det er noget kluntet at spille historiemissionerne sammen, da man skal se filmsekvenserne hver for sig før alle kan jage som en gruppe, tilbyder alt andet indhold en glidende samspilsoplevelse.

Og en sætning som glidende spiloplevelse med bredt perspektiv og højt til loftet, er præcis hvordan jeg vil runde denne anmeldelse af. Monster Hunter er stadig en nichegenre, men med Monster Hunter: World har vi fået det bedste bud på hvordan man fremviser denne niche til et bredt publikum. Det er gjort med så flot finish og så gennemtænkte ændringer; tydeligt tænkt på at trække nye spillere til, hvilket jeg spår at det formår. Capcom har også gjort en charmeoffensiv ud af at forsikre alle nutidige, og fremtidige, jægere om, at alt DLC-indhold er aldeles gratis - hvoraf den første allerede er annonceret.

Bliver World en salgssucces kan man håbe at Monster Hunter i fremtiden får flere udgivelser her i Vesten. Jeg savner i hvert fald Monster Hunter XX Switch Ver. til min, ja, Switch. Derfor ved jeg med 100% sikkerhed at jeg også skal have PC-udgaven når den rammer. God jagt, vi ses til armlægningskonkurrence i Astera!