Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Project Cars 2

Project Cars 2

Claus har spændt sikkerhedsselen, brugt flere timer på at indstille, kørt masser af fede løb og kan nu fortælle om sine oplevelser med Project Cars 2.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Hvis jeg skulle give Project Cars 2 en alternativ titel, så ville det være "halvt bil spil halvt indstillingsporno". Jeg har i mit liv aldrig prøvet et spil med så mange indstillinger som Project Cars 2 har, og har både nydt godt af Gran Turismo- og Forza-serien tidligere. Det er ret angstprovokerende at kigge i noget så simpelt som lydindstillingerne, og se hele 15-20 slidere, som styrer alt fra motorlyden, til hvor højt ens dæk hviner. Derfor, når jeg så siger at alle menuer med indstillinger, har så mange slidere, så begynder man at føle sig en smule overvældet. Det er ikke at bilspil der tager sig selv seriøst ikke bør have mange indstillinger, men hvis nydelsen afhænger af ens villighed til at grave sig dybt ned i slidere, så udelukker man vist også en god portion af ens potentielle publikum.

Spillet starter med den normale introvideo, hvor diverse biler kører løb mod hinanden, og man bliver derefter præsenteret for menuen. Her kan man vælge imellem en hel bunke af spilmuligheder. Man kan spille et karrieren, hvor man arbejder sig op fra det alt sigende "Formel Rookie" op til Indy-løbene i USA, eller andre af de ypperste løb i verden. Så man starter helt fra bunden af, og arbejder sig op igennem rækkerne ved at vinde diverse klasser, for derved at låse op for de efterfølgende, mere udfordrende løb. Det skal her nævnes, at man kan vælge mellem tre forskellige slags opstartsløb, hvor hver har deres specifikke biltyper og et gokart-løb er meget anderledes end et Formel Rookie-løb. Styringen er meget skarpere, og fornemmelsen er ligeså. Variationen kan man ikke brokke sig over, og her skal spillets detaljegrad desuden nævnes, for der er virkelig noget at hente for dem der kan lide at pille ved alle indstillinger på deres biler. Hvis man har evnerne, og den nødvendige viden, kan man manipulere ved alt, fra bremsevæsketryk, til pitstop strategier. Og ændrer man på nogle af disse parametre kan ens køretøj føles ekstremt anderledes. Jeg ændrede eksempelvis på dæktrykket da jeg kørte Formel Rookie, og pludselig kunne jeg angribe sving med mere aggressivitet end før og klippe hjørnerne i en skarpere vinkel, men til gengæld blev jeg langsommere på langsiden, så Project Cars 2 er, et spil for dem der kan lide at pille ved indstillinger. Faktisk tog det mig næsten to timer at finde de rette indstillinger, som gjorde spillet spilbart for mig.

Heldigvis er der også muligheder for dem der ønsker en oplevelse på noget der ligner autopilot. Der er nemlig også muligheder for at AI'en håndterer alt fra gearskift, til at man kan se ideallinjen i banerne, og derved kan time sine nedbremsninger. Da jeg endelig fandt de perfekte indstillinger, begyndte spillet virkeligt at skinne. Men det tager tid og tålmodighed at nå derhen, tag ikke fejl af det.

Dette er en annonce:
Project Cars 2
Project Cars 2Project Cars 2

Selve mekanikkerne er, som jeg nævnte, rigtig underholdende og skruet godt sammen, når man altså har fundet de indstillinger der passer til en. Jeg kunne i starten ikke holde min bil på banen til trods for masser af erfaring med seriøse bilspil, og det var lige meget hvor meget jeg prøvede. Så jeg benyttede det første trick i enhver bilspilsentusiasts håndbog, jeg slog al hjælp til, og så deaktiverede jeg løbende hjælpen som jeg blev bekvemt med bilerne, banerne, grebet i underlaget og de diverse indstillinger. Project Cars 2 er for kendere, det er designet til dem der går efter at være bedst, og selv med al hjælp slået til står det klart at der her er tale om en oplevelse for de erfarne. Der er heldigvis plads til de nyankomne, selvom strukturen og tilpasningsgraden kalder på en erfaren hånd, men i det mindste forsøger Slightly Mad at introducere deres hårdkogte struktur for nye spillere som jeg, hvilket jeg synes er prisværdigt.

Da jeg så endelig kom i gang og havde fundet min personligt foretrukne sværhedsgrad, begyndte løbene at være rigtig underholdende. Når man lå i slipstrømmen af den irriterende forankørende bil, som bare ikke ville åbne overhalingsvinduet, så måtte man vente tålmodigt på den ene fejl, som kunne gøre man kunne glide forbi i det næste sving. Det fik pulsen op, og var utroligt spændende, for den kunstige intelligens kunne også køre som en brækket arm nogle gange. På de højere sværhedsgrader blev der mindre og mindre af disse muligheder, og man blev straffet hårdt, hvis man selv begik disse kørefejl.

Dette er en annonce:

Der er mange, mange baner at vælge imellem, og der er utroligt mange biler også man kan komme ud og køre i. Alt fra almindelige rallybiler til de største og dyreste superbiler fra blandt andet Lamborghini eller Porsche, og det beskriver igen spillets utrolig mange muligheder. Faktisk er der 180 køretøjer der alle er specifikt designet. Man kan let styre med en controller, samt keyboard og mus for PC-folket. Der er selvfølgelig også mulighed for at styre med et rat, og jeg tænker at spillet bliver endnu bedre, hvis man er i besiddelse af sådan er, for controlleren føles nogle gange næsten for primitiv, med alle de styringsmuligheder spillet har. Man får konstant følelsen af at Project Cars 2 er en "simulation" af noget ægte, så derfor føles controlleren nærmest ufyldestgørende til sammenligning.

Selve løbene var også meget afvekslende, og alt kunne ske i dem. For eksempel kunne de foregå på alle tider af døgnet, og i al slags vejr. Jeg prøvede et løb, hvor regnen fossede ned i starten, men i de 10 minutter løbet stod på, kom solen frem og tørrede meget af banen, så bilen fik mere vejgreb, men der var stadig de her kæmpe vandpytter tilbage, som man skulle passe meget på. Det føltes enormt realistisk, og hjalp rigtig meget på indlevelsen. Noget jeg dog ikke er så positiv stemt overfor er grafikken generelt.

Jeg nævnte før vejreffekterne og deres indflydelse på mekanikkerne og styringen, men de så egentlig ikke specielt imponerende ud. Project Cars 2 kan ikke måle sig med hverken Forza eller Grand Turismo, når det kommer til visuel kvalitet. Teksturerne ser lidt flade ud og omgivelserne føltes ikke specielt flotte. Bilerne ser ok ud, men der manglede bare noget, for jeg kørte spillet på min PC, med alt på maksimum, men det var ikke imponerende. Det skal dog siges, at spillet kørte med 60 billeder i sekundet uden nogen dikkedarer, og det var positivt, men udover det, var det ikke det smukkeste spil, og det særligt et problem når nu bilspil benyttes til at skubbe grænserne for visuel kvalitet, og med Gran Turismo Sport og Forza Motorsport 9 i kikkerten, ja, så er det ikke så godt at være det grimmeste af årets bilspil.

Project Cars 2
Project Cars 2Project Cars 2

Lyden var også lidt underlig, for musikken i menuerne blev domineret af meget bombastisk klassisk musik, med en speaker som jeg ikke kender, som snakkede om hvordan det er at køre racerløb. Det var meget forvirrende, og passede ikke synderligt ind, synes jeg. Jeg tænker at udviklerne prøver at vise at realismen er i højsædet med denne musikalske opsætning, men det virkede ikke for mig. Selve reallyden når man kører løb var dog glimrende, og man føler virkelig bilernes brølen, når man kører de forskellige løb.

Til sidst, vil jeg lige nævne alle de muligheder for løb, som spillet indeholder. Der er karrieredelen, som jeg har fokuseret på i denne anmeldelse, men der er også alle former for selvskabte løb, både off- og online. Her kan man selv vælge banerne og bilerne, og konkurrere mod vennerne, eller køre mod andre i deres brugerskabte løb. I skrivende stund er der kun to servere oppe, og de er for det meste fyldte, så jeg prøvede kun et par løb, men det virkede sjovt.

Så for at opsummere, så er Project Cars 2 et enormt spil, med hundredvis af muligheder, og selve mekanikkerne og strukturen når man kører er fantastisk underholdende. Dog er grafikken ikke helt hvor den skal være, og menuerne har et lidt underligt musikdesign, men kan du lide seriøse simulationer, og at nørde med dine bilers indstillinger, så er det her spillet til dig.

HQ
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Masser af muligheder, tonsvis af biler og baner, stor detaljegrad, stramt gameplay.
-
Flad grafik, stor indlæringskurve, malplaceret musik, uspilleligt før indstillingerne bringes i orden.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Project Cars 2Score

Project Cars 2

ANMELDELSE. Skrevet af Claus Larsen

Claus har spændt sikkerhedsselen, brugt flere timer på at indstille, kørt masser af fede løb og kan nu fortælle om sine oplevelser med Project Cars 2.



Indlæser mere indhold