Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Super Mario Maker for Nintendo 3DS

Super Mario Maker for Nintendo 3DS

Det er blevet tid til at besøge Super Mario Maker igen, denne gang på Nintendo 3DS. Så Katrine har fattet den håndholdte konsol og slået sig løs i Marios verden, og nu er hun klar med en dom til spillet.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Da Super Mario Maker udkom til Wii U for et års tid siden, var der mange, der ikke kunne få armene ned. Det blev en stor succes for Nintendo og et hit blandt fans. Det var i manges øjne en fantastisk hyldest til Nintendos største maskot, Mario, og hans bedrifter. Godt et år efter udgivelsen bliver dette hit nu udvidet med endnu et spil - denne gang til Nintendo 3DS.

Ved første øjekast virker spillet jo også ganske oplagt til 3DS'eren. De korte baner i spillet ligger op til korte spilsessioner. Course Creator-delen passer perfekt på 3DS'erens touchpad. Og bliver man ramt af en pludselig inspiration til en bane, kan man hurtigt hive den håndholdte frem og straks gøre idéen til virkelighed. Det virker som det ideelle spil til en håndholdt platform, og ved første øjekast fungerer det da også ganske fint.

Spillet er altså blevet oversat fra Wii U'en og skal nu tilpasse sig under mindre rammer på den lille håndholdte. Men man finder dog stort set de samme spildele i denne nye udgave, som man gjorde i Wii U-versionen. Så hvorfor ikke bare hoppe ud i det og lægge ud med den nok vigtigste del af spillet: Course Creator-delen. Det er jo dét, hele spillet handler om - at man nu selv sidder med skaberevnerne ved hånden, og at man nu kan træde i fodsporerene af Miyamoto som et sandt skaber-geni. Spillet har skam også klaret turen fra Wii Pad'ens større touchskærm og over til den lidt mindre en af slagsen på 3DS'eren ganske fint. Brugervenligheden har på ingen måde lidt under størrelsesskiftet, og det er stadig en helt igennem zen-agtig oplevelse at give sig hen til sin kreative side, mens man skaber bane efter bane.

Dette er en annonce:
Super Mario Maker for Nintendo 3DS
Super Mario Maker for Nintendo 3DSSuper Mario Maker for Nintendo 3DS

Udvalget af Koopaer, Goombas og andre Mario-relaterede ting er også næsten ligeså stort nu, som det var på Wii U'en. Kun med undtagelse af Mystery Mushrooms, som eksklusivt findes på Wii'en. Der er altså stadig uendeligt mange muligheder og kombinationer at kaste sig ud i og meget at prøve af, mens man sidder der og forsøger at lave det næste banebrydende level.

Det synes dog bare en smule spildt, når man så har formået at lave lidt af en genistreg af en bane, og man så ikke har mulighed for at dele den med nogen. På Wii'en kunne man nemlig se frem til at dele banerne med andre online eller at downloade andres selvskabte baner. For mig er det hele pointen med spillet at kunne dele de hjemmelavede levels med andre, og i 3DS-udgaven er det ikke længere muligt. Ikke på samme vis i hvert fald. Den eneste måde, hvorpå man kan dele sine kreationer med andre, er nemlig gennem funktionen kaldet Street Pass, og det foregår som bekendt helt lokalt. Og det er jeg mildt sagt skeptisk overfor. Fordi enten befinder jeg mig i en særlig Street Pass-dødzone, hvor intet Street Pass nogensinde ser dagens lys, eller også fungerer funktionen ikke helt, som man have tiltænkt det skulle over alt. Der skal sikkert nok være andre steder, hvor det virker ganske fint, men jeg tror ikke, det overhovedet vil give den samme følelse, som Wii'ens udgave gjorde. Så det er langsomt ved at gå op for mig, jo mere jeg spiller, at spillet har mistet sit formål for mig.

Dette er en annonce:

Man kan dog stadig downloade levels, der er skabt i Wii U-versionen, og så vidt jeg har forstået, foregår dette igennem funktionerne 100 Mario Challenge og Recommended Courses. Men desværre var ingen af disse tilgængelige via 3DS'eren, da jeg anmeldte spillet.

Hvad jeg dog havde adgang til at prøve, var en anden del af spillet kaldet Super Mario Challenge. I denne del af spillet er missionen for spilleren endnu engang at redde den bortførte Princess Peach - og låse op for flere elementer til Course Creatoren. For at gøre dette må Mario kæmpe sig vej gennem 15 forskellige områder med hver fire udfordrende baner. Ved hver områdes start har du op til 10 liv til rådighed. Du har altså kun disse 10 liv til at nå til vejs ende i området og gennemføre den fjerde og sidste bane. Dør du for mange gange, og rammer dine liv nul inden da, bliver du fluks sendt tilbage til områdets første level. Og på trods af alle de umådeligt store frustrationer, jeg oplevede på min vej til Peach, så forbliver det bare en fryd at opleve Marios rejse gennem tiden på denne måde. Banerne er nemlig skabt fra Super Mario Bros., Super Mario Bros. 3, Super Mario World og New Super Mario med alle de karakteristika, der hører til hver af de fire spil. Grafikken, musikken og evnerne svinger alt sammen, alt efter hvilken bane man er i, og det er ligesom at bladre gennem et album med billeder fra Marios Greatest Hits. Hvis det ikke er nostalgi på første klasse, ja så ved jeg ikke, hvad er.

Nintendo har givet og taget lidt, da de lavede 3DS-udgaven af spillet. De har måske fjernet muligheden for at dele ens baner online, men vi har til gengæld fået de såkaldte Medal Challenges, som ikke findes på Wii'en. Måske et lidt tyndt byt, men om ikke andet så er det da noget nyt. I hver enkel bane i løbet af Super Mario Challenge, får du først én udfordring. Når du har gennemført denne og fået den tilhørende medalje, får du den anden, lidt sværere udfordring. Det kan for eksempel være: "Nå i mål inden så og så lang tid", "Saml alle mønterne" eller lignende. Og som lidt af en Trophy-elsker, bliver jeg jo altid glad og motiveret når jeg har muligheden for at opnå medaljer, achievements og alt andet i den boldgade. Det tilføjer jo selvfølgelig endnu en udfordring til banerne, og giver måske en smule af den motivation tilbage, som forsvandt sammen med delingsfunktionen.

Super Mario Maker for Nintendo 3DS
Super Mario Maker for Nintendo 3DS

Du behøver dog ikke gennemføre disse udfordringer inde i selve Super Mario Challenge og spilde alle dine liv på dette. Under funktionen kaldet Course Bot kan du genspille alle de baner, du har gennemført og låse op for medaljerne deri. Det er også her, du kan finde og afprøve alle de baner du selv har skabt.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor man egentlig har valgt at udgive spillet til 3DS'eren også. Spillet klarer sig jo som sagt godt på den håndholdte konsol. Men udgaven bringer ikke som sådan noget banebrydende nyt med sig, spillet har allerede solgt godt til Wii U, og man vælger tilmed at udelade muligheden for at dele ens kreationer med hele verden online. Man har ikke engang udnyttet 3DS'erens evner såsom netop 3D. Spillet føles lidt som en tyndere udgave af, hvad vi så på Wii'en og virker faktisk ret unødvendig.

Det skal dog siges, før negativiteten løber af med mig, at spillet stadig er skønt. Det er jo stadig Super Mario Maker, vi har med at gøre, og der er en grund til, at både anmeldere og fans ikke kunne få armene ned, da det først udkom. Spillet er stadig en hyldest til de store oplevelser, vi har delt med Mario igennem tidernes løb, og er en ganske fantastisk måde at huske dem alle på og endda genopleve dem. Det er en titel, der er fyldt med nostalgi og pakket med gode oplevelser. Desværre synes jeg bare det mister sin pointe og kommer til at virke en smule meningsløst. Jeg spiller Super Mario Challenge for at låse op for dele til mine egne baner. Jeg laver mine egne baner for at dele dem, og det kan jeg ikke mere - kun lokalt. Derfor er noget af charmen forsvundet for mig. Men det er måske ikke det samme for dit vedkomne. Så du må spørge dig selv, hvad det er, du er på udkig efter. Er det et Mario-spil, du kan have klar lige ved hånden, som er fyldt med nostalgiske referencer og sjove udfordringer, så har du fundet dit spil. Hvis du derimod havde set frem til at skabe dine egne baner og dele dem med andre online, så bliver du nok ret skuffet.

HQ
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Medal challenges er blevet tilføjet, stadig en sjov, nostalgisk oplevelse gennem Mario's milepæle, fungerer fint på den håndholdte konsol også.
-
Mister lidt meningen da man ikke kan dele sine baner online.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

1
Super Mario Maker for Nintendo 3DSScore

Super Mario Maker for Nintendo 3DS

ANMELDELSE. Skrevet af Katrine Baumgardt

Det er blevet tid til at besøge Super Mario Maker igen, denne gang på Nintendo 3DS. Så Katrine har fattet den håndholdte konsol og slået sig løs i Marios verden, og nu er hun klar med en dom til spillet.

0
Super Mario Maker kommer til 3DS!

Super Mario Maker kommer til 3DS!

NYHED. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

Under deres store 3DS-udsendelse i går aftes, afslørede Nintendo at Super Mario Maker ankommer på Nintendo 3DS d. 2 december. Der er over 100 Nintendo-skabte baner i...



Indlæser mere indhold