Yooka-Laylee

Forandring fryder. Da Guerrilla Games var færdige med Killzone 3, havde de brug for at prøve noget nyt, hvilket gav os det fremragende Horizon: Zero Dawn. Omvendt er der også noget smukt i at vende tilbage til det man kender. Do what you do best. Efter mange år under Microsofts ledelse, er Rare blevet reduceret til et studie, man ikke rigtigt har i kikkerten. Forskellige ting skulle prøves af, og mens de sjældent ramte plet, så blev de ved med at prøve. Spol tiden frem til i dag, hvor tidligere Rare-ansatte har skabt deres eget studie og gået tilbage til det de gør bedst: Banjo-Kazooie. Denne gang med to nye fjerdevægs brydende helte: Yooka og Laylee.

Det er svært ikke at falde for det umage par fra begyndelsen. Fra du rejser dig op og Laylee lægger sig på dit hoved, er man tilbage til 3D platformgenrens storhedstid. Farverne nærmest springer ud i hovedet på dig, når du hopper rundt i det bløde græs på Shipwreck Creek. Det er ikke en verden, der er smuk i sine detaljer, men snarere i sin brug af farver. Græsset er bare lidt grønnere end i virkeligheden, vandet lidt mere indbydende og dyrene går klædt i lidt mere tøj. Har du fået Crash og Mario ind med modermælken, er det svært ikke at føle sig hjemme her. Når du endelig forlader Shipwreck Creek, venter større verdener på dig, der er præcis lige så indbydende og fyldt med mysterier hver gang. Men størrelsen kommer med en pris.

Moderne spil vil gerne sælge sig selv med sin størrelse, og Playtonic Games har også gjort brug af de kraftigere konsoller til at brede verdenerne lidt ud. Konklusion: jeg for vild. Ligesom i klassieren Super Mario 64, hvor du hopper ind i et maleri, hopper du i Yooka-Laylee ind i en bog, for at komme ind i diverse baner. Selv om Mario ikke bestod af lineære baner, så var de kondenserede nok til, at man altid vidste, hvor man skulle hen. En ny gåde var altid indenfor rækkevidde. I Yooka-Laylee kan der være langt mellem snapsene. Og finder du en karakter, du kan interagere med, kan det være irriterende, når han i stedet siger: "Hvis du betaler for udvidelsen af denne verden, kan du hjælpe mig". Jeg er ikke modstander af ideen om, at man kan gøre verdenen større. Men jeg er modstander af ideen om, at der placeres karakterer, som kun er sat i første udgave af banen for at fortælle dig, at du ikke kan bruge dem til noget. Lad dem hellere blive en del af banen, når man udvider den. Meget af din tid bliver derfor brugt på at lede efter gåder, i stedet for at løse dem. Når jeg endelig besluttede mig for at rejse videre til næste verden, var det med en ambivalent følelse: jeg vidste der gemte sig mere i verdenen, men jeg gad ikke lede længere.

Når du finder en gåde, og du har evnerne til at løse den, så skinner spillet. Ikke kun fordi gåderne er varierede og tvinger dig til at tænke ud af boksen, samt bruge samtlige af partnernes evner, men også fordi gameplayet er intuitivt. Jeg havde enkelte problemer med at hoppe fra flyvende felt til flyvende felt, fordi det var svært at guide sig i luften, da ens skygge ikke er tydelig nok som vejviser. Men når man ruller langs banen, svæver langsomt over afgrunden eller svinger ind i fjender som var man Crash, er der ikke en finger at sætte på det. Du opnår evner, der giver dig lyst til at gå tilbage til tidligere verdener. Lærer du at hoppe lidt højere? Jamen, der var jo det sted tidligere, som du lige præcis ikke kunne nå. Hvad mon der gemmer sig på toppen? Tror lige jeg går på opdagelse igen. Den tankestrøm vil du flere gange gennemgå i din tid med Yooka-Laylee. At vende tilbage til en gåde, du tidligere ikke kunne løse, nu med nye evner, er en fornøjelse. Gameplayet holder bare. Og det er vigtigt i 3D platform-genren, hvor historien slet ikke nok til at holde spillerens interesse.

Den onde bi, Capital B, har stjålet alle bøger og da han stjal din bog, fløj siderne ud. Det er nu din opgave at indsamle dem igen. Medrivende er det ikke, men det fungerer som en undskyldning til at gå på opdagelse. Man accepterer "historien" fordi den kun er til stede, så man hurtigt kan komme i gang med at hoppe rundt. Derfor er det irriterende, når spillet bremser det flow, det ellers så effektivt fik sat op i begyndelsen. Der går ikke mange minutter før man er i gang med at løbe i græsset, men afbrydelserne kommer hist og her: talebobler du ikke kan skippe igennem, men i stedet forbliver på skærmen så længe, at selv personen der lige har lært alfabetet kan følge med. Og taler du med en karakter, der giver dig en gåde, som du ikke kan løse, da du ikke har lært evnen den forlanger, er du tvangsindlagt til at høre forklaringen igen, når du senere vender tilbage. Lad være med at presse historie og forklaringer ned over mig. Det er en underlig fejl, da men skulle tro, at skaberne bag Banjo-Kazooie vidste bedre.

Overordnet set er det småting, i et spil, der ikke tager sig selv for seriøst. Selv om nogle samtaler kan bremse flowet, er humoren altid til stede. En personlig favorit var Shovel Knight, der var hoppet ind i det forkerte spil, og måtte bede om hjælp, da han lige skulle vende sig til 3D-omgivelserne. Nedbrydelse af fjerde væg? Tjek. Fin brug af karakterer fra andre spil? Tjek. Glimt i øjet hele vejen? Tjek. Mens jeg aldrig fik tårer i øjnene af grin, passede den søde humor fremragende til universet.

Farverigt, humoristisk og med intuitivt gameplay er Yooka-Laylee en selvsikker tilbagevenden for et nyt studie. Men samtidig er moderne elementer blevet kastet unødigt ind, hvilket har skabt større og mere ufokuserede verdener, hvor man bruger lige så lang tid på at finde en ny gåde som at løse den. Som første eventyr for en ny duo, er dette et godt sted at starte. Folkene hos Playtonic Games har været rundt omkring i deres karriere gameplaymæssigt, men 3D platformere er nu engang det, de gør bedst. Og tak for det.