Farpoint

Mange vil nok mene at PlayStation VR er kommet og gået uden videre konsekvens, og at den storm der blev spået af medier, frådende fans og spændte journalister ikke var mere end et skuffende vindpust henover spilbranchens vidder. Som vi langsomt har taget fat på 2017 står det klart at hverken HTC Vive eller Oculus Rift har solgt som forventet, og Sony har det heller ikke gjort meget væsen af sig med PlayStation VR. Noget kunne derfor tyde på at VR-bølgen er skvulpet henover os uden at ændre på synderligt meget, for tilbage er vi ved foran PC-skærmene og fladskærmsfjernsynene uden at tænke videre over det. VR var en dille, en drøm, en forestilling om den ultimative spiloplevelse der endte ligesom Kinect.

Dog har Sony et sidste és i ærmet, og det er Farpoint. Et science fiction-skydespil for for alt, men vigtigst af alt et "rigtigt" spil, en oplevelse der gerne skal transcendere tendens om glorificerede tekniske demonstrationer der ellers har præget samtlige VR-platforme. Farpoint skal være for PlayStation VR som Killzone: Mercenary var for PlayStation Vita, en hardcore påmindelse om at Sony kan tilbyde ægte, store, dybe spiloplevelser i VR, som kan uden at tøve kan lægge sig i slipstrømmen på almindelige spil. Farpoint skal ene og alene normalisere VR, det skal bevise at platformen har en fremtid for et bredt publikum. Det er ikke nogen triviel opgave, og der er uden tvivl meget på spil. Faktisk er der så meget, at Sony har valgt at fremstille et særligt VR-gevær baseret på den almindelige Move-controller.

Og nervepirrende er det uden tvivl at være den lille udvikler, Impulse Gear, for pludselig er bevågenheden omkring spillet blevet gigantisk. Pludselig er det deres spil der skal bære det enorme ansvar at revitalisere VR-platformen som koncept, og få folk til at hive deres PlayStation VR-headset ud af skabet, og igen finde sig selv benovet og imponeret over denne nye dimension.

Men før vi tager på hul på det sjove, altså om hvorvidt det er lykkedes udvikleren at gøre netop dette, så lad os lige få slået fast hvad Farpoint egentlig er. Farpoint er et skydespil, hvor du som spiller bliver strandet på Mars' overflade efter en særlig energieksplosion knuser den nærliggende observationsstation. Du har nu til opgave at finde dine kolleger, og eventuelt også en helt ny energikilde for menneskeheden. Mellem dig og dit mål står planetens mange mærkværdige insektlignende væsner, der mest af alt leder tankerne hen på en mindre selvironisk version af Starship Troopers, gigantiske, skrigende insekter der udelukkende at ude på at gnave dig og dit smarte gevær i småstykker.

Så lad os det få selve hardwaren ud af verden først. Sony udgiver nemlig Farpoint som led af en pakke der også indeholder en såkaldt "PlayStation VR Aim", en Move-controller der ligner et gevær, og har samtlige af de normalt knapper man kunne forvente på en almindelig controller. Godt nok er designet ganske simplificeret, men fungerer det må man sige den gør. Bag ved udløseren sidder de fire almindelige knapper, og de to analogpinde er placeret strategisk til der hvor du har dine hænder, nemlig nede ved løbet og oppe ved knapperne. Selvom det primært er plastik der benyttes her føles hele aggregatet robust, og inden i Farpoint responderer geværet øjeblikkeligt og på de mindste bevægelser. Godt nok fungerer Aim kun til dette ene spil lige nu, men der er opdateringer planlagt til både The Brookhaven Experiment og Dick Wilde, men forhåbentlig er dette en fast tilføjelse som inkluderes i alle skydespil på platformen fremover, det fortjener det.

Med Aim-controlleren i hænderne begiver du dig så henover Mars' overflader, og her bliver du løbende præsenteret for større og mere udfordrende fjender, samtidig med at dit arsenal af diverse våben vokser. VR tilføjer selvfølgelig en ny dimension til en ganske enkelt og genkendelig struktur, så bare det at kunne tage geværet op til det ene øje og sigte ned ad løbet med et hologramsigtekorn er en stor fornøjelse, til trods for at dette koncept jo ikke ligefrem skriger af innovation. Faktisk er Farpoint ganske lige til i forhold til en egentlig mekanisk struktur. Du sigter, du skyder, du bevæger dig frem tilbage (du bevæger dig fremad med den ene analogpind, og bevæger du i den retninger du kigger), du kaster granater, du scanner samleobjekter og bevæger historien fremad på relativt lineær vis. Selve kampagnen tager cirka tre timer, som er ganske perfekt i forhold niveauet af intensitet dine sanser udsættes for konstant. I Farpoint er du i fare, hele tiden, og det er derfor ikke blandt de mest afslappende VR-oplevelser på platformen, i stedet for higer du efter vejret som du febrilsk forsøger at skyde løs på den ene frygtindgydende skabning efter den anden.

I løbet af kampagnens første halvdel kan du dog, ligesom i Time Crisis, klare dig med at finde en relativt fordelagtig position, og destruere dine mål fra en sikker distance, men som sværhedsgraden forøges kræves det mere og mere at du bevæger dig imens du sigter, og her melder den notoriske køresyge sig endnu en gang, som Farpoint desværre ikke kan befri sig helt fra. Ja, det hjælper faktisk at have Aim-controlleren i hænderne, ligesom med skistave føles du mere forankret i dine fysiske omgivelser, men kvalme og svimmelhed er stadig fast inventar desværre, selvom spillet virkelig forsøger så vidt som muligt at undgå det.

Der er insekter og fjendtligsindede robotter at skyde på, dialogudvekslinger at høre på og krydret med gigantiske, imponerende sekvenser forsøger Farpoint for alvor at skabe en episk, science fiction-stemning, og det lykkedes et langt stykke hen ad vejen. Faktisk gør den mekaniske simplicitet at det er langt lettere at sætte pris på den klichéfyldte med medrivende historie. På en måde minder det lidt om en mere aktiv version af Firewatch, en fokuseret fortælling med mekanikker der lige præcis gør nok til at maskere den lineære progression. Faktisk er Farpoint så medrivende at være vidne til, at man til tider kan zone helt ud og bare lade sig glide med, føle sig som karakteren man legemsliggøre i spillet, og netop her i disse enkelte lyspunkter formår spillet faktisk at indfri de forventninger mange har haft til VR-revolutionen - nemlig komplet indlevelse.

Det hjælper desuden at spillet faktisk er ganske pænt at se på. Særlig mellemscenerne formår at fange hver enkelt skuespilleres individuelle træk og personlighed på ganske imponerende vis, og man tager hurtigt sig selv i at glæde sig til at se hvad der mon ligger og venter rundt om det næste hjørne. Desværre er Mars efterhånden lidt for velbesøgt, og de forskellige nuancer er den samme brune farve bliver en smule kedelig at betragte efter en periode. Heldigvis er spillet ikke så langt, så det er ikke et stort problem i sidste ende.

Det er muligt at opleve af mere Farpoint når kampagnen er slut, og det sker primært via en kooperativ del, hvor du og en ven kan arbejde sammen om at knuse horder af fjender. Der er pointtavler at klatre op ad, og selvom denne del virkelig mangler det narrative bindeled, så er strukturen og balancen her ganske robust, og taler man med en ven samtidig, er det underholdende at lægge en strategi og udføre den.

Det er umuligt at underspille det massive pres der har hvilet på Impulse Gears skuldre under udviklingen af Farpoint, og bare det at det lille studie ikke er bukket under for presset er ganske imponerende. Derudover det kun endnu mere overraskende at Farpoint fremstår som den måske mest helstøbte PlayStation VR-titel, hvis man ser bort fra Resident Evil 7: Biohazard. Selvom spillet rent mekanisk er simplificeret til det punkt hvor nogle måske vil kritisere ambitionsniveauet, så fungerer spillet bare, og det er både narrativt, i forhold til at interaktionen via den fremragende Aim-controller. Godt nok er spillet dyrt, og pakken endnu dyrere, men Farpoint fik mig til endnu en gang at tro på VR som én mulig fremtid for spilbranchen, en verden hvor indlevelsen er i højsædet. Vi ses på Mars.