Undertale

Undertale er for os, der har lagt hundredevis af timer i spil tidligere. Os der har en klar forventning om, hvordan diverse mekanikker skal implementeres. Besejrer vi fjender, bliver vi stærkere og stiger i level, har vi indsamlet meget skrammel fra verdenen, kan vi sælge det til den nærmeste sælger og få lidt flere mønter i pungen og går skeletterne iblandt os, er det altid en god idé at få dem dræbt igen. Spil i dag behøver ikke engang at fortælle os de ting længere: det er regler vi har fået gentaget igen og igen gennem årene. Men du kan godt lægge de regler på hylden, når du drager dybt under jordens overflade i Undertale.

Undertale lægger stilen klar fra begyndelsen: et simpelt spørgsmål som "Do you know what lv stands for?", hvilket nærmest kan virke nedsættende mod alle der har tilbragt nok timer i selskab med sin Playstation. Jeg når lige at frygte, at spillet vil indlede med verdens længste og dybdegående tutorial, før svaret lyder: "It stands for Love of course". Den efterfølgende halve time kunne vel meget passende betegnes som en tutorial, men den er ikke interesseret i at lære os om regler, vi allerede kender fra andre spil. Omvendt er den vigtigste lektie her, at du skal glemme alt det du tidligere har lært.

En simpel gåde i begyndelsen repræsenterer meget godt resten af rejsen. Der er tre sten og tre kontakter i gulvet. Skub alle sten over til hver sin kontakt og gåden er løst. Simpelt, ja, men vi er trods alt i begyndelsen af spillet. Jeg skubber den første sten, jeg skubber den anden sten og jeg begynder processen med den tredje, da den pludselig taler til mig. Den her sten har ikke lyst til at flytte sig. En kort samtale overbeviser den om at rykke sig, så den tager modigt skridtet til venstre... ikke helt optimalt, da jeg har brug for at den går i den anden retning. Jeg beder den om, at gå den rigtige vej, og får den endelig over på kontakten, hvilket betyder, at gåden er løst og jeg kan forlade rummet. Jeg når dog ikke ud af døren, før stenen flytter sig igen. Jeg havde åbenbart ikke fortalt den, hvor længe jeg havde brug for den skulle stå på kontakten.

Er man ny til vores relativt unge medie, vil ovenstående korte sekvens ganske givet virke mere irriterende end morsomt. Men for os andre; os der forventede en simpel gåde, og pludselig møder en sten(!!!) der ikke gider flytte sig, kan ikke undgå at holde af spillet. Efter at have haft den samtale, kunne jeg ganske enkelt ikke vente med at finde ud af, hvad spillet ellers havde at byde på. Og det skuffede aldrig.

Lige fra første gang man forsøger at sælge sit gamle, forældede udstyr - fordi man i klassisk RPG-format har fundet noget bedre - og sælgeren nærmest griner af forsøget. Hvad skulle han med mit skrammel? Han forsøger at komme af med sit eget, ikke indsamle mere. Det kan virke underligt, ja, men på mange måder giver det mere mening end mange RPG'er derude. Vi er bare så trænet i hvad der er "normalt", at det kræver et moderne spil som Undertale til at skubbe til den definition en smule.

Kampsystemet er også helt sit eget. Vil du gerne stige i "Love", er du nødt til at besejre modstandere: så langt, så klassisk. Og heldigvis er det en relativt underholdende proces. Tryk kryds på det rigtige tidspunkt, og du skader mere end hvis du ramte forkert, og man står tilbage med et velfungerende kampsystem. Velfungerende uden at være så innovativt som resten af spillet. Den sande styrke kommer dog, når man forsøger at være pacifist. Alle kampe giver dig fire muligheder: du kan angribe, bruge et item, forsøge at flygte eller gøre noget specifikt mod den modstander, du kæmper mod. Kæmper du mod en is-skabning med en hat på hovedet, kan du eksempelvis forsøge at stjæle hatten. Eller står du overfor et spøgelse med lav selvtillid, kan du prøve at rose vedkommende indtil det ikke ønsker at kæmpe mod dig længere. Som pacifist adskiller alle kampene sig fra hinanden, og kampene er heldigvis sjældne nok til, at man aldrig sukker dybt når endnu et monster springer frem mod dig.

Bosskampene er ofte en længere proces, og de kommer alle med en god håndfuld angreb i baghånden. Her er der ikke noget med, at skulle undvige de samme angreb igen og igen, men i stedet konstant være på vagt efter det næste pussige indfald. En dansende robot sent i spillet giver en meget god idé for resten af boss-kampene: den vil både angribe dig med spark, bomber, miniature-robotter og discokugler. Havde du forventet, at en boss i Undertale ville bruge de samme få angrebsanimationer igen og igen, så har du tydeligvis ikke lært lektien fra spillets tutorial ordenligt. Og under hele kampen er musikken medrivende nok til, at mit hoved konstant rykkede sig rytmisk frem og tilbage. En bevægelse der hurtigt blev en vane, da spillet hovedsageligt byder på den ene gode 8-bit melodi efter den anden.

Undertale er helt sin egen. Gåderne når aldrig at blive særligt udfordrende, men her handler det mere om joken i gåden end at regne den ud. På samme måde er joken i kampene ofte sjovere end at kæmpe dem. Undertaler er en rejse dybt under jordens overflade, dernede hvor de klassiske regler ikke gælder længere. Dernede hvor stenene ikke gider flytte sig, dernede hvor sælgeren ikke gider købe dit bras og dernede hvor skeletterne hellere vil dræbe dig med deres latterligt dårlige vittigeder end at kæmpe mod dig. Undertale har udseendet af et gammelt spil, men er på mange måder langt forud for sin tid. Så for alle os der er velbevandret i spil-verdenen, er dette en tur man er nødt til at tage.