Dragon Ball FighterZ

På Tokyo Game Show 2017 hoppede vi her på Gamereactor forbi Bandai Namcos hovedkontor i Shibuya, og var yderst imponerede over det som vi fik at se fra det nyeste kapitel i en af de mest unikke og velkendte serier fra landet hinsides solen, den efterhånden aldrende herre, Dragon Ball. Hvor andre serier som Attack on Titan eller den udødelige klassiker Akira har forsøgt sig med en fængende og tro spilmatisering af kildematerialet, har få været så succesfulde i deres eksekvering som Dragon Ball-universet.
Med et overvældende arsenal af diverse titler spredt over forskellige genrer, har serien nemlig ofte flirtet med spilmediet til relativ stor succes. Det seneste skud på stammen er det næste udspil i den unikke kampspilsfortolkning, som med en stigende konkurrence fra et revitaliseret Tekken, det seneste Soul Calibur og Square Enix's Dissidia: Final Fantasy, skal bevise om serien kan følge med og holde sin relevans anno 2018.

Allerede fra starten skal det nævnes, at den største achilleushæl og samtidig en af spillets styrker, er i forhold til kampagnedelen af Dragon Ball FighterZ. Historien går allerede fra de indledende momenter ud fra, at spilleren har et dybdegående kendskab til universet og de forskellige karakterer. Mange spillere vil, derfor uden tvivl, føle sig enormt forvirrede og på bar bund fra de indledende momenter. Hvem er hende pigen som Goku snakker med? Hvorfor har han hukommelsestab? Og hvorfor er hele verden blevet overtaget af robotkloner? Det er spørgsmål som disse, den ikke indviede spiller konstant må stille sig selv. Bedre bliver det heller ikke af, at historien herefter trykker speederen i bund og smider den ene karakter efter den anden i hovedet på spilleren. Historien er dog spredt over flere kampagner og bliver en smule mere klar som spillet skrider frem, men det ændrer dog ikke ved en total forvirrende start.

Men som sagt er dette også en styrke ved spillet. Hardcore fans og tilbagevendende spillere af de andre spil i serien vil hurtigt føle sig tilpas og nyde, at de ikke behøver gennemgå en række forskellige forklaringer og i stedet bliver smidt hovedkuls ind i kampens hede.

På ydresiden kan Dragon Ball FighterZ virke som et simpel tre-mod-tre kampspil uden en større taktisk dybde. Dette er dog langt fra den hele sandhed og desto mere jeg spillede spillet, desto flere små unikke taktiske færdigheder og manøvre blev synlige. Den basale kontrol er simpel og nye spillere vil hurtigt være tilbøjelige til bare banke løs på trekant, firkant og R1. Imod de mere øvede modstandere vil denne taktik dog ikke føre nogen steder og det vigtigste aspekt er at mestre de mange undvigelsesmuligheder. Bliver du først ramt i Dragon Ball FighterZ er der stor chance for, at spilleren allerede mister halvdelen af sine liv. I disse øjeblikke er det nødvendigt at udnytte sine tre karakterer så kreativt som muligt med konstante udskiftninger og samarbejdsangreb.
Ved at bruge forskellige kombinationer med L1 kan spilleren udføre kreative og seje kooperative dødbringende angreb, som giver kampene et vanvittig intenst flow og taktisk dybde. I flere kampe var det måden jeg brugte udskiftninger og samarbejdsmanøvre på, som
afgjorde om jeg tabte eller vandt.

Selvom Dragon Ball FighterZ er et kampspil, føles det utrolig unikt i forhold til andre bud på markedet som f.eks. Street Fighter, Tekken eller Virtua Fighter. Det er flashy, lynhurtigt og vanvittig stilsikkert. Du sender konstant din modstander flyvende i tusind forskellige retninger med superkræfter som får konkurrenterne til at tabe kæben. En af de bedste demonstrationer af dette, var på en bane i centrum af en by, hvor min Goku karakter sendte modstanderen milevidt ind i et højhus. Små sejrsmomenter som disse, er de øjeblikke, hvor alle elementer spiller sammen og får Dragon Ball FighterZ til for alvor at føles som en direkte interaktion med TV-serien, hvilket især skyldes spillets grafiske præsentation.

Overfor venner og bekendte har jeg ved flere lejligheder beskrevet Persona 5 som det mest veludførte og stilistisk bevidste animé spil på markedet, men Dragon Ball FighterZ udfordrer for alvor denne bedrift. Det er svært at forestille sig, hvor serien skal bevæge sig hen bagefter, da hver eneste lille detalje er blevet kælet for. Udviklerne hos Arc System Works har fanget den optimale genskabelse af TV-serien, og det er et visuelt spektakel at kæmpe løs med de gude-stærke karakterer. På denne front føles det som om, at Dragon Ball FighterZ har nået det optimale potentiale et spil kan i forhold til en genskabt animé. Kun i enkelte mellemsekvenser kunne nogle dele ikke følge med den ellers solide præsentation.

Hertil kommer også de mange flotte baner, som trods deres 2D design føles enorme når du kaster din modstander rundt i manegen. De varierer imellem alt fra det førnævnte bycentrum til fortabte og golde ørkenområder.

I kampene er det specielt ved brug af den klassiske kameha eller spillets KI-angreb, som for alvor fanger den vanvittige styrke de forskellige Dragon Ball-karakter besidder. KI-angrebene er specielle egenskaber, der lades op og bruges til at nærmest udslette sine modstandere. De er alle sammen unikke til den enkelte karakter og giver dem en snært af en magtfuld angrebsmæssig personlighed. Karaktererne kan dog til tider føles en smule ensformige og der er ikke den store forskel på om du bruger Super Saiyan Goku, Krillin eller Piccolo. Det er ikke ensbetydende med, at alle figurerne er fuldstændig ens, men i forhold til f.eks. Tekken eller Street Fighter er variationen ikke ligeså stor.

Trods, at historien er kludret for nye spillere og der savnes mere variation imellem de forskellige spilbare karakterer, er Dragon Ball FighterZ en stilistisk gennemført bedrift, som er 100 procent tro mod sit kildemateriale. Namco Bandai viser atter engang, at de har styr på universet og er du fan af Dragon Ball, animé eller kampspil generelt, skylder du dig selv at give spillet en tur i din maskine.