Sniper Elite 4

At være en habil snigeskytte har altid været en velbesøgt referenceramme for historiefortælling i vores populærkultur. Vi kigger med glæde på Bradley Cooper i American Sniper, holder vejret imens Jude Law finder sit mål i Enemy at the Gates, og vender febrilsk den næste side af Shadow of Babylon af David Mason. Og hvorfor ikke? Snigeskytter repræsenterer en form for moderne samurai, en ensom kriger i felten, der ved hjælp af tålmodighed og en form for morbid ynde formår at gøre frontlinjen usikker. Det er et udtryk for klogskab, for smidighed, for overlegenhed.

Netop derfor er hele snigeskytteemnet også ganske populært indenfor vores kære spilbranche, hvor snigeskytteriflen, og det at kunne finde og eliminere et mål, efterhånden er blevet fast inventar i de fleste sandkassetitler som Grand Theft Auto V, Ghost Recon: Wildlands og Far Cry 4. Men snigeskytteriflen behøver ikke at være valgfri, for udover at være et strategisk valg i de ovennævnte titler, så er den omdrejningspunktet i nogle spilserier der helt og holdent fokuserer på snigeskytten. Blandt disse finder vi Sniper Elite-serien, en serie der langsomt har etableret sig som spilleres foretrukne spilserie om emnet, og som med hvert kapitel har formået at vokse, og tilføje flere og flere lag på den taktiske oplevelse, alt imens den tager os igennem forskellige kampagner under anden verdenskrig.

Nu er vi nået til seriens fjerde kapitel, der ganske rammende hedder Sniper Elite 4, og her forsøger udvikleren Rebellion ikke bare at give spilleren nærmest uanede mængder frihed, men også at levere en mere visuel distinkt oplevelse, ved at placere spillet i Sydeuropa under krigen.

Er du i forvejen bekendt med Sniper Elite 4, så vil de fleste af de designmæssige elementer føles ganske bekendte, omend i en lidt mere finpudset, istandsat form. Spillet afvikles i tredjeperson, og i hvert af spillets diverse sandkasser bliver du bedt om at dræbe et særligt mål. Du har en række våben, deriblandt den ikoniske snigeskytteriffel, en pistol med lyddæmper og et Thompson-maskingevær, og de kan alle tilpasses, opgraderes og udsmykkes som du ønsker før og efter hver bane. Der er desuden et rankeringssystem, der giver dig point alt efter hvordan du håndterer fjender, og får du nok point, stiger du i niveau, og kan derigennem låse op for mere grej.

Så langt, så godt - indtil videre ligner det hele Sniper Elite-serien, men hvor dette fjerde kapitel forsøger at distancere sig selv fra tidligere forsøg, er ved at smide alle tøjler, og give hele banen til spilleren på én gang. Hvorimod tidligere spil i serien tilbød lange men smalle korridorer, så er de fleste af banerne i Sniper Elite 4 ganske cirkulære. De er store, åbne og bredde, og fra start af får du udleveret dit mål, samt en lidt upræcis position, og så er resten op til dig.

Faktisk er banernes størrelse et af Sniper Elite 4's bedste kort på hånden, og at bevæge sig rundt og konstant lægge en strategi for hvordan du bevæger dig videre, giver en større følelse af, at det er ens egne evner der tæller. Dine værktøjer giver dig rig mulighed for at håndtere flere fjender ad gangen, og banen, samt det tempo du ønsker at bevæge dig i, ligger frit for. Der er med andre ord total frihed, og det gavner for alvor spillets struktur.

Men ligesom med alle åbne verdener hvor det at forblive uset er nøglen til succes, så afhænger kvaliteten lige så meget af de værktøjer du får stillet til rådighed, som den verden du skal udforske. Din karakter har derfor en række ting med sig i felten, og de har alle til formål at gøre dig til en større trussel mod de satans nazister, der nærmest bare står og afventer dødens gab. Du kan have tre våben med dig, en snigeskytteriffel, et maskingevær og en pistol, samt et udvalg af miner, bomber og sten til at distrahere dine fjender.

Disse værktøjer gør det selvfølgelig muligt at være mere effektiv i felten, men i praksis føles du relativt svag i forhold til mængden af fjender du er oppe imod. Dette skyldes hovedsageligt at spillet netop foregår under 2. verdenskrig, og du har derfor ingen teknologiske vidundere såsom droner til at hjælpe dig med at markere fjender, og dit kikkertsigte giver dig eksempelvis ikke en stor rækkevidde fra start af. Spillet placerer dig derfor i et lidt mærkeligt mellemleje imellem at give dig en række evner, du kan bruge, men ikke at give dig nok til at det konstant føles som om at du har et nyt kort i ærmet til at takle enhver udfordring. Måske er der ligefrem for få gadgets til at holde oplevelsen frisk hele vejen igennem

Men i sidste ende handler det om, hvordan det hele føles - og hovedsageligt hvordan det føles at skyde. Og det føles fantastisk. Netop fordi du har friheden til at vælge dit eget udkigspunkt, føles hvert skud som en belønning for dit hårde arbejde. Og så er der jo det særlige, filmiske krydderi i form af en kameravinkel, der følger projektilet fra det forlader enden af din riffel og frem til en røntgenfremstilling af dit mål, så du kan se hvordan kuglen penetrerer målet - det er en morbid fornøjelse, men en stor fornøjelse er det alligvel.

Fjenderne forsøger selvfølgelig febrilsk at lokalisere dig efter det første skud falder, men er du strategisk smart, kan du sagtens fælde dusinvis uden at de helt kan placere kilden til al kaosset. Dette er kernen af oplevelsen i Sniper Elite 4, og det er uhyre tilfredsstillende.

Hvad der dog ikke er synderligt tilfredsstillende er den rammefortælling der eksisterer uden om denne oplevelse. Vi følger igen Karl Fairbourne og hans rolle som Primus Motor bag destabiliseringen af den nazistiske krigsmaskine inden de allierede slår igen, men hvorimod der tidligere har foreligget en mere stringent spilfortælling, så er historien i denne omgang lige så åben som sandkasserne der udgør spillets baner. Du får ganske enkelt af vide, at Italien nu er en vigtig strategisk bestanddel for det nazistiske regime, og at det derfor er vigtigt at destabilisere maskinen. Det gør du ved at slå den nazistiske general, Andreas Kessler, ihjel, for ellers bla.. bla bla.. Spillet forsøger i første omgang at skabe en narrativ referenceramme, men i virkeligheden kommer det bare til at dreje sig om forskellige mænd med hatte, der er vigtigere end de andre mænd der ikke har hatte. Du slår officer efter officer ihjel, og plottet bliver hurtigt ikkeeksisterende.

Dog byder spillet på andet end bare singleplayer, for det er også muligt at vise din kvalitet som snigeskytte i multiplayer. Her bliver der tilbudt det klassiske udvalg af modes, Team Deathmatch, Control og alt det man nu kunne forvente, men særligt her skiller Distance King sig ud, hvor spillere får point ved at dræbe den længst mulige distance. Her er intensiteten skruet helt op, og det kan for alvor betale sig at investere tid her.

Alt i alt er Sniper Elite 4 en solid videreudvikling af seriens principper, og fremstår som et skridt i den rigtige retning i at kunne tilbyde en ægte dedikeret snigeskytteoplevelse. Dog lykkedes projektet ikke på alle fronter, og her er det særligt historien og variationen i de værktøjer, man har til rådighed, der svigter. Alligevel er selve det at affyre skud imod intetanende nazister mere tilfredsstillende end nogensinde før, og det er i sidste ende dét der tæller. Vi giver Rebellion et klap på skulderen - vi er der næsten.