Tokyo 42

Jeg har aldrig været besynderligt glad for indie-titler og den store renæssance bølge, der startede i forrige generation faldt aldrig i min smag. Selvom Hotline: Miami er et af mine absolutte favoritspil og Super Meat Boy var et platformspil af høj kaliber har de været undtagelserne, der bekræftede reglen. Da jeg første gang tændte min Xbox One og startede Tokyo 42 var mine forventninger derfor ikke markant høje, men måske lurerede der alligevel, endnu en genistreg om hjørnet?

Tidligere på året skrev jeg en anmeldelse af Platinum Games og Square Enix' formidable Nier: Automata, hvor jeg specielt komplimenterede, hvordan spillet kombinerer fænomenal action med et hav af forskellige klassiske genrer. Tokyo 42 er i samme boldgade, og kan bedst beskrives som en blanding af Grand Theft Auto, Syndicate og Fez. En kombination, der på papiret lyder helt obskurt, men Tokyo 42 formår trods det at levere en solid oplevelse.

Spillet starter med en kort introsekvens, hvor den unavngivne hovedperson bliver anklaget for et mord, som han ikke har begået. Længe går der ikke før politiet banker på døren og du flygter henover hustagene ledsaget af hjælp fra et mystisk opkald. Dette setup er på ingen måder nyt eller revolutionerende, men formår i Tokyo 42 at fremstå som en underholdende tutorial, som præsenterer spillets visuelle og arkitektoniske design.

Som navnet vagt antyder, så foregår spillet i Tokyo anno 2042 og er visuelt en fryd for øjnene. Det er en blanding af dystopi, science fiction og moderne minimalistisk arkitektur, altså tænk Ghost in the Shell får et barn med Blade Runner. Denne stil afspejles ydermere i alt fra de forskellige menuer til når du sigter med dit våben. Alt er gennemført til mindste detalje.

Kort efter at være sluppet væk fra politiet gør hovedpersonen det til sin opgave at rense sit navn og begynder at arbejde som snigmorder for at infiltrere de mennesker, som satte ham op. Selvom spillet er relativt kort, altså en godt 5-6 timer, formår historien alligevel at introducere en række interessante scenarier om korruption og skræmmescenarier for hvad fremtiden kan bringe. Man skal dog ikke regne med at sidde på kanten af sædet i spænding, da historien aldrig formår at skille sig ud på markedet.

De bedste dele af historien oplevede jeg var gemt mere i de forskellige dialoger folk havde på gaden end hovedhistorien i sig selv, hvilket inkluderede alt fra selvmordstanker til reflektion over verdenens tilstand.

Nogle af de bedste aspekter I Tokyo 42 ligger derfor ikke i handlingen, men i stedet spillets gameplay og verden. Fremtidens Tokyo er en semi-sandkasse, da den er delt i forskellige åbne områder og ikke en stor tilgængelig verden. Hvert område kan til gengæld udforskes til mindste detalje, da ingen usynlige mure eller unødvendige begrænsende spilkonventioner bliver taget i brug.

Ligesom i f.eks. Bastion eller Diablo styres spillet fra et isometrisk fulgeperspektiv, hvilket hjælper med at danne et godt overblik over de forskellige udfordringer. Derudover foregår spillet næsten udelukkende på Tokyos hustage, som ofte gør navigationen fra bygning til bygning udfordrende. Heldigvis har spilleren dog muligheden for at dreje kameraet 360 grader ligesom i Fez. Har man problemer med at nå en bestemt platform eller hustag kan man derfor markant ændre kameravinklen, hvilket ofte skaber nye muligheder.

Det Fez lignende kamera er en fornøjelse at tage i brug og er især nødvendigt under spillets mange forskellige missioner, da nogle fjender ikke kan ses uden at ændre vinklerne. Ofte har spilleren mulighed for at klare en mission, enten igennem at dræbe sine modstandere ved at snige sig eller bare skyde vej igennem. Da hovedpersonen kun skal have et enkelt skud for at dø, anbefales førstnævnte. Tokyo 42 vil muligvis til tider skabe frustration hos spilleren, da det ikke er let og blandt de sværere spil jeg har spillet i 2017.

Våbenarsenalet minder om samme variation du finder i et Grand Theft Auto spil og våbenhjulet er sågar slående magen til det fra seriens femte kapitel. Især spillets sniper og katana blev ofte taget i brug. Under ildkampene faldt valget dog på den altid trofaste AK-47 (eller 42 i spillet). Ligesom i mange af nutidens skydespil har Tokyo 42 også det obligatoriske cover-system, hvilket minder mest om mekanikken i Naughty Dogs' The Last of Us. Deruodver er selve skydekontrollen lavet i stil med twin stick-shooters, dog har den et mere nuanceret brug af sigte og tillader mere præcision.

Tokyo 42 skinner dog mest på sin lydside, som er intet mindre end fænomenal. En blanding af alt fra Jamie XX og Moderat-inspirerede melodier til stille elektroniske kompositioner, skaber en smuk følelse af futurisme og dystopi. Til tider løb jeg bare rundt imellem missioner og nød den stemning spillet formod at skabe med sin flotte kombination af design og lyd.

Dommen af Tokyo 42 er, grundet den samlede pakkes kvalitet, let at give. En udmærket historie blandet med godt gameplay og et fænomenalt design resulterer i en oplevelse alle fortjener at opleve. Jeg var muligvis skeptisk overfor spillet i begyndelsen, men ligesom Hotline: Miami, har Tokyo 42 blæst mig omkuld.