For Honor

Forandring fryder. Et "Ubisoft-spil" har i lang tid været associeret med en flot open-world fyldt med aktiviteter og et højt punkt, du kan kravle op i for at få en bedre udsigt. Det er en formel der fungerer og har givet os fantastiske oplevelser som Far Cry 3 og Assassin's Creed II. Og man kan mærke på Ubisoft, at de kun bliver bedre til at lave et "Ubisoft-spil", jo mere de får lov til at eksperimentere med formlen. Men nogle gange har man brug for at lave noget andet. For Honor er ikke kun en ny oplevelse, for spilleren, der havde forventet et klassisk "Ubisoft-spil". For Honor er ikke kun en ny oplevelse for Ubisoft, der havde modet til at prøve noget anderledes. For Honor er en ny multiplayeroplevelse, der ikke ligner noget andet på onlinemarkedet.

For Honor er grundlæggende en krig mellem tre faktioner: riddere, vikinger og samuraier. Det første du bliver bedt om, når du første gang starter spillet op, er at vælge din faktion. Et smart træk, da en tilknytning til én bestemt faktion også skaber en tilknytning til spillet. Man er bare mere tilbøjelig til at vende tilbage til spillet, hvis ens faktion kun er få sejre fra at vinde krigen. Eller sådan er det i teorien, for i praksis lykkedes den tilknytning slet ikke. Valget føles uden betydning, da man sagtens kan spille som de andre faktioner - uanset dit valg - og at vinde krigen mod de andre faktioner, var aldrig et aspekt der træk mig tilbage til spillet. Når du spiller multiplayer, kan du 'deploy assets' mellem kampene, hvor du vælger et område af kortet, som du vil forsøge at vinde til din faktion. Jeg gik ofte ind og trykkede på et vilkårligt område, og tænkte ikke mere over det. Hvis der er et strategisk niveau til den proces, så formår spillet enten ikke at forklare alle aspekter ordenligt, eller også formår det ikke at fange min interesse. Uanset hvad er det en god idé, der halter i udførslen. I For Honor forsøger du at vinde kampene, ikke krigen.

Heldigvis er det en fornøjelse at udkæmpe kampene. Da spillet i sin tid blev offentliggjort, lavede mange sammenligningen til hack-and-slash spil som Dynasty Warriors, hvilket det stadig kan ligne, når man sender fire NPC'er i gulvet med et enkelt sving med øksen. Intet kunne dog være længere fra sandheden. Kampsystemet skal i langt højere grad sammenlignes med kampspil som Tekken og Street Fighter, hvor du skal læse din modstander for at mestre spillet. I stedet for at placere forskellige angreb på forskellige knapper, har Ubisoft skabt et system, der tillader spilleren at finjustere sine bevægelser ned til mindste detalje. Du kan blokere og angribe fra tre vinkler, og har både et svagt og et stærkt angreb til rådighed. Guardbreaks tillader dig at skubbe til en modstander, så han/hun ryger ud af sin blokering, og er efterladt sårbar. Du skal dog tæt på modstanderens krop, før et Guardbreak går igennem. Du skal også være opmærksom på dine omgivelser, da Throwing tillader dig at skubbe en fjende bagud. Placerer du dig med ild i ryggen eller lige ved afgrunden, kan et skub hurtigt blive årsagen til din alt for tidlige død. Dodging er en anden måde at forsvare sig på, hvor man ruller ud af fjendens rækkevidde, eller - hvis modstanderen angriber ved at svinge øksen over hovedet - kan være et lille dodge til siden, hvorefter modstanderen er efterladt forsvarsløs. Derudover er der parrying, chains, revenge mode og executions der alt sammen er med til at skabe et komplekst og inddragende kampsystem. Tålmodighed og timing er ultimativt dine bedste venner, og selv om det kan føles fristende at hamre slå tasten i bund indtil slaget går igennem, så kan rutinerede spillere hurtigt besejre den strategi. For Honor er let at samle op, men forbered dig på en del dødsfald i begyndelsen, før du mestre det. Først skal du finde karakteren der passer til din spilstil, og derefter skal du lære at kende dine modstanders bevægelser, lige så godt som du kender dine egne.

Jeg fandt dog hurtigt min karakter. Som svoret samurai, er det klart den faktion, jeg har brugt mest tid med, men diversiteten mellem karaktererne - også på tværs af faktioner - gør det til en fornøjelse at afprøve alle muligheder. Nobushi er god til at få det første slag ind, da hendes lange rækkevidde og hurtighed, tillader hende at ramme modstanderen før han kommer ind på livet af hende. Peacekeepers er endnu hurtigere, der med to dolke hurtigt kan få flere slag ind, før modstanderen har gjort sig klar til at forsvare sig igen. Warlords er en mere langsom, men klassisk kriger, der foretrækker sværdet og skjoldet, mens Shugoki - min personlige favorit - er langsom i sine bevægelser, men kan sende folk flyvende med et velrettet sving med køllen. Konklusionen bliver hurtigt, at karaktererne adskiller sig fra hinanden, og en del af underholdningen ved For Honor bliver at købe forskellige karakterer og udforske deres unikke stil.

Og heldigvis koster de ikke meget. Især ikke hvis du fuldfører dine daglige ordrer (hvilket kan være at gennemføre 5 Dominion kampe eller dræbe 3 modstandere i Elimination), hvilket hurtigt gav mig indtjening til at købe størstedelen af udvalget. Du kan dog også vælge at bruge dine indsamlede moneter på opgradering af våben og udstyr, der kan gøre en formidabel kriger stærkere. At møde Nobushi med gift på enden af våbenet er et frygtindgydende syn for selv den mest rutinerede spiller.

For Honor kommer med meget indhold fra starten, men heldigvis ikke nok til det føles overvældende. For meget indhold kunne splitte brugerne op i forskellige modes, og derfor har de fornuftigt holdt det til 5 multiplayermodes. Dominion er den klassiske mode og den Ubisoft har været mest interesseret i at vise frem til diverse events. Og det forstår man godt. 4v4 krigere dyster om at indtage tre områder af kortet, med en masse NPC'er der befolker centret af kortet. Du indtjener points til holdet ved at dræbe fjender, genoplive dine kammerater eller erobre et område. Når et hold når 1000 points, har du muligheden for at udrydde modstanderne, der ikke længere kan respawne. Omvendt er der Elimination, der fjerner alt det "overflødige" fra Dominion og efterlade 4v4 krigere til en kamp til døden. Ingen respawns, ingen områder der skal erobres og ingen NPC'er. Det fungerer ofte godt, men der skete hurtigt den tendens i samtlige kampe, at alle løb væk fra deres modstander, indtil de havde fundet deres venner, hvorefter de indledte angrebet samlet. Det er ikke en taktik for ærefulde krigere, men effektiv, det er den. Jeg ved ikke hvad der er mest frustrerende: at tabe en kamp på et hængende hår eller være et enkelt slag fra sejr, hvorefter modstanderen vender sig om og løber væk. Her kan man forsøge at følge med, men det kapløb er tabt på forhånd.

Skirmish fungerer derimod bedre, da modstanderen ikke flygter, når vedkommende føler at kampen er tabt, men kæmper til det sidste. Respawn er tilbage i den mode, hvilket sænker konsekvensen af et dødsfald til få sekunder inden man er tilbage i kampens hede. Afslutningsvis er der Brawl og Duel, der stiller henholdsvis 2v2 og 1v1 op mod hinanden i en kamp på 5 runder. Her er det især Duel der har fået min opmærksomhed. Det er fantastisk at kunne tage en intens kamp foran en enkelt modstander, uden at skulle bekymre sig om endnu en modstander bagfra. Duel giver kampsystemet, det fokus, det fortjener. Jeg er fan af samtlige modes, men ser mig selv vende tilbage til Dominon oftest. Kampene virker mere episke og strategien for at vinde strækker sig udover "bare" at slå modstanderen ihjel. Her skal man samarbejde for at erobre områderne og dele sig strategisk ud på kortet, så man dækker mest muligt. Her er det ikke holdet med den bedste spiller der vinder, men holder der arbejder sammen. Og det er et strategisk niveau, der ikke kun gør spillet langtidsholdbart, men også gør det interessant at observere på sidelinjen.

Det er dog ikke alt, der følger med på disken, der fortjener anbefaling. Selv om Ubisoft gerne vil overbevise dig om, at der er nok i kampagnen til at retfærdigøre et køb, for spilleren der ikke gider spille online, så er det simpelthen ikke sandt. Lad mig slå det fast: du skal kun købe For Honor for multiplayer. Kampagnen - hvilket jeg vil døbe den "4-5 timer lange tutorial" - er hurtigt gennemført, men formår alligevel at føles langtrukken. Ideen er ellers god: man spiller først som ridder, derefter viking og slutter historien af som samurai. Potentialet er her til at belyse krigen fra tre sider og give et forhold til alle faktioner, der alle må mene, at de er retfærdige i deres handlinger. Desværre er det ikke resultatet. Faktionerne fremstår nærmere som inkompetente marionetdukker, der danser til enhver bevægelse en skjult orden, kaldet Black Stone Legion, laver for at fremme deres mål. Hvad deres mål er, vil jeg selvfølgelig ikke afsløre, men det er så latterligt, at jeg grinede højlydt, da det intenst blev forklaret. Narrativet kan give nogle ufrivilligt gode grin, men det er også den eneste anbefaling, der skal lyde herfra.

For Honor fortjener dog din opmærksomhed. Ikke kun fordi det føles anderledes, men fordi det føles så tilfredsstillende. Kampsystemet er finpusset, så man hele tiden kan blive bedre. Det store udvalg af karakterer betyder, at du ikke kun skal omlægge din strategi efter hvem du spiller som, men også hvem du spiller mod. Jeg blev aldrig draget ind i beretningen om de tre faktioner i evig krig, og factions war føles som en spildt mulighed. Men de enkelte onlinekampe kan man ikke sætte noget på. Og når den største og mest essentielle del fungerer så godt, er det svært ikke at falde for spillets rå charme.