Crash Bandicoot: Nsane Trilogy

Hvilke kræfter er det egentlig der afgør om noget vil blive genstand for nostalgi mange år ud i fremtiden? Er det et godt rygte, kvalitet, populærkulturelle kræfter eller bare ganske tilfældigt hvilke ting vi kommer til at huske tilbage på på nostalgisk vis, og glæde os til at opleve igen som voksne? Så sandelig er der da mange ting som vi ser tilbage på med rosenrøde briller, som i virkeligheden ikke var noget særligt. Bubbibjørnerne eksempelvis, noget fyrtårn for tegneseriekvalitet var det ikke ligefrem, men serien repræsenterer alligevel et slags snapshot fra en tid hvor livet var simplere, lettere og mere lige til, og derfor ønsker vi for alt i verden at finde tilbage til den tilstand. Det er trods alt denne kræft som Nintendo lever og ånder på.

Samme altoverskyggende nostalgiske status kan vi give Crash Bandicoot, hvoraf særligt det første spil befandt sig i størstedelen af de fleste PlayStation-ejeres hjem, og som derigennem har fået en ganske særlig plads i de fleste gameres, eller om ikke andet dem af en hvis generations, hjerter. Dengang vi ikke i stand til at afgøre om hvorvidt platform-mekanikkerne var helt stramme nok, om spillet havde den nødvendige balance eller variation, eller om spillet nu egentlig var bedre end så mange andre lignende platformere.

Pointen er dog at det ikke rigtig betyder noget som sådan. Er Crash Bandicoot egentlig en karakter der fortjener den maskotstatus han har nydt godt af i mange år? Det er også rimelig lige meget. Virkeligheden er sådan som den er, og vi husker alle at lægge arm med de ret så svære baner, prøve om og om igen på at ride på den fandens gris igennem junglen, og misse én kasse for at kunne få adgang til ekstrabanen i kræft af de minder sidder Crash tungt på piedestalen. Netop derfor har folket bedt Sony om at restaurere disse klassiske titler i mange, mange år efterhånden, og Sony har på utilfredsstillende vis bare udgivet PS One Classics-udgaver af spillene på PlayStation 3 og også PlayStation 4. Med Crash Bandicoot: Nsane Trilogy sker det dog rigtig, det er den ægte vare, en værdig restaurering som er bygget op fra bunden af, så gamle fans kan nyde spillene på ny, og potentielt nye fans kan vurdere med selvsyn om hvorvidt spillene kan stå imod alle de moderne platformklassikere der er udkom siden Crash var en moderne helt på PlayStation 1.

Og ja, du hørte rigtigt. Udvikleren Vicarious Visions har konstrueret alle tre spil som samlingen består af, nemlig Crash Bandicoot, Crash Bandicoot 2: Cortex Strikes Back og Crash Bandicoot: Warped, fra bunden af. Det vil sige at de har taget selve strukturen og mekanikkerne, men resten er blevet smidt i skraldespanden til fordel for at skabe samtlige aktiver, karaktermodeller og animationer selv på moderne vis. Det er det primære salgsargument, og det har desuden også været grunden til at Sony og Activision har været så flittige til at vise spillet frem i al sin pomp og pragt. Man kan også roligt rose Vicarious Visions for deres arbejde på spillets visuelle stil, for det ser ganske fortrinligt ud. Faktisk kunne man let tage ét af de tre spil i samlingen og misforstå det for en spritny platformer. Øjet identificerer øjeblikkeligt alle farverne, de bløde kanter og de detaljerede karaktermodeller, og tilsammen udgør de en udsøgt visuel oplevelse, om man så befinder sig i de grønne jungler i det første spil, de iskolde bjerge i Crash Bandicoot 2: Cortex Strikes Back eller midt i et drønhurtigt løb i Crash Bandicoot: Warped, alle tre spil er blevet restaureret med en sans for detalje, og det hele afvikles på silkeblød facon. Dette burde være standarden for remaster-versioner i fremtiden.

Spillene er i sig selv også ganske fine, men det er uden tvivl nostalgien der kommer til at råde og regere her. Dette skal ikke nødvendigvis tolkes som en kritik, men kigger man nøgternt på spillenes vitterlige mekaniske kunnen, er det klar at Crash-serien ikke ligefrem er blandt de strammeste, mest veldesignede platformere nogensinde. Der er dog ikke tale om nostalgiske skyklapper, som eksempelvis med Parappa the Rapper, hvor det egentlige spil faktisk er dårligt. Ingen af de tre spil i samlingen er dårlige, faktisk er de ganske fine, og med det lette kamporienterede design er det et fint tempo at finde i alle tre, et tempo der ikke findes ovre på Nintendos side af andedammen. Så Crash har, vigtigst af alt, stadig noget at tilbyde, og bruger man fortsat de nostalgiske briller så kunne man ligefrem bliver fristet til at sige at de let har stået tidens tand. Dog er det vigtigt at slå fast, at det ikke er det fantastiske design der gør at du bør investere i Crash Bandicoot: Nsane Trilogy, for der findes bedre platformere på markedet. Nej, det er ultimativt nostalgien der vinder, og det gør egentlig ingenting.

Og mere er det vel egentlig ikke at sige, er der? Crash Bandicoot er en maskot og repræsenterer kære tidlige spilminder for mange, om det så er fortjent eller ej, og med Crash Bandicoot: Nsane Trilogy er der tonsvis af indhold i de tre spil, en fantastisk grafisk restaurering af hele universet og et fokus på speedrunning og konkurrenceorienteret spil blandt venner med tidstavler. Er du fan af karakteren og bare ét af de tre spil i serien, er det svært for mig at forestille mig et bedre scenarie hvorpå du kan få muligheden for at genopleve nogle af disse titler. Faktisk er det svært at forestille sig præcis hvordan Vicarious Visions kunne have gjort et bedre stykke arbejde med dem, altså udover at direkte gå ind og lave om på mekanikkerne.

Og her til slut bliver vi nok nødt til kort at nævne mekanikkerne. Denne samling fremstår nemlig som det bedst tænkelige scenarie for dem der lader dig overgive til nostalgi og kære børneminder, men det er svært at forestille sig at potentielt nye spillere vil falde for denne afart af platforming, og det skyldes ganske enkelt at det sidenhen bare er gjort en del bedre andetsteds. Gælder det for størsteldelen af dem der er interesserede i Crash Bandicoot: Nsane Trilogy? Måske ikke, men det er, om ikke andet, værd at nævne at disse spil eksisterer på baggrund af de følelser de har skabt hos nogle modtagelige unge spillere engang, og ikke nødvendigvis på grund af lækkert platformdesign.

Står du allerede parat til at tilgive alt dette, og lade dig forblænde af den barnlige kærlighed til karakteren, spillene og minderne, jamen så får du her dit ønske oplyst og mere til.