Silence

Når jeg ikke spiller direkte på PC, skriver jeg altid mine noter i en lille blok, som jeg senere anvender til min endelige anmeldelse. Under min gennemspilning af Silence, var det dog ikke tilfældet, da jeg efter min gennemspilning ikke havde skrevet mere end hovedpersonernes navne: Renie + Noah. Spillet havde fanget mig så meget, at jeg ikke havde haft overskud til at skrive noter - og det må siges at være en bedrift.

Med Silence præsenterer det tyske udviklerstudie Daedelic os for efterfølgeren til The Whispered World. Man skal ikke kende forhistorien om den triste klovn Sadwick fra forgængeren, hvis man skal forstå Renie og Noahs eventyr. Det er dog anbefalelsesværdigt. Jeg er overbevist om, at spiloplevelsen er stærkere, hvis man gør.

Silence er et moderne point'n'click-eventyr, der smider de fleste klassiske spilmekanikker ud af vinduet. Ingen store gåder, specielle genstande eller underlige kombinationer. I stedet handler spillet om dine valg i bedste Heavy Rain-stil (nogle små puzzles og minispil er dog med). Nogle gange skal du veksle imellem Reine og Noah, for at opleve deres historie sidestillet med hinanden. Den ene karakters succes har dog ikke nogen effekt på den anden karakters fremskridt.

Formskifter-larven "Spot" er i dette eventyr tilbage. Den lille laban er næsten udødelig og er nærmest umættelig. Spot kan gøre sig helt flad for at komme igennem de mindste passager eller hænge sig fra afgrunde. Når han skydes afsted som en kugle flyver han ustyrligt igennem luften, men kan i nogle situationer være utrolig behjælpelig. Vi kan styre Spot hundredeprocent for at hjælpe Renie og Noah når man støder på en af de få gåder i spillet. Nogen gange bliver han dog adskilt fra Renie og Noah - og må klare sig selv.

Daedelic har arbejdet på Silence i mange år og den store ambition er i nogle øjeblikke virkelig tydelig. Tydeligst er det på spillets fænomenale præsentation. Grafikteamet har skabt noget magisk og cinematografien og den eventyr-agtige stemme leveres fantastisk. Spillet er i sig selv produceret i 2.5D, altså 2D-teksturer i en 3D-verden. Resultatet er malerisk, det passer godt sammen med karakterernes fortræffelige animationer. Kun en scene faldt mig i øjet som upassende og animationerne virkede unaturlige i forhold til den ellers gode præsentation. Det ødelagde dog intet for indlevelsen.

Spillet er desværre ikke særlig langt og efter en 5-6 timer er spillet desværre ovre. Det skal dog ikke stoppe nogen i at prøve det. Det er et rundt eventyr med specielle øjeblikke. En anden gennemførelse af spillet er muligt og giver god mening, dog ikke lige med det samme. Spillet efterlader nemligt et tungt indtryk, som giver stof til eftertanke. Silence er en emotionel rejse, der helt sikkert stadig vil holde sig godt om et par år. Stemmeskuespillet er helt i top, specielt Lotti Holsten som Renie er behagelig.

Silence er verdenen imellem det levende og det døde. Det handler om en drøm man kan vække op fra eller for evigt blive fanget i sin søvn.
Det er den endegyldige sandhed og intet i denne verden kan udtrykke smerten bedre. Udvikleren sørger for, at vi mesterligt suges ind i Renie og Noahs drømmeunivers. Og jo mere vi bliver en del af historien og investerer tid i figurerne, desto sværere er det at give slip til sidst. Det er et simpelt og ekstremt koncept, der bliver brugt enestående.

Til sidst er den samlede pakke af alle spillets idéer en triumf, hvilket skaber en usammenlignelig oplevelse. Egentlig burde spillet hedde The Whispered World 2: Silence , men på et tidspunkt har udvikleren ombestemt sig. Jeg er fan af det gamle navn, da det tydeligere angiver hvad spillet egentlig er. The Whispered World og Silence er store mesterværker, der går hånd i hånd. Silence er dog bedre i sin pragtefulde iscenesættelse og cinematografiske præsentation. The Whispered World er derimod sjovere og mere omfangsrigt.
Silence er mere end en værdig opfølger.

Udeladelsen af klassisk point'n'click gameplay-elementer er jeg personligt vild med og sværhedsgraden er helt passende.
Selvom jeg havde regnet med det, så væltede Renie og Noahs rejse mig alligevel af stolen. I begyndelsen var jeg ikke klar over denne virkning, men den traf mig med fuld kraft. Jeg overvejer hele tiden om det er det bedste spil fra Daedelic, som jeg har spillet. Hamburger-studiet har levet ikoniske spil fra start til slut og Silence er ingen undtagelse.