Det er uhyre sjældent at man møder en vaskeægte original idé i spilbranchen. Ja, visse tiltag kan fremstå ganske originale, men tiere er det at disse ganske enkelt er afarter eller nye udgaver af allerede eksisterende koncepter. Spil er et meget iterativt medie, og udviklere står på skuldrene af hinanden for at nå nye højder. Da Superhot i sin tid debuterede på PC var det dog med ét klart budskab - at introducere noget ganske nyt og friskt. Og det lykkedes.
Ser du, i Superhot bevæger tiden sig kun når du gør, og det gør de baneindelte skyderier til en slags puslespil, snarere end et action-fyldt kaos. De røde, kubistiske fjender er overlegne i antal, og den eneste måde at overleve på er strategisk bevægelse, og at kunne mestre den tilpas avancerede dans det er at manipulere tiden med dine bevægelser.
Men alt det her ved I garanteret i forvejen. Det er efterhånden så længe siden at spillet udkom på PC, og det kom sågar også til Xbox One for lang tid tilbage. Nu udkommer spillet dog på PlayStation 4, og i tilfælde af at mange af jer endnu ikke har prøvet dette i sandhed originale spil, så er der ikke længere nogen undskyldning.
Superhot fortjener nemlig for alvor din opmærksomhed, og det gør det ikke bare fordi det tilbyder en hel ny måde at opleve et skydespil på, men fordi det eksekverer på så mesterfuld vis, og er så bevidst om sig selv, at man ikke kan andet end at respektere det.
Du er en en intetanenende spiller, en del af den hjerneløse masse, der sidder foran computeren og æder det ene computerspil efter det andet, indtil en ven anbefaler Superhot, et spil der både er interessant, men også lader lidt til at have en helt særlig kunstig intelligens. Pludselig bliver du vævet ind i en forvirrende, kompleks og ganske ambitiøs metafortælling om spillerens vilje, om en Matrix-agtig kontrollerende gruppe og ondsindet software. Det er ganske let at komplimentere udviklerne for at forsøge sig med så avanceret et narrativ, og ligeledes ender det dog ikke rigtig nogen steder, og forsøget fremstår i stedet som en solid idé der konsekvent er halvhjertet eksekveret.
Hvad man i stedet kommer for er banerne. Og heldigvis leverer disse langt fra nok variation bane til bane til at oplevelsen konstant føles frisk. Du starter nemlig ikke altid i én ende og skal tæve og skyde dig til anden, nej, der er biler at tage i betragtning, genstande at kaste med, retninger at holde styr på, og alt dette sker imens fjenderne skyder løs på dig.
Det hele afvikles med en ganske særlig visuel flair, en distinkt grafisk stil der er blevet spillets varemærke på linje med det originale mekaniske koncept. Stilen er klinisk, helt ren og hvid, hvorimod fjenderne er helt røde og firkantede, som kropsliggørelsen af ondsindede bakterier i kroppens systemer. Det er knivskarpt, og selvom man måske kunne have ønsket en visuel stil der var lidt bedre til at akkommodere spillets voldelige tidsbøjende eskapader, så betyder denne simple stil at billedehastigheden ligger blidt og fast på de 60 billeder i sekundet. Det er altafgørende for Superhot at hele oplevelsen afvikles flydende, og hvis spillet samtidig ligner et kubistisk maleri i bevægelse, så er det fint for mig.
Det jeg i grunden forsøger at nå frem til her, på lidt kortere facon end normalt, er at Superhot koster omkring 150 kroner på PlayStation Network, og det er hver eneste krone og øre værd. Er du bare en smule til skydespil, så vil du i sandhed sætte pris på denne vitterligt originale idé, som udvikleren så sandelig har formået at præsentere på mesterlig vis.