Watch Dogs 2

Watch Dogs har fundet sin identitet. Det har fundet sin stemme. Hvor det første føles som den grå, sure fætter til GTA, med dårlige køremekanikker tilsat en smule hacking, har Ubisoft valgt at tage serien derhen, hvor solen altid skinner, og teknologien altid er under udvikling: San Francisco. Den ikoniske trench coat er lagt på hylden og tilbage står den ungdommelige og entusiastiske hacker, Marcus, der sætter pris på et godt beat, og elsker at give fingeren til de onde organisationer. Watch Dogs er nu helt sin egen.

I et marked, hvor det ene open-world spil erstatter det forrige, er der noget essentielt i at adskille sig fra konkurrenterne. Allerede efter få minutter med spillet, vil du møde den karakteristiske humor, der er en vedvarende deltager hele spillet igennem. Hvad spillet gør, er konstant at finde inspiration fra virkeligheden, og sætte hændelsen ind i den forunderlige Watch Dogs-verden. Som da USA's måske mest forhadte person - med ansigtet der tigger om en knytnæve - Martin Shkreli købte Wu-Tang Clans nye album, udelukkende så andre ikke kunne tage del i glæden. I Watch Dogs 2 er det Gene Carcani, der vil købe rapperen Bobo Dakes nye album. Navnene er ændret, men man er aldrig i tvivl om inspirationen. Derfor er glæden kun større, når man snyder Carcani til at tro, at han har købt albummet, og i stedet står tilbage med 20 millioner mindre på kontoen og intet at bevise for det - sikke en følelse. Dette er kun én af mange lignende sidemissioner, der aldrig er udfordrende, men altid underholdende. Så uanset om du hacker dig ind i hjemmet hos en online troll, der efter eget udsagn har sex med alle mødre, eller en pervers ældre mand, der sælger bamser med kamera i øjnene, så er det altid sjovt at se deres reaktion, når deres skjulte virkelighed bliver bragt frem i lyset. For vi gemmer alle dæmoner under gulvbrædderne. Som hacker hos Dedsec, er det mit job at grave de største dæmoner frem til offentligt skue.

Hvordan man bærer sig ad med det, er op til den enkelte spiller. For graves, det skal der. Hvis der er én ting, der binder alle organisationerne i San Francisco sammen, så er det, at de alle har skumle planer. Hvorvidt det er at stjæle folks informationer, penge eller påvirke dem til at stemme på den "rigtige" politikker, så det Dedsecs job at stoppe dem. Jeg foretrækker den stille vej. Vejen hvor man er inde og ude af bygningen uden nogen er klogere om ens tilstedeværelse - med undtagelse af vagterne der ligger kvalt på linoleumsgulvet. Men hey, hvis du vil lave omelet, er du nødt til at knække nogle æg. Jeg savnede muligheden for at flytte lig til et afsides sted Hitman-style, for spillet lader dig ikke interagerer med de sovende/livsløse vagter. Derfor er det bedst, at vente til personen selv går hen i en efterladt afkrog, for derefter at dræbe ham. Det er en ærgerlig mangel i et ellers overraskende stærkt stealth-spil, for ofte blev jeg opdaget ved, at en vagt fandt et lig, jeg havde efterladt bag mig.

Der er selvfølgelig hackere, der fortrækker at grave hemmeligheder frem på en lidt mere højtråbende og koldblodig måde. Med konstant kløe i aftrækkerfingeren er det også muligt at skyde alt med en puls, for derefter at hacke deres data. Som skydespil fungerer Watch Dogs 2 godt, men det excellerer ikke. Alt det nye legetøj Marcus har at eksperimenterer med - som RC car og dronen - er beregnet til den stille fremgangsmåde. Dronen er god til at udforske et område og afmærke alle fjenderne på kortet. Derefter sender man sin RC car ind, der ved hjælp af ventilationsskakter kan komme lettere rundt i bygninger, i forsøg på at finde nøglen til bygningen, der vil tillade Marcus frihed til at åbne alle døre. Det er en fremgangsmåde, du ofte vil gøre brug af, men da alle bygninger er forskellige, når det aldrig at blive kedeligt. Lige modsat er jeg stadig sulten efter mere, selv efter hele kampagnen er gennemført. Heldigvis er der i klassisk Ubisoft-stil utallige sidemissioner og aktiviteter, jeg kan gå i kast med for at stille sulten.

Og ikke alle sidemissioner er begrænset til én person. Spredt ud over kortet finder du onlineaktiviteter - nogle skal du selv opsøge, andre opsøger dig, men at spille missioner med en kammerat, er en side af spillet, der er implementeret perfekt. De har ingen effekt på historien, så hvis du ikke ønsker at spille med andre, går du ikke klip af noget vigtigt, ved at springe dem over. Det drejer sig ofte om klichefulde missioner som at downloade noget data, redde et gidsel eller brænde nogle informationer. Altid i et bevogtet område. Og til tider i områder, du allerede har besøgt i hovedhistorien. Det kan lyde som en tilføjelse, der er blevet flettet ind til slut i produktionsfasen, uden tanke om historie og karakterudvikling, men for folk der vil opleve spillet alene, er det perfekt. De er der som en underholdende tilføjelse. Og for folk der vil gå amok med en ven, er muligheden der.

Historie og karakterudvikling skal du dog heller ikke forvente meget af i hovedmissionerne. Gruppen i Dedsec bliver lynhurtigt bedste venner, og selv om der er små opture og nedture, så udvikler deres forhold eller personlighed sig aldrig rigtigt. De er unge, de er i oprør mod de store organisationer, og de vil give friheden tilbage til folket. Josh er den socialt ubegavede, der har det bedst foran en computer end foran en person, Sitara er kunstneren, Horatio er sort fyr nummer 2 og Wrench er jokeren med masken. Samtalerne med Wrench om superheltenavne og dårlige tv-serier er hyggelige, men ellers fremstår de resterende gruppemedlemmer, som folk, der skubber handlingen videre (læs; sender Marcus på missioner), men formår ikke at gøre historien bedre eller værre. Og det er synd, for de kunne have været så meget mere. I et spil der tør gøre så meget nyt, er deres personligheder søvndyssende sikre.

Heldigvis er Marcus en livlig karakter, der står i stærk kontrast til den surmulende Aiden. Marcus hopper ufortrødent over objekter i sin vej ved hjælp af det nye free-run system. Et system der kan skabe nogle frustrationer i begyndelsen af spillet. Er der et lille mellemrum mellem to bygninger? Jamen hvorfor ikke hoppe ned mellem dem i stedet for over på den anden side. Er der et metalgitter, der er perfekt til at klatre i? Jamen hvorfor ikke bare løbe med næsen ind i det uden at forsøge på at klatre op. Man lærer dog hurtigt, at Marcus ikke er Ezio. Marcus klatrer ikke på bygninger som en snigmorder vil gøre det. Marcus er hacker, og derfor udnytter han maskinerne i nærheden til at finde sin vej til toppen. Alle missioner der starter på toppen af en bygning, bliver derfor til en gåde i sig selv, hvor man skal udforske området, for at finde vejen derop. Det er først når man erkender Marcus' begrænsninger, at man lærer at sætte pris på hans muligheder. Hvis spillet ikke lader dig hoppe over på den anden side af bygningen, er det fordi, der er en anden vej derop.

Når du ikke løber rundt om bygninger i et forsøg på at finde den rigtige vej op, er der andre måder at komme rundt på: køretøjer. Et stort minus ved det første spil, der tydeligvis har fået den tiltrængte kærlighed i udviklingen af andet spil i serien. Det når aldrig GTA V højder, men det er et stort skridt i den rigtige retning. Motorcykler mangler dog den essentielle vægt, hvilket får dem til at føles svævende og skulle du ramme et flyvehop, vil du stige til vejrs som en sæbeboble. I det første Watch Dogs var køremekanikkerne et alvorligt kritikpunkt. I fortsættelsen fungerer de uden at udmærke sig. Man kan håbe Watch Dogs 3 vil fortsætte denne udvikling.

Watch Dogs er ikke nogen alvorlig franchise. Det er en verden, hvor de store organisationer gemmer på mørke hemmeligheder, og heltene er nørderne foran computeren. Det er en verden, hvor hændelserne i virkeligheden, bliver brugt med et tydeligt glimt i øjet, så ingen kan tage fejl af inspirationen. Det er en verden, hvor du kan gøre en vilkårlig NPC til en forræder i den lokale bande, hvorefter de tager ud og straffer ham, mens du står i baggrunden og nyder kaosset. Watch Dogs 2 er sol, farver og humor. Desværre er de endnu ikke modige nok til også at udfordre karakterne og historien, der står forudsigelige tilbage. Watch Dogs 2 har givet serien sin egen stemme. Nu skal de bare være modige nok til at fortælle de rigtige historier.