Shu

Shu starter med at man ser en koloni af fugle/menneskevæsner, og det første indtryk man får når introen indleder spillet, er at disse væsner er lykkelige og glade. Vi klipper nu til en afsats, hvor to af disse væsner står. Det ene er Shu, som er hovedpersonen i spillet og den anden må man antage er den lille bys ældre shaman eller lignende. Farverne skifter nu mens han, igennem billeder, fortæller om en stor oversvømmelse som truer med at udslette byen og dens diverse beboere. Den gamle indikere at Shu skal forlade byen og bekæmpe oversvømmelsen, som nu antager formen af et sort monster, med store tænder. Den gamle bliver mast og Shu falder ned fra træet, hvor byen er og ned i en flod og sådan starter dette lille platformspil. Det er i princippet også hele historien bag spillet og jeg føler den er med fordi den skal skabe kontekst for spilmekanikkerne. Spillet er udviklet af Coatsink, som er en indie-spiludvikler fra England og er udkommet på PlayStation 4 og PC.

Når man starter spillet, bliver man vist et verdenskort over de fem til seks overordnede områder som man kommer til at spille i. I starten er det kun det første område man kan se, men hver gang man klare de to til fire baner, som er i hvert område, bliver et nyt låst op. Man starter i det område der hedder Pelikan Coastline og man kan allerede her se den stilart spillet er lavet i, men mere om det senere. På den næste skærm kan man så se hvilke ting man kan samle i banerne og her kan man også vælge imellem banerne når spillet er gennemført.

Den første bane hedder Cove of Birds og her ser man virkelig hvordan spillet ser ud. Der er tre lag i baggrundsgrafikken. Den bagerste ligner et maleri, med penselstrøg osv., det mellemste lag er cellshaded-3D og det er forgrunden også og disse tre lag bevæger sig uafhængig af hinanden. Dette giver en god fornemmelse af hastighed og kan sammenlignes lidt med de gamle, Sonic The Hedgehog-spil, her stopper sammenligningen ikke. Man styrer nemlig den lille Shu, som skiller sig ud fra baggrunden ved at ligne en ren 2D tegning i 3D miljøet. Dette fungerer ganske godt fordi, man aldrig er i tvivl om, hvor han er på skærmen. Sammenligningen med Sonic fortsætte når man kommer til de først sommerfugle som man samler ind ligesom ringene i Mega Drive-spillet.

En anden ting som giver en Sonic-fornemmelse, er når man kommer godt i gang, for så opdager man, at spillet kan gå meget hurtigt. Shu har evnen til at glide igennem luften, og det skal lige for god ordens skyld siges, at jeg spillede på Pc'en med et Xbox 360 joystick, så når man trykke den højre bumper ind bruger man Shus specielle evne. Senere i spillet får Shu selskab af flere af sine fuglevenner, som også har helt nye evner. Disse evner får man ikke forklaret specielt godt og man er nød til, at gætte sig til, hvordan de udføres, for man får et lille ikon, som egentlig ikke ligner noget specielt, men hvis man prøver sig frem, lærer man disse evner rimligt hurtigt. Dog tog det mig ret lang tid at få helt styr på en enkelt evne, som jeg først lærte til sidst i spillet, hvilket gjorde visse sekvenser yderst frustrerende. Heldigvis har hver bane, undtagen den sidste, to specifikke evner og ikke andre som man skal bruge og lærer og banerne er så bygget op omkring at bruge dem bedst muligt. Nogle af disse evner inkluderer, at kunne gå på vandet og lave dobbelt hop, og så videre. Spillet gør godt brug af dem og når man mestre dem, er der ikke noget mere tilfredsstillende end at klare en hel sekvens uden fejl.

Fra starten af spillet har man fem liv og hvis man løber tør, skal man starte helt fra starten af banen. Heldigvis er der punkter undervejs som genopfylder disse fem liv og lader en starte fra dem, hvis man skulle være så uheldig at dø. Og det gør man undervejs for der er i slutningen af visse baner sekvenser, hvor man løber fra det førnævnte skymonster og er man bare en kende for sløv, bliver man indhentet af monstret og mister et liv. Disse sekvenser kan være super frustrerende, da man skal gøre alt 100% perfekt, for ikke at blive indhentet. Heldigvis er der mange af de førnævnte punkter, så man kan starte tættere på ende af banen, hvis man når dem. Når man har klaret en banen efter sådan en jagt, er det dog frustrationen værd og man føler som om, man lige har klaret en svær opgave og det er ganske tilfredsstillende. Undervejs er der diverse ting man kan indsamle, som skal gøre spillet genspilbart, men mange af dem, kan man finde undervejs, når man spiller spillet første gang og når spillet er slut, føler man sig ikke nødvendigvis draget tilbage af muligheden for at gennemfører banerne på tid.

Noget der dog kan få en tilbage er styringen generelt. Den sidder lige i skabet og det er en fornøjelse, når man hopper sig igennem sekvenser uden at dø, for så føler man sig virkelig god til spillet. Shus styring er super præcis og hvis man laver fejl, føler man på ingen måde det er spillets skyld. Nogle af evnerne kræver at man holder tungen lige i munden, men de føles aldrig frustrerende. Der er dog en sekvens sidst i spillet, hvor man i løbet af den sidste bane, får brug for alle de evner man har lært og jeg følte det lidt som en test, der skulle se, om jeg havde lært dem. Det var en meget lang og svær skevens, som jeg måtte gå fra i frustration. Jeg vendte dog altid tilbage, for jeg måtte bare klare den og det endte jeg også med at gøre til sidst. Det føltes virkelig fedt.

Noget der også er fedt er musikken, som er meget smuk og passer glimrende til grafikken. Den er meget afslappende og fyldt med harper og lignende instrumenter. Faktisk passer den så godt til spillet, at man glemmer den er der. Lydeffekterne er også ganske anonyme, men musikken og effekterne kommer godt i spil i de sekvenser, hvor man bliver jaget. Her bliver lydene meget mørkere og får skymonstret til at virke meget truende, da den sammen med grafikken, bliver meget intens. Spillet er i det hele taget meget stemningsfyldt og det har været en glimrende oplevelse at prøve det lille indie-spil. Man skal ikke spille spillet for historien, for der er egentlig ingen rigtigt, men for det gode gameplay.

Konklusion må være, at det har været en fornøjelse at spille Shu. Jeg havde ikke mange forventninger da jeg startede spillet, men jeg må sige, at det lille charmerende spil, har vundet min kærlighed. Den knivskarpe styring og stemningsfyldte atmosfære, gør dette lille indie-spil til en meget spændende oplevelse. Bevares der er frustrerende ting ved spillet, men man føler mere det er ens egen skyld når noget går galt, end det er spillets.