Kona

Jeg har aldrig været i Quebec, men hvis Kona er nogen indikation på, hvordan et ferieophold ville være, så står det heller ikke ligefrem øverst på listen. Uhyggen spreder sig hurtigt i de fransk-canadiske skove, og har man ikke pakket både de lange underbukser og gerne en termokande med skoldhed kaffe, så overlever man ikke længe i den bidende snestorm, som venter en.

Kona er et overraskende omfattende spil, som endeligt er blevet bredt tilgængeligt takket være kickstarter. Det er herligt at se, at et spil som dette kan skabes på baggrund af folkets hjælp. Desværre kunne det lade til, at selv samme crowdfunding i sidste ende forhindrer spillet i at nå sit fulde potentiale. I hvert fald ender, hvad der kunne have været en stærk titel, med at være faretruende tæt på, kun at være middelmådig. Heldigvis sørger mystikken og den solide stemning for, at der stadigvæk er noget at komme efter. Og så er spillet for resten en af de bedste snestormssimulatorer, jeg har prøvet.

Carl Faubert, en krigsveteran som nu tjener til dagen og vejen som privatdetektiv, kører i sin pickup-truck langs landevejen i det nordlige Quebec, på en måde som vækker minder om første gang vi blev introduceret til Agent Cooper i Twin Peaks. En voiceover, i form af en allestedsnærværende fortæller, forklarer baggrunden for hele affæren: En rigmand og minemogul, William Hamilton, har ligget i konflikt med skovenes oprindelige befolkning, som mener hans aggressive forretningseventyr forbryder sig mod helligt land. Men hvad der på overfladen synes at være en sag om trivielt hærværk, viser sig dog hurtigt at stikke meget dybere. Kort tid efter sin ankomst er Carl involveret i en bilulykke, og da han igen kommer til bevidsthed, har en tyk snestorm lagt sig over området. Føreren i den anden bil er væk, og Carl er nu nødt til at undersøge byen hus for hus, for at finde ud af, hvad der foregår. Det står hurtigt klart, at hele byen synes at være forladt.

Kona ligger sig tæt op af titler som Firewatch, Everybody's gone to Rapture og Gone Home, men med et ganske solidt survival-gameplay i sin kerne. Historien er hovedsageligt fortalt igennem den efterforskning, man selv foretager. Der er ingen klare mål for, hvor man skal gå hen, og man er nødt til at rode alt igennem for at samle sig et indtryk af, hvad mysteriet drejer sig om. Det kan desværre føre til, at man overser visse ting, og afhængigt af hvor god eller dårlig, man har været til at rode hvert eneste skab og skuffe igennem, jo mere skuffende kan slutningen være. Dette spil lever på sit mysterium, og derfor skal hverken historien i detaljer eller slutningen diskuteres her, men jeg var en smule skuffet, da rulleteksterne kom frem. For det første var slutningen ikke overraskende, og man ender med at trække lidt på skuldrene over den. Var det bare det? For det andet synes spillet slet ikke at være færdigt, før det slutter, hvilket for en til at tro, udviklerne gerne ville have levet et mere omfattende spil, men ressourcerne desværre ikke tillod det. Det er ærgerligt, da den første del af spillet er forbandet lovende, og man får fornemmelsen af at være på vej ind i en solid noir-fortælling med overnaturligt krydderi, som for en til at kigger nostalgisk efter Twin Peaks og Allan Wake.

Spillets gameplay føles lidt på samme måde: Det kunne have været stærkere. Udviklerne skal dog have ros for den atmosfære, som de formår at frembringe. Stort set hele kortet er åbent fra starten, og de områder som ikke er, er smart afskærmet, så det ikke virker kunstigt. Bevæbnet kun med et vagt kort, skal man forsøge at finde rundt i de mørke og kolde skove, og ofte er man i tvivl om man overhovedet bevæger sig i den rigtig retning. Alligevel synes man altid at ende, hvor man skal, hvilket vidner om et solidt design, som skaber en autentisk fornemmelse af at være faret vild i en skov, hvor man dog stadig bevæger sig fremad. Den bidende kulde er ubønhørlig, og hver eneste gang, man har chancen, skal man tænde et bål, eller tænde op i en pejs, for at få varmen tilbage. Den primære survival-mekanisme er indikeret ved at vise, hvor meget stress Carl er under, og hvor meget han fryser. Det putter pres på en som spiller, men man føler aldrig, at omstændighederne er uretfærdige. Tværtimod så bidrager de til en autentisk fornemmelse af at være fanget i en snestorm. Med sig har man sin trofaste pickup-truck, men som sneen lægger sig, og mørket faldet på, bliver det svære og svære at se, hvor vejen er. Det er både godt og skidt. Det tilføjer til den desperate fornemmelse, og spillets autencitet, men mange gange mister man fuldstændig orienteringen, og drøner ind i et træ, eller kører frem og tilbage på den samme vej. Mere besværligt bliver det kun af, at kortet stort set er umuligt at læse i mens man kører. Jeg var flere gange nødt til at stige ud af bilen, blot for at finde vej ud af en indkørsel.

Over alt finder man ting og sager, som kan bruges til at lave udstyr eller løse gåder. Det føles derfor imperativt, at man gennemroder alt. Det er belastende, da man ofte sidder med en frygt for, at man har misset noget. Går man i stå, får man det næste dårligt af frygt for, at man skal rode alle huse, man har besøgt, igennem igen, for at se om noget var gået en næsen forbi. Heldigvis er det næsten aldrig tilfældet, da alt man skal bruge er i nærheden, men da der ikke er meget indikation på, hvor man skal hen, og hvad man skal, kan forvirring af og til være total. Fortælleren gør dog en opmærksom på, hvis man er ved at forlade et område uden at have fundet alt, hvad der gemmer sig.

Spillets gameplay fokuserer på survival, men der er elementer af kamp. Men kampsystemet er klodset og burde have haft mere fokus. Desuden består ens fjender stort set kun af ulve. Jeg ved ikke, hvilke farlige dyr, som gemmer sig i Canadas skove, men de kunne nemt have smidt en bjørn eller er stor kat ind, uden at jeg ville have brokket mig. Manglen på gode fjender gør, at den uhygge, som ellers så ubehageligt kryber op på en, som natten falder på og stormen tager til, efterhånden fordufter, da det går op for en, at der egentlig ikke rigtig venter noget farligt derude.

Inden jeg runder af, bør soundtracket have en lille bemærkning. Der er ikke meget af det, og de numre som spiller ud af radioen i bilen og i husene, er de samme hver gang. Alligevel tilføjer de et underlag til hele spillet, som hæve hele oplevelsen en smule. Specielt de sprøde guitar toner, som rammer en allerede ved titelskærmen, skruer med det samme ens forventning op til hele spillet. Stort plus for det.

Hvorvidt man kan lide dette spil, kommer mest an på, om man kan lide den måde historien bliver fortalt på. Survival elementet er ganske udmærket, men kan man ikke lide den non-lineære fortælling, hvor man det meste af tiden selv skal sætte fortællingen sammen, så er det ikke nok til at holde en gående hele vejen igennem. Spillet starter ud stærkt med et solidt anslag og stemning, men slutningen kommer alt for brat, og den er i bund og grund uinteressant. Når spillet er slut, føler man, at der er så meget mere, der burde gemme sig i skoven, og at spillet kunne have været så meget mere. Det er lige på nippet til at være virkelig godt, men det gav mig mere lyst til at støve Alan Wake af, og undersøge mørke skove sammen med ham.