The Pillars of the Earth - Book 1

Ken Folletts The Pillars of the Earth, eller på dansk Jordens Søjler, er en mastodont af en bog og er siden udgivelsen i 1989 ikke blot gået som varmt brød, men har også affødt en suveræn miniserie på TV. Det omtrent 900 siders tætskrevne historie-drama er nu også blevet til et episodisk Daedalic-eventyr, som vi har fået æren af at spille første del af. Men kan Kingsbridge-dramaet løfte den svære opgave, at lave Follett's moderne klassiker om til et spilbart eventyr? Her er en vurdering af første del, og efterhånden som de to næste dele bliver låst op, vil anmeldelsen blive opdateret.

Til at starte med virker Jordens Søjler ikke som en bog, der ligefrem skriger på en spilmatisering. Ikke at det er umuligt, men der er mere oplagte kandidater, da der er usædvanligt mange karakterer at sætte sig ind i, og de fleste spil ville have svært ved at give plads til de mange facetter af intrigerne.

Så hvad handler Jordens Søjler egentligt om? I grove træk, så følger man adskillige karakterer i det 12. århundredes England, midt i borgerkrigen kaldet The Anarchy. Mens grådige biskopper og adelige kæmper om magten og stikker hinanden i ryggen, ser vi hvordan disse ting påvirker præsten Philip, mesterbyggeren Tom Builder og deres nærmeste. Disse to mødes, da Tom leder efter arbejde og husly, mens Philip pludselig står med en nedbrændt katedral. Sammen kæmper de derfor for at få bygget en ny katedral i den fiktive by Kingsbridge, mens deres fjender forsøger at forpurre deres planer.

Historien lyder utvivlsomt mindre sexet end den faktisk er, men tro mig, der er drama og spændende fortællinger i spil her. Netop derfor er det imponerende, at denne tunge roman er håndteret så flot af Daedalic. Der er skåret meget i kildematerialet, men de mest intense øjeblikke fra historien er dem, man har valgt at fokusere på. Forventer man, at alting er bevaret her, så går man naturligvis galt i byen. Daedalic har forstået, at historien skulle ændres, så det passer bedst muligt med spilformatet, og samtidig har de også forstået, hvad det egentlig er, dette spil skal kunne. Det skal ikke være et vagt ekko af en bog eller en TV-serie, men derimod skal man betages af at gå rundt i denne detaljerige og betagende verden.

Her kommer vi til det måske mest imponerende ved spillet: Designet. De mange håndmalede baggrunde er simpelthen vidunderlige, og sammenlignet med den til tider flashy TV-serie, så er det dejligt at det hele fremstår lidt mere snusket og beskidt i spillet. Man starter spillet i en trist, udpint vinterskov, som omend smuk også virker farlig og kold. Kingsbridge selv er en medtaget by, som nærmest er forladt af alle andre end de lokale munke.

Man føler virkelig disse menneskers sorger, glæder og frygt for deres egen overlevelse i dette spil. Dette skyldes ikke mindst at udtrykket er præcis som det skal være, og man kan se at designerne har lagt arbejde i det. De håndmalede baggrunde, lyden, musikken og stemmerne giver en glimrende helhedsoplevelse.

Karakterdesignet kan, ved første øjekast, virke lidt for tegneserieagtigt, når de ses op ad de mere realistiske baggrunde. De passer dog i mine øjne glimrende ind, især når man lige har vænnet sig til den kunstneriske stil. Stemmerne er samtidig skønne og passer igen perfekt til karaktererne. Fra drengen Jack, som virker optimistisk og ung, til den fromme Prior Philip, eller den mange munke, som også har hver sin distinkte personlighed, så er karaktererne ganske velrealiserede. Det er samtidig et godt træk, at Daedalic ikke har spilmatiseret TV-serien, men derimod bogen. Dette betyder blandt andet, at karaktererne ikke er modelleret efter Rufus Sewell og resten af castet fra serien, men derimod kun er baseret på bogen. Dette gør, at spillet føles mere som sit eget univers.

Vi har endnu ikke uddybet, hvordan point-and-click-gameplayet egentlig tager sig ud. For mig er det positivt, at det holder sig en anelse old-school, men er mere fokuseret på historiefortælling end f.eks. Monkey Island var det. Man kan vel sige, at her er tale om en blanding af Telltales formel og et mere traditionelt adventure-spil. Dette betyder, at selvom du kan samle objekter op, og i samme stil kan have samtaleemner i din "inventory" (f.eks. kan du præsentere emnet "slidt mur" for folk, ligesom du kan vise dem en stav du fysisk har på dig), så skal disse ikke kombineres på obskure måder som i Monkey Island. Det er altså et meget klassisk adventurespil, men fokus er mere på at du skal komme videre i historien ved at finde det rigtige objekt og give det til en bestemt person, eller du skal have noget information fra én person og give det til en anden.

Fokuset på indlevelse, historie og karakterer kan også ses i, hvordan du interagerer med verdenen. Højreklik fungerer som en "think"-knap, hvor din karakter tænker over f.eks. den nedslidte katedral, eller en kirkegård. Dette forbinder én til karakteren, hvilket er smart tænkt, da man undervejs spiller både som præsten Philip, Tom Builder og drengen Jack. Inden man springer videre til næste karakter er det altså godt at lære dem at kende.

Her kommer vi til noget, som faktisk er en stor fordel ved spilmediet, nemlig at du kan tale med en masse mennesker. Når man har investeret tid i en bog, film eller serie, og den udkommer som et point-and-click-spil, så er det jo skønt, at man i et behageligt tempo kan undersøge hver en krog og tale med en masse mindre karakterer. Pga. dette kan Daedalic give taletid til de små karakterer, og dette er også en spændende del af oplevelsen.

Det kan hurtigt lyde som en walking simulator i 2D, og det er ikke helt fair. Undervejs kommer man til at tænke "hvad skal jeg egentlig gøre nu?", men det vil ikke optage spilleren ligeså meget som i Monkey Island eller Grim Fandango. man bliver til gengæld udfordret på lidt andre måder, f.eks. hvor tiden er knap og man skal prioritere sine valg. Således skal du i starten hjælpe ved en fødsel, og afhængig af hvor hjælpsom du var, så vil du blive vurderet bedre, når spillet opsummerer dine valg efter den første scene. Generelt er det spændende at se udfaldet af dine valg senere i spillet, især når man ikke regner med det.

Selvom der er to dele mere, så kan vi allerede nu afsløre, at der er tale om et stabilt og velfungerende spil, som har høj produktionsværdi og en, indtil videre, god tilgang til historiefortællingen. Dette betyder også, at historien ikke er forhastet fortalt, men samtidig heller ikke snegler sig afsted. Mange detaljer er udeladt, og man får nærmest kun toppen af isbjerget, som er gemt i Folletts univers. Men det, som er med, får man lov til at fordybe sig i. Det er dermed en meget fornuftig hastighed og prioritering, som Daedalic har gang i. At interagere med universet fungerer også rigtig godt, og sværhedsgraden er til den lette side, men her gør det ingenting.

Jeg tog mig god tid med første bog, og fik vel 7 timer ud af det. Dette er pænt i og med at der er to dele mere. Uanset om man er nytilkommer til Pillars eller om man er en garvet fan, så er jeg sikker på at denne fascinerende fortælling vil fange én, og måske endda friste én til at samle bogen eller miniserien op bagefter.