Final Fantasy XV: Episode Ignis

Siden udgivelsen i 2016 har vi fået en forglemmelig udvidelse i form af Episode Gladiolus, en udmærket indsats fra Episode Prompto, en middelmådig multiplayer oplevelse med Comrades og en forkastelig Assassin's Creed-inkludering. Final Fantasy XV har altså gennemsnitligt, udover Episode Prompto, kun leveret halvlunkne oplevelser. Mine forventinger til Episode: Ignis har derfor mildest talt været i den mere ambivalente ende af skalaen. Ville Square Enix lukke året med et brag, eller ville det være i samme kategori som Episode Gladiolus og Comrades?

Heldigvis kan jeg meddele, at Episode Ignis lukker og slukker 2017 med et brag! Men for at forstå episodens signifikans og excellens, så skal vi spole tiden tilbage til den oprindelige reannonceringstrailer fra 2013. Jublen ville netop ingen ende tage, da Tetsuya Nomura afslørede Final Fantasy versus XIII som Final Fantasy XV. Traileren for spillet var fænomenalt sat sammen, med hovedpersonerne Noctis og co. i kamp mod det onde imperium og magiske væsener i en fantasy-version af Venedig. Det var af denne grund en ligeså stor skuffelse, da den nyindsatte instruktør Hajime Tabata bragte nyheden om, at denne scene ikke længere var med, og i stedet ville vi få filmen Kingsglaive: Final Fantasy XV - som anmeldere verden over var enige om, ikke ligefrem var den store filmiske oplevelse. Men med Episode Ignis råder Square Enix endelig bod på denne beslutning, og giver os en oplevelse lignende det som vi havde ventet på.

Uden at gå for meget ned i spoiler-territorie foregår Episode Ignis i kølvandet på kong Noctis' kamp mod den store Leviathan-drage i byen Altissia. Både Noctis og Lunafreya er fanget bevidstløse på en platform i havet, alt imens imperiet ankommer og ender i konflikt med den lokale befolkning og guden Titan. Kaos hersker over det hele, og vores altid trofaste chocobros Ignis, Gladiolus og Prompto har derfor den svære opgave at redde Noctis samt drive de invaderende tropper ud af Altissia. Men inden de når noget som helst, seperarer en eksplosion Ignis fra sine venner, og det bliver spillerens opgave at finde vej til Noctis og bringe ham i sikkerhed. Dette er den overordnede præmis i Episode Ignis, som med tre forskellige slutninger (en kanon og to alternative muligheder) og stor bevægelsesmæssig frihed strækker sig over godt to timers spilletid.

For tilbagevendende fans er det et fantastisk gensyn at se mere fra den store konflikt imellem guder og ondt imperie udfolde sig mere end den korte godbid vi fik tilbage i hovedspillet med kampen mod Leviathan. Og netop på historiefronten gør Episode Ignis mere end at udfylde et behov for at spille en del af spillet, som vi troede var væk. Alle tidligere karakterer får et ekstra lag personlighed og mere emotionel dybde, hvor specielt Lunafreyas bror Ravus får en ordentlig, tiltrængt dosis karakterudvikling. Derudover er der nye flashback-baserede mellemsekvenser, som kaster et emotionelt blik på den broderskabelige relation imellem Ignis og Noctis, hvilket giver deres forhold et ekstra lag når der tænkes tilbage på hovedhistorien i Final Fantasy XV. Atter en gang skiller skurken Ardyn sig dog ud i mængden, og stjæler opmærksomheden hver eneste gang han træder ind på scenen.

I modsætning til Gladiolus og Prompto, styres Ignis meget i stil med Noctis, dog med små variationer. I sit våbenarsenal har Ignis muligheden for at skifte blandt de tre elementer is, lyn og ild, og tilknytte dem til sine knive. Is bruges til at nå mange fjender i en større omkreds, ild er brutal nærkamp og lyn transporterer Ignis frem og tilbage med "lynets" hast. Der hvor Gladiolus var simpel og Prompto havde sine mekaniske problemer, leverer Ignis en god balance imellem Noctis og sin egen originalitet.

Med i sit kamprepertoire har Ignis også to evner, som aktiveres med L1. Den ene er den allerede velkendte evne "Overclock" fra Final Fantasy XV, hvor Ignis giver et våben ekstra styrke ved hjælp af en af de tre magiske elementer. Den anden er "High Jump", hvilket er et dødbringende angreb fra luften, der først blev introduceret til universet tilbage i Final Fantasy XV: Episode Duscae.

Ydermere har Ignis også den klassiske gribekrog, der fungerer mere på samme facon som hos Frye-tvillingerne i Assassin's Creed: Syndicate end brugen af Warp Strikes med Noctis. Dette vil sige, at forskellige blå mærkater vil komme frem og markere hvor det er muligt at svinge sig hen. Holdet hos Business Division 2 har implementeret dette element udover al forventning og det fungerer uden problemer at transportere sig rundt på alt fra Altissias hustage, til lygtepæle og klokketårne. I kamp er det sågar muligt at bruge det som et middel til at udslette store mech-suits, hurtigt og dødeligt.

Desværre lider Episode Ignis af at være alt for tilgivende og alt for let. Den eneste gang jeg virkelig kom i fare var ved en fejl med kameraet og ikke på grund af de tusindvis af fjender som kom stormende mod mig. I den samlede pakke er det ærgeligt, at Square Enix stadigvæk ikke inkluderer en mere udfordrende modus end normal. Det samme kan siges om idéen med at dele Altissia op i forskellige farve zoner, hvor nogle repræsenterer dig og andre imperiet. Spillet introducerer det som en afgørende faktor, men det har ingen réel funktion i det store plot og ender med at være ligegyldigt. Begge er dog mindre detaljer i en ellers forrygende pakke.

Efter et tumult år med tonsvis af små opdateringer og flere større udvidelser virker det endelig som om, at Final Fantasy XV er ved at have nået enden. Den sidste DLC-episode føles som den manglende brik i et større puslespil og endelig bliver alle spørgsmål og plothuller forklaret og fyldt ud. Episode Ignis cementerer dermed Final Fantasy XVs plads blandt de bedste fortællinger i den klassiske serie.