Danganronpa V3: Killing Harmony

Nogle serier bør stoppe efter debuten. Det er sjældent det sker, men nogle gange kan et studie ramme det de gik efter så formidabelt i første sving, at nye tilføjelser kun vil gøre yderligere slag mindre imponerende. Danganronpa er et af de sjældne tilfælde. Det første spil blev lavet på et lille budget, men med en kreativ idé og en tillid til at spilleren var i stand til at tænke selv, fandt det en trofast fanbase. En fanbase der hovedsageligt befandt sig i Japan, men stadig en fanbase. Det første spil var fremragende; måske især fordi der ingen forventninger var til det, men siden da har serien ikke kunne nå op til loftet, der blev installeret utroligt højt i starten.

Danganronpa er en serie, der elsker at stille spørgsmål næsten lige så meget som det elsker at besvare dem. Spørgsmål der hovedsageligt fik en tilfredsstillende sløjfe i det første spil, og så kom Danganronpa 2: Goodbye Despair, der også formåede at stille de gode spørgsmål, men forklaringerne var alt andet end tilfredsstillende. Nu har serien taget springet til Playstation 4, og jeg forudså to veje det skridt kunne tage serien: enten ville den nå nye højder ved at kunne udnytte kræfterne i en stærkere maskine end Vitaen, eller også ville den nå et nyt bundniveau, ved at tilføje nye mekanikker ingen havde bedt om. Desværre fik den pessimistiske side i mig ret.

Men før jeg begynder at tale om alt det nye, er det måske relevant at sætte scenen for de af jer, der aldrig har hørt om Danganronpa tidligere. I serien er der altid nogle skoleelever, der er altid en gal bjørn og der er altid mord. For den gale bjørn har fanget eleverne på en skole, og kun ved at dræbe en af dine "medstuderende" og slippe af sted med mordet, vil du slippe fri. En yderst kreativ idé i første omgang - dengang hvor grunden til tilfangetagelsen stadig gav mening - men serien har haft stigende problemer med at retfærdiggøre den samme opsætning for hvert nyt spil. Men det er stadig en opsætning der fungerer. Grovt sagt kan man opdele din daglige gang på skolen i to: Daily Life hvor du hænger ud med dine medfanger/studerende, og derigennem lærer dem bedre at kende. Når et mord har fundet sted begynder Deadly Life, hvor du skal lede efter beviser, lytte til de enkelte udsagn og begynde at forme en idé om hændelsen. Nærmere sagt skal du her påtage dig rollen som detektiv.

Detective-mode i spil har ofte været lidt af en joke. Som Batman skal du bare kigge på ting, der lyser i en anden farve, trykke på det og lade Batman regne resten ud. Det efterlader sjældent meget til spilleren at regne ud. I Danganronpa skal du selv lede efter beviserne og efterfølgende selv finde ud af at bruge dem rigtigt. Et DNA serien heldigvis har bibeholdt siden begyndelsen. Problemet sker, når Danganronpa V3: Killing Harmony begynder at flette nye mekanikker ind, der kun gør opklaring af sagerne mere frustrerende og langvarig. Nu er det ikke længere nok at skyde modstandernes argumenter i stykker med dit argument. Nu bliver der tilføjet ting som Split opinion, hvor du skal skære modstanderen argument i stykker, et rytmespil der intet har at gøre med detektivarbejde og endda en tilføjelse de kalder Psyche taxi, hvor du skal køre taxa efter spørgsmål og samle de rigtige svar op. Fuldkommen latterlig tilføjelse. På et tidspunkt udbryder en karakter: "Does that mean we have to do that crazy shit again?" og jeg kunne ikke være mere enig. Man ved det er et problem, når selv spillet begynder at brokke sig.

Gennem historien bliver der ofte tilføjet nye mekanikker, og alle sammen trækker væk fra det man egentlig gerne vil lave. Grundideen fra det første spil er stadig til stede, men udviklerne virker opsatte på at overskygge den med fyld: folk forventer jo nye tilføjelser i en fortsættelse, og det skal jeg love for de får. Og det er synd; for ligesom det var tilfældet med Danganronpa 2: Goodbye Despair, så er mordene på mange måder bedre end mordene i det første spil. Der er virkelig blevet tænkt ud af boksen hos udviklerne på den front, og derfor kan en mental taxa-tur kun virke endnu mere dræbende for narrativet.

Heldigvis er karakterne præcis så veldesignede som altid. De er overdrevne til det maksimale og kan ofte skæres ned til én karakteristik (stuepigen ønsker udelukkende at hjælpe folk og opfinderen ønsker hele tiden at opfinde), men det fungerer bare. Det gør dem ikke så nuancerede, men det gør det let at skelne mellem dem. Og når en person dør, som du har lært at kende, er det næsten lige så hjerteskærende at vide, at det er én af dine andre venner iblandt jer, der er morderen. Jeg er ikke i tvivl om, at når Danganronpa V3: Killing Harmony er kommet nogle måneder bag mig, vil jeg stadig kunne fremkalde mig flere af karakterne tydeligt i hovedet, ligesom det stadig er muligt at huske på flere af karakterne fra de to forrige spil. Det er bare ærgerligt, at karaktererne her er fanget i et spil, der ønsker at frustrere lige så meget som det ønsker at underholde.

Danganronpa V3: Killing Harmony er ikke den stærke tilbagevending til serien, jeg havde håbet på. Omvendt er det langsomt ved at gå op for mig, at det er en serie, der skulle være stoppet efter det første spil. En erkendelse, der kan være en hård pille at sluge for fans, men ligesom detektiven i spillet, der har svært ved at se sandheden i øjnene, må jeg rette ryggen og lade være med at kigge bort. Mordene er snedige som altid, men når opklaringerne er langtrukne og til tider frustrerende, orker man ikke rigtigt løse dem. Og hvad er pointen så?