It

Remakes og reboots er gået hen og er blevet en substantiel og konstant voksende bestanddel af Hollywoods kombinerede filmkalender. Det kan meget vel være at denne tendens signalerer en generel mangel på ideer, men hvis vi skal være praktiske et øjeblik, så hvorfor egentlig ikke? Nostalgi er et kraftfuldt marketingsværktøj, og producere og produktionsselskaber ser ingen grund til at efterlade ældre film til at rådne op og dø - så hvorfor ikke bare give disse film et nyt lag maling, tilknyt en ny, sulten instruktør og lade nye, yngre sind opdatere kildematerialet så det passer til et nyt publikum. Det lyder ret så simpelt og ganske uskyldigt, ikke sandt? Altså, det er ikke rigtig simpelt, og det er så sandelig ikke uskyldigt. Faktisk forholder det sig sådan størstedelen af tiden, at disse remakes ikke formår at komme tæt på at fange den essens der gjorde originalerne specielle, og derudover gør de også klassikernes ry plettede for evigt. Robocop, Clash of the Titans, Karakte Kid, Conan the Barbarian eller sågar The Wolfman - de stank alle af pompøs, egocentrisk mangel på friske ideer og grådighed, og det har gjort at begreberne "reboot" og "remake" har et dårligt ry blandt biografgængere.

It, et remake af 1990-filmen, der er baseret på Stephen King-romanen af samme navn, forsøger at retfærdiggøre brugen af sit kildemateriale, og derigennem sin eksistens, igennem rendyrket kreativ kraft, og en tydelig kærlighed til Stephen Kings univers. Og hvis du tænker lidt over det, så giver en ny film baseret på It utrolig meget mening. Fortællingen er grafisk, har en mindeværdig skurk, og igennem film som Super 8 og tv-serier som Stranger Things er et ensemble cast af børn noget der giver mere og mere mening at benytte. Det er Mama-instruktøren Andy Muschietti der instruerer, og det er endda True Detective-skaberen Cary Fukunaga der producerer. Og når ja, så har vi Bill Skarsgård i rollen som den ikoniske, ondskabsfulde klovn, Pennywise. Der er masser af vægt hvilende på filmens skuldre, og et betragteligt produktionsbudget at hive hjem. Can Pennywise skræmme røven ud af bukserne endnu en gang?

Allerførst er det vigtigt at pointere, at dette remake har sluppet den karakteristiske 90'er stil som dominerede mini-serien, og det er en fundamentalt god beslutning. Vi husker og elsker alle Tim Currys dynamiske og medrivende præstation som Pennywise, men i det samlede billede var den bestemte filmatisering ret så forvirret, og blev fortabt i forsøget på at jonglere med forskellige genresprog, deriblandt en række komiske elementer der virkelig ikke ramte plet. Og det er vel egentlig ikke så mærkeligt, at filmen fejlede, er det? Filmen handler trods alt om en uhyggelig klovn der terroriserer en gruppe friske drenge. Tonen er dog langt mere konsekvent i denne omgang, og filmen formår hverken at ofre de uhyggelige sekvenser eller satiren. De er begge i perfekt balance. Det er en ganske smuk film, med et visuelt sprog der sender tankerne på langfart tilbage til Fukunagas arbejde med True Detective, hvor grålige og brændte nuancer udgør størstedelen af farvepaletten, og som skaber en vidunderlig kontrast med Pennywises farverig kaos. Hver eneste vinkel er fuldstændig forelsket i sig selv, det er episk, det er storslået. Det er pænt, uden tvivl, men man ville også kunne argumentere for, at denne ret "smalle" historie omkring teenage-drenge der forsøger at undslippe en ond klovn i en lille amerikansk landsby bliver lidt overspillet af den tekniske præsentation.

Heldigvis bliver det lidt fordrejede perspektiv heldigvis slettet fra hukommelsen af de fantastiske skuespillerpræstationer vi har med at gøre. Det ville måske være oplagt at nævne Bill Skarsgårds præstation som den skrækindjagende Pennywise først, men det er faktisk slet ikke ham der stjæler showet - det er udvalget af børn, Loser's Club. Hvis der overhovedet findes noget som et "all-star cast" af børneskuespillere, så ville det være her. Jaeden Lieberher har allerede imponeret i Midnight Special, Finn Wolfhard er allerede elsket igennem sin rolle i Stranger Things og Jack Dylan Grazer har allerede lavet gys i Tales of Halloween. Og præcis ligesom i Stranger Things, eller sågar Super 8 som nævnt oven over, så er det disse talentfulde unge der helt og holdent er filmens absolutte højdepunkt. De får også storslået materiale at arbejde med, og både deres legesyge ordspil med hinanden alt imens de forsøger at løse dette usædvanlige problem, og deres venskab når det hele ramler for dem, er ganske smukt at betage, og vigtigst af alt mere troværdigt end nogle voksne skuespillere ville kunne have gjort det. Og nu er det endelig tid til at addressere den store uhyggelige klovn i kloakerne - Pennywise. Selvom den originale miniserie var mangelfuld, så er Tim Currys præstation legendarisk, og det er naturligvis meget svært at følge efter dette. Bill Skarsgård gør uden tvivl hvad han kan, og hverken manuskriptet eller hans præstation er mangelfuld. Filmen ender dog med at overeksponere skurken en smule, og det er ret tydeligt at filmen ikke rigtig har nogen ide om hvad de skal stille op med Pennywise til sidst. Heldigvis fremgår Pennywise ikke altid som en klovn, og gør sig i stedet bemærket som en række hallucinerende sekvenser. Det skaber variation, naturligvis, men det ender med at blive lidt kedeligt.

Alt i alt tyder det godt, og som filmen pisker derudad, så tegner det hele også ganske fint. Men nu ankommer vi til det store problem, og det er blevet tid til at affyre en gevaldig kritiktorpedo i stavnen på S.S Pennywise - længden. Det er ganske basal viden at film bliver længere og længere i disse dage, og desuden bliver det så strukket udover deres ideelle tidsperiode, at de hverken kan fastholde et konsekvent tempo eller suspense. I dette tilfælder lider It gevaldigt ved at løbe i hele 135 minutter. Filmens sektionsdeling bliver mudret, og man ender slet og ret med at tigge og bede filmen om at slutte henad vejen.

Alt i alt er It dog en succesfuld adaptering af Stephen Kings ikoniske roman, og det er både uhygge, humor, flotte effekter og gode præstationer over hele linjen.