Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.

Dansk
Gamereactor
film-anmeldelser

Justice League

Hele DC Comics' filmunivers hænger i en tynd tråd - kan Justice League bringe planen tilbage på sporet?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Det er ret så let at argumentere for, at DC Comics' forsøg på at konstruere et forbundet filmunivers præcis ligesom Marvel gjorde tilbage i 2008 med Iron Man, har været ganske fejlslagent fra begyndelsen af. Hvis vi bredt antager at begyndelsen på dette gigantiske stykke arbejde begyndte med 2015's Batman v Superman: Dawn of Justice, så har skibet ligget skævt i bølgerne fra starten af, hvor producere har forsøgt at stikke deres griske hænder i produktionerne, hvor budgetter har vokset sig unødigt store, og hvor tonsvis af karakterer har kæmpet febrilsk om den begrænsede mængde tid på lærredet. Ambitionsniveauet var at gøre med én film, hvad Marvel gjorde med fire, og komme ud af starthullerne hurtigt. Det var ærlig talt noget rod, og et ret tragisk rod også, for alle ønsker at se DC's ikoniske helte trives på det store lærred, og give Marvel noget mere konkurrence. Desværre forholder det sig bare sådan, at hele universet startede med det forkerte ben ude af sengen. Få korte måneder efter blev situationen ikke ligefrem bedre af udgivelsen af Suicide Squad, som formåede at træde ved siden af alle de samme steder. Mange valgte bevidst at lade DCU (som initiativet normalt kaldes) i glemmebogen, at tænke tilbage til Christopher Nolans Batman-trilogi, og give op på denne nye, ambitiøse plan.

Der er godt nok ikke det mest robuste fundament at bygge en team-up film på...

Og så er vi nået premieren på Justice League, noget der, i enhver anden verden, ville repræsentere den ultimative kulminering af enhver DC Comics' fans største drøm, nemlig at se disse ikoniske helte kæmpe side om side i et episk showdown. Men fra starten af har filmen været i problemer, og det skyldes ikke kun Batman v Supermans lunkne modtagelse. Foran kameraet har trailere har gjort meget lidt for at mane nogle af de mange fans' bekymringer til jorden og det drastiske skift fra melodramaet i Batman v Superman: Dawn of Justice til den mere komiske tone i Justice League har skabt en hed debat blandt entusiaster. End ikke bag kameraet har filmen undset sig drama, da instruktør Zack Snyder måtte forlade projektet under tragiske omstændigheder, og hvor Josh Whedon måtte derefter måtte træde til og gøre projektet færdigt. Når ja, det fik også produktionsbudgettet til at stige med et anslået beløb på $100 millioner. Det er faktisk svært umiddelbart at tænke på en film af denne kaliber og størrelse være genstand for lige så meget kritik og harme fra fans før udgivelsen som Justice League. Det er ydermere svært at komme i tanke om en film hvor produktionen og de individuelle skuespilleres rolle i den har været udsat for lige så meget analyse. Det har været en hård medfart, og nu er filmen endelig landet i biograferne, og vi står nu tibage med det ultimative spørgsmål - kan Justice League skabe en platform som universet kan vokse på? Desværre er det svært at udelukkende svare ja på det spørgsmål - om ikke andet er der en række skarpe kritikpunkter at vende før vi når dertil.

Dette er en annonce:

Lige fra starten af er det vigtigt at pointere, at Justice League opfører sig markant anderledes i forhold til sin forgænger på en række kritiske punkter. Vigtigst af alt er det tydeligt fra aller første scene, at DC Comics og Warner Bros. febrilsk har studeret kritikken af Batman v Superman: Dawn of Justice, og derigennem fundet ud af at det seriøse melodrama skabte ringe karakterinteraktioner og utroværdige udvekslinger. Faktisk har de studeret denne kritik så nøgternt, at de har valgt at smide hele denne opsætning ud af vinduet, og i stedet valgt at gå ned af en mere komisk og satirisk vej med Justice League. Derigennem har de drastisk ændret på de karakterer, som de har brugt både penge og energi på at introducere og placere tidligere. Ben Afflecks Batman er ikke længere en hjemsøgt, stoisk og hævngerrig nattens ridder - nu er han stand-up komiker, og kigger efter den håbefuld, blåøjede løsning på enhver situation han befinder sig i. Den magtfulde Aquaman, der portrætteres af Jason Momoa, er superhelte-ekvivalenten af en "jock" i en amerikansk High School-film snarere end en vis, modig beskytter af verdenshavene. The Flash reduceres til intet andet end komisk aflastning, både i dialogerne men også i action-sekvenserne, hvor det er let at drage paralleller til en mærkværdig, superhurtig kombination af Mr. Bean og Jim fra American Pie. Værre endnu er det, at det er ret let at identificere, at disse komiske aner er tilføjet senere i produktionen, som en eftertanke - filmen er designet af en komité, ikke af... ja, du ved, designere.

Justice League
Justice LeagueJustice League

Og det er så sandelig en skam, fordi det ødelægger nogle af de forbindelser der opstår imellem karaktererne, der faktisk fungerer ganske fortrinligt overfor hinanden. Batman bevæger sig ud i den store verden, oven på Supermans død i Batman v Superman, for at samle verdens stærkeste helte i et forsøg på at stoppe den alvorlige udefrakommende trussel, som ligger på lur lige bag horisonten. Cyborg, The Flash, Wonder Woman og Aquaman rekrutteres alle på ganske hurtig og effektiv vis, og det er bestemt en kemi imellem disse helte, som er værd at sætte pris på. Der er godt nok ingen af disse der skiller sig specielt ud, men alt i alt fungerer karaktererne sammen, og det er ultimativt det aspekt der redder Justice League. Det skurrer dog en kende, at særligt Batmans hårde personlighed er blevet slettet fuldstændig, som tidligere nævnt, men hver eneste helt leverer. Det samme kan desværre ikke siges om den resterende del af castet, som fra starten af har været problemet med DC Comics-film. Amy Adams vender tilbage som Lois Lane, og leverer endnu en gang en præstation der har svært ved at fremstå overbevisende. Selv J.K. Simmons får ikke den nødvendige eksposition på skærmen til at fungere som Jim Gordon. Det er en skam, for man føler konstant at et stærkt støttecast kunne være med til at kontekstualisere nogle af de overnaturlige begivenheder som filmen portrætterer. I Avengers er Phil Coulson, Agent Maria Hill og Stellan Skarsgårds Selvig afgørende dele af puslespillet, og giver hele det narrative udtryk et anderledes, mere menneskeligt perspektiv.

Dette er en annonce:

Og dette fungerer som perfekt anledning til at ankomme til filmens svageste aspekt - skurken. Steppenwolf ankommer hurtigt og nærmest uden videre introduktion i et hav af kedelige "Parademons" og dårlig CGI-animation. Til trods for en længere flashback-sekvens, der har til opgave at forklare hans ophav, motivationer og mission om at forvandle jordkloden til et brændende helvede - så bliver hans handlinger, hans tankegang, aldrig afsløret for seereren. Faktisk forklarer Steppenwolf aldrig hvad hans større plan er, eller om der overhovedet er en. Vi ved at Justice League skal fungere som en brik i et længere narrativ, hvor den primære skurk er den ikoniske DC-skurk Darkseid. Dog nævnes han aldrig rigtigt, og det er lige før at Steppenwolf ender med at være adskilt fra den større kontinuitet - som om at forfatterne vidste i forvejen hvor svag en karakter han var. At vælge denne science fiction-inspirerede vibe skurrer desuden lidt, og passer aldrig rigtig ind i filmen. På en eller anden måde fungerede det i Avengers, men det skyldes eventuelt at vi fik mere tid til at stifte bekendtskab med universet, før aliens tordnede det igennem skyerne i New York. Her er det svært at beskrive hvor forkert det føles, når Batman tæver løs på en indbrudstyv på et hustag i Gotham City, hvorefter han overfaldes at lysende, orange rum-fe med infrarøde briller på.

Det er dog ikke skidt det hele, for som tidligere nævnt så er tempoet sat op gevaldigt, og filmen spilder ikke tid med ligegyldig eksposition som Batman v Superman: Dawn of Justice gjorde, og hver eneste sekvens der vises på skærmen har en større betydning for historiens gang. Dette gør naturligvis, at de større, mere meningsfyldte scener fungerer bedre, fordi du ikke føler at din tid er blevet spildt på vejen, og at filmen er lige omkring de to timer er ganske tilfredsstillende. Det er umuligt at spekulere om præcis hvad af dette der er Josh Whedons værk, der som bekendt gjorde filmen færdig efter Snyders exit, men det forøgede tempo og det mindre melodramatiske narrative design ekkoer nu alligevel af hans normalt stil. Det er dog en skam at Snyder ultimativt ikke fik lov til at få endnu en chance til at skabe at etisk udfordrende, seriøst superheltedrama. Whedons indflydelse kan spores overalt i genren, og det er en af grundene til at selv de mest hardcore superheltefans er blevet en smule trætte af den samme formular. Superheltefilm har muligheden for at fortælle dybde, reflekterende historier om menneskets tilstand, og kan handle om alvorlige moralske dilemmaer, det har Christopher Nolan bevist. At se dette forsvinde fuldstændig som dug for salen for at gøre plads til Whedon-inspireret komik er lidt trist.

Justice League
Justice LeagueJustice League

Det giver dog mening i forhold til filmens tempo, og kombineret med Snyders fantastisk sans for at bevæge kameraet, og finde den perfekte vinkel midt i al det grå, polerede udtryk som udgør hans genkendelige tekniske filmsprog. Det er en ganske smuk verden, og arbejdet med kameraet er sublimt. Det hele krakelerer en kende henimod slutningen, hvor vores helte skal op imod skurken, og hvor hele science fiction-farvepaletten spiralerer ud af kontrol til den store guldmedalje, men frem til det punkt er Justice League meget pænt at se på, og teknisk smart sammensat.

Til trods for at snuble en række steder, så er det tilstrækkeligt meget potentiale gemt i hver af disse vigtige karakterer, selv Cyborg der ender med at fungere overraskende godt, til at det kunne være interessant at udforske dem yderligere i deres egne film. Jeg ville bare ønske at de var kommet først, så vi havde fået det ordentlige tilløb frem til Justice League.

HQ
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

6
Justice League

Justice League

FILM-ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Hele DC Comics' filmunivers hænger i en tynd tråd - kan Justice League bringe planen tilbage på sporet?



Indlæser mere indhold