Xenoblade Chronicles 2

Jeg tvivlede på Nintendo Switch. Efter Wii U havde jeg ikke troen på, at Nintendo kunne skabe endnu en Wii sensation. Hvorvidt de har gjort det endnu eller ej, skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men den nye konsol fra Nintendo, har vundet mit hjerte. For mig startede det med fantastiske The Legend of Zelda: Breath of the Wild og Snipperclips, hvorefter Mario Kart 8 Deluxe og Golf Story fortsatte min tid sammen med konsollen, og nu har jeg haft fornøjelsen af at ride året mod slutningen med en storslået JRPG: Xenoblade Chronicles 2.

Fik du aldrig oplevet Xenoblade Chronicles eller Xenoblade Chronicles X, skal du ikke lade dig skræmme af 2-tallet i titlen. På mange måder fungerer en fortsættelse i Xenoblade som en fortsættelse i Final Fantasy; de er forbundet af overordnede tematikker, gameplay og stemning, men historien og karaktererne står for sig selv. Derfor kan du sagtens hoppe med på titanen i denne omgang, for spillet virker klar over, at mange måske ikke havde mulighed for at gennemføre de første eventyr, hvorfor det tager sig god tid til at introducere spillets mekanikker.

Derfor starter kampsystemet ud med at være simpelt. Meget simpelt. Et enkelt tryk på 'A' vil se dig tage sejren de første par minutter, men der går ikke lang tid før du får dine første medrejsende og efter lidt længere tid, får du flere Blades at vælge mellem. I Xenoblade Chronicles 2 styrer du én karakter i et hold på tre, og man angriber automatisk. Taktikken kommer i at udføre sine speciel-angreb på de rette tidspunkter og steder - eksempelvis har Rex et angreb, der skader mere, når du rammer modstanderen i ryggen og et der skader mere, når du rammer siden - hvorfor en taktisk placering kan være forskellen på sejr og nederlag. Kampene har desværre en tendens til at trække en smule ud. Selv 3 mod 1 kampe, hvor du har en tydelig fordel, kan blive en længere slåskamp fordi fjenderne ofte er forsynet med meget liv. Det betød ikke kampene var sværere, bare længere, og med et kampsystem hvor karakterne gør meget af arbejdet automatisk, havde jeg gerne set dem være en kortere affærer.

De længere kampe tillader også at høre de samme kampsætninger gentagne gange. Jeg savnede virkelig at høre noget ny dialog, når sværdene skulle svinges. Ikke nok med at diverse medlemmer af din gruppe er begrænset til en holdfuld sætninger hver, er fjenderne du kæmper mod ofte reduceret til endnu færre udtryk. Især de menneskelige fjender lider under dette; aner ikke hvor mange gange jeg hørte "Think you can take me?" og "Don't forget me", men det blev komisk til slut. Det er lyde du kan vælge og skrue ned for, men samtidig blev kampene så livsløse, når jeg brugte den mulighed.

Omvendt fungerer stemmeskuespillet for det meste af vejen uden for kampene. Størstedelen af karakterne er i besiddelse af en britisk, irsk eller skotsk dialekt, hvilket på en måde er med til at gøre verdenen større. Når du rejser til en ny Titan (det som befolkningen lever på, da resten af verdenen er oversvømmet), vil du ikke bare blive mødt af nye racer, men også nye dialekter. Samtidig er det også forfriskende, når man er vant til det amerikanske engelsk i sine spil, at man pludselig hører personer i sin JRPG, der stolt lægger vægt på sin dialekt. Det er ikke alle der slipper lige heldigt afsted med det, men hovedsageligt fungerer stemmeskuespillet.

Men spillets største styrke er nu engang verdenen. Det er ikke én stor open world, men snarere flere mindre åbne verdener, der alle indeholder deres egen by og sidemissioner. Jeg kunne kritisere sidemissionerne for at være generiske - hvilket de ofte er - men samtidigt er det dejligt med en undskyldning for at kunne løbe ud og opdage vildmarken. Uanset hvor åndsvag den undskyldning er. Man skal tale med folk, finde folk/ting, købe ting i butikker og generelt bare hente ting, hvilket ikke er lige så medrivende efter man har prøvet RPG'er som The Witcher 3: Wild Hunt og Horizon: Zero Dawn. Men hvor er det dog en dejlig verden at rende rundt i. De mest fantasifulde fabeldyr løber overalt omkring dig - nogle er vilde og vil angribe, hvis du kommer for tæt på, mens andre er fredelige. Nogle dyr kommer kun frem om natten, andre om dagen. Nogle dyr er helt unikke (dem ser du kun én af i hele spillet) mens andre løber rundt i flok. Men vigtigst af alt, så føles verdenen virkelig: den er ikke designet efter dig og dit level. Et monster i level 3 kan gå side om side med et monster i level 40, så hvis du ikke er forsigtig, når du forlader sikkerheden som byens mure tilbyder dig, kan du hurtigt have et monster efter dig, der er langt over dit niveau. Det kan måske være et frustrerende element for nogle; jeg elskede det.

Desværre kan jeg ikke sige det samme om karakterdesignet, der tydeligvis ikke har fået samme kærlighed som i det første spil. Mens dyrene der går frit rundt, er kreative og varierede, er karakterdesignet underligt generisk. Især designet til Pyra - den kvindelige af de to hovedroller - irriterer mig, med hendes yderst lårkorte dragt og store bryster. Tilføj et kamera der altid sørger for at få hendes svulmende bryster med i billedet, og man står tilbage med en karakter, hvor meget af arbejdet nok er blevet lagt i udseendet i stedet for personligheden. Så giv mig hellere den drilske Nia til hver en tid. Men det er vel meget normalt for JRPG's. Det er sidekarakterne der stjæler showet ved netop ikke at være perfekte og hovedpersonerne der med gode sunde værdier ender med at blive lidt kedelige bekendtskaber.

Nintendo Switch har ikke engang været på markedet 1 år, og systemet har allerede flere must have-titler. Xenoblade Chronicles 2 kommer ikke i mål uden enkelte bump på vejen, men at have så stor en JRPG på en håndholdt konsol; en JRPG med en så smuk verden og interessant gameplay, er det svært ikke at tilføje det til listen. Når man står i det bløde grønne græs, kigger mod horisonten og ser hovedet på en gigantisk titan - som man befinder sig på ryggen af - bevæge sig langsomt frem og tilbage, så er det svært ikke at blive imponeret.
Jeg tvivlede på Nintendo Switch før den udkom. Det er sidste gang jeg begår den fejl.