Fire Emblem Echoes: Shadows of Valentia

Fire Emblem-fans har rigtig meget at glæde sig over i disse dage. I fjor fik man et Fire Emblem-spil som praktisk talt var tre spil i ét, og i år kan serien bryste sig af et mobilspil, et et Dynasty Warriors-inspireret spin-off og en nyudgivelse af et af de mest elskede kapitler. Spørgsmålet, når det gælder det sidstnævnte som nu er ude i form af Fire Emblem Echoes: Shadows of Valentia, er om det har bevaret sin underholdningsværdi.

Fire Emblem Echoes: Shadows of Valentia er en ny, opdateret version af Fire Emblem Gaiden fra 1992, som var det andet spil i serien. I stil med alle kapitler i serien blev spillet på det tidspunkt kun lanceret i Japan, og ligesom en række opfølgere på Famicom/NES, som Zelda II og Castlevania II, tog spillet nogle drastiske designvalg i et forsøg på at definere og identificere sig selv. Med 3DS-udgaven får spillet endelig en overhaling og en international lancering, og med dette er 3DS nu den første platform siden Gameboy Advance til have hele tre Fire Emblem-spil tilgængelig.

Hvis man nu aldrig har spillet et Fire Emblem-spil før er det intet der forhindrer dig i at lade Echoes blive dit første møde med serien. Serien består af taktiske rollespil, hvor man flytter sine tropper per tur rundt på skakbrætlignende slagmark. Soldaterne for point, stiger i niveau og kan hver især opgraderes løbende til mere avancerede karakterklasser. Den enkelte soldat har sine individuelle styrker, svagheder og personlighed, hvilket gør at man kæmper ekstra hårdt for at sikre at alle overlever slaget. I klassisk Fire Emblem-tradition forløber det sig sådan, at mister du en soldat, så er den soldat tabt for evigt. Skulle dette gå hen og blive lidt for brutalt eller vanskeligt at have med at gøre, så indeholder Echoes dog en Casual-del, som kun uskadeliggøre den stakkels soldat i resten af kampen, men at vinde et slag uden at miste en eneste soldat på normal vis er en triumferende følelse.

Hvis dette er dit første Fire Emblem-spil kræver det nok at du læser lidt på de basale mekanikker på egen hånd i spillets medhørende guide. Der er nemlig lidt at indhente inden du er klar til kamp, og du bliver kastet ud i tonsvis af udfordringer lige fra start af.

En overhængende fare når man lancerer flere spil i én serie til samme platform er at formlen kan gå hen og blive en smule for genkendelig, eller at spillene kommer til at ligne hinanden så meget at det bliver svært at holde på interessen. Netop derfor er valget om at opdatere Fire Emblem Gaiden ganske strategisk smart fra Intelligent Systems' og Nintendos side. Spiller skiller sig netop ud på mange front sammenlignet med tidligere kapitler i serien, og selvom nogle innovationer og udviklinger fra andre spil nu selvfølgelig er væk er spillets historie og særpræg nok til at det eksisterer i et andet univers end Fire Emblem: Awakening og Fire Emblem Fates.

Desværre kan det virkelig mærkes at mange af de videreudviklinger af seriens diverse mekanikker og strukturer i blandt andet de to ovennævnte spil er udeladt i Fire Emblem Echoes: Shadows of Valentia. Udviklerne hos Intelligent Systems har efter alt at bedømme gået efter en opdatering der holder sig tro mod originalens mekanikker. Dette betyder at strategiske elementer som at knytte to soldater sammen på slagmarken i samme rude, eller at to soldater som står ved siden af hinanden kan kæmpe sammen, ikke findes i Echoes. Har man derfor vænnet sig til at benytte disse strategier fra de sidste to spil må man lige justere sit udsyn en smule. Det er imidlertidig ikke bare nye elementer som er forsvundet i Fire Emblem Echoes: Shadows of Valentia, for enkle mekanikker, som at ryttere kan samle andre soldater op og fragte dem over større afstande, er også blevet fjernet. Dette gør, trods den allestedsnærværende taktiske dybde, at Echoes føles som et skridt baglæns, særligt efter to svært fede forgængere på samme platform.

Flere andre elementer man har lært at kraftigt forbinde med Fire Emblem-serien igennem årenes løb er også enten borte eller tonet kraftigt ned. Det mest opsigsvækkende er at seriens karakteristiske våbentrekant er væk. Kort fortalt har de fleste kapitler i serien et system hvor én type våben er særlig effektivt imod et andet, og det hele danner et slags "sten/saks/papir"-system. I Echoes har man derimod ikke valgt at benytte dette system, og med det forsvinder en stor del af den taktiske dybde som serien er kendt for. Et andet aspekt som er tonet kraftigt ned er opbygningen af relationer imellem karaktererne. For nogle har disse dog været en smule i overkanten i de seneste kapitler, men personligt har jeg fundet megen underholdning og solide øjeblikke ved at udbygge disse relationer i både Awakening og Fates. Echoes fjerner ikke det sociale aspekt, men toner det hele kraftigt ned.

Derudover har Echoes en række store og små klagepunkter der trækker den samlede oplevelse ned. Spillet giver absolut solide udfordringer undervejs, men flere af banerne man kæmper på ligner simpelthen hinanden for meget, og det trækker ned i den samlede underholdningsværdi. Musikken lyder godt, og er til tider imponerende og medrivende, men mangler større variation, og den går hen og blive en smule kedelig i længden. Persongalleriet og historien har sin charme og sine højdepunkter, men alt i alt er det ikke den Fire Emblem-historie jeg kommer til at huske bedst i fremtiden. Stemmeskuespillet er solidt gennemført, og for første gang er der komplet stemmeskuespil i et Fire Emblem-spil, men jeg savner altså muligheden for at kunne vælge japanske stemmer.

Når alt dette så er sagt, så er det endelig på tide at tale om de aspekter som Fire Emblem Echoes: Shadows of Valentia virkelig klarer til topkarakter. Og det er faktisk ikke så lidt, selvom jeg måske har givet udtryk for det modsatte indtil nu.

Historien om de to barndomsvenner Alm og Celica som bliver viklet ind i konflikten imellem rigerne Zofia og Rigel er måske ikke den mest kreative eller originale, men måden historien bliver fortalt ved at man følger to separate historier i den store, brede konflikt giver en fin variation igennem spillets gang. Den samme følelse af variation går også igen i de to grupper af følgesvende og medarbejdere, og her hjælper det solide oversættelsearbejde med at gøre samtlige karakterer forståelige og sympatiske. Efter en noget svag oversættelse i Fates er det godt at se at kvaliteten er steget stødt i Echoes.

Et andet element som sørger for afveksling er at spillerens tid nu er ligeligt fordelt imellem de klassiske Fire Emblem-slag og udforskning af grotter og templer. En smule Dungeon Crawling i ny og næ sørger for at skabe følelsen af udforskning, spænding og mangfoldighed, og det er noget jeg gerne ser bliver en fast del af spillene i fremtiden.

Den allerbedste innovation som Echoes har at byde på er dog Mila's Turnwheel, en hellig og magisk tidsanordning som lader dig skrue tiden tilbage på slagmarken. Skulle du være så uheldig og miste en soldat i et slag, og tænker at en anden strategi vil forhindre dette i at ske, så kan du bruge Mila's Turnwheel til at skrue tiden lidt tilbage. Du kan justere tilbage så meget som du vel, og det er både let over overskueligt at se hvilke træk der bliver fortrudt. Antallet af gange du kan benytte den per slag er naturligvis begrænset, men er du god til at udforske grotter og byer kan du finde flere tandhjul der forøger antallet. Funktionen gør det meget lettere at eksperimentere med forskellige taktikker i spillet, og er en mekanik der bør være fast inventar fremadrettet.

Dette betyder dog så sandelig ikke at Fire Emblem Echoes: Shadows of Valentia er noget let spil. Tvært imod kaster spillet dig direkte ind i et meget udfordrende slag, og derfra bliver det kun mere brutalt og vanskeligt, hvis målet er at komme igennem uden at miste nogen soldater. Skulle dette blive for vanskeligt har man heldigvis muligheden for at samle lidt ekstra erfaringspoint i den nærmeste grotte, selvom nogle måske vil synes at dette bliver for tidskrævende.

Når det gælder våben og klasser vælger spillet at levere et nyt tag på det traditionelle system. Våben bliver ikke brugt op i Echoes, og man behøver heller ikke at udstyre en enhed aktivt med et våben, eftersom hver klasse kommer med et forhåndsbestemt våben. Efter hver soldat stiger i niveau vil han eller hun lære nye angreb med våbnet, noget som først og fremmest kommer til at være altafgørende for dine magikere i hæren. Man kan imidlertidig give soldaterne specielle våben som efter lang tids brug vil lære særlige evner (Arts). Eksempelvis vil en bueskytte altid have en bue til rådighed, men giver du ham en sølvbue kan han efter noget tid lære en evne der kun er tilgængelig ved brug af dette særlige våben. Systemet føles en smule uvant til at starte med, men bliver overraskende en positiv oplevelse hen ad vejen.

I det store og hele mærker man hurtigt at Fire Emblem Echoes: Shadows of Valentia er et gammelt spil i nye klæder. Selvom dette ikke i sig selv er noget negativt, og selvom det er hyggeligt at også vestlige spillere kan stifte bekendtskab med en gammel klassiker, er der flere småting ved spillet som skurrer hvis man først er blevet vant til nyere kapitler. Meget af dette kan koges ned til, at Fire Emblem: Awakening og Fire Emblem Fates er to vældig gode spil, og det er hårdt at skulle op imod disse. Echoes kommer til at fremstå noget svagere end sine forgængere, men har absolut mange gode kvaliteter.