Titanfall 2

Respawn er endnu engang tilbage med det, de nu en gang gør bedst - et skydespil i førsteperson. Og med Titanfall 2 præsterer de deres bedste siden Call of Duty 4: Modern Warfare. I betragtning af at det første spil i studiets nye spilserie ikke indeholdte nogen singleplayer-kampagne, er vi ret overraskede over, at de har valgt at lave en narrativ vinkel udover efterfølgerens multiplayer-del. Men det er jo trods alt det samme hold, der også har lavet Call of Duty 2 og Call of Duty 4: Modern Warfare. Her har de lavet en kort men god historiedrevet kampagne, der alt samme indrammes i en Hollywood-linse, og undervejs også henviser til noget af det, der var så genialt ved Half-Life. Spillet er pakket med store, episke opgør, kloge twists og alt andet, du kunne forvente fra studiet, der engang var det bankende hjerte bag Infinity Ward.

Lad os starte med at omtale singleplayer-kampagnen, eftersom det nok er her, de største ændringer kan findes. Kampagnen er unægtelig meget kort, og kan for de fleste nok spilles igennem på omkring seks timer, men for de øvede skytter er den endnu kortere. Det er også en ret mager kampagne: der er bestemt ikke meget kød på den. Det starter som man nu engang kunne forvente, med en tutorial, hvor du lærer de grundlæggende elementer af spillet at kende såsom Wall Running og Double Jump. Efter denne introduktion varer det ikke længe, før vi kastes hovedkulds ind i handlingen fyldt med kamprobotter, fjender, lejesoldater, IMC-soldater (kampagnen opleves gennem militærmanden Jack Coopers øjne), og nogle af de mere aggressive eksempler på den lokale fauna. Meget af spillets fokus er på forholdet mellem Piloten og Titanen, og som man måske kunne forvente sig af et skydespil af denne type, præges historien en smule af klichéer, men den var også fyldt med så meget personlighed, at vi ikke kan klage over den.

Historien fortælles uden lange pauser og i et mesterligt tempo, men er måske ovre lidt for hurtigt. Mens det er et lille minus, så må det være et plus, at det indhold, der nu engang er der, er godt. Respawn introducerer nye mekanikker regelmæssigt i løbet af spillet, såsom at du kan skifte mellem perspektiver for at løse forskellige gåder efterhånden som du udforsker en IMC-forskningsbasen. Disse mekanikker bruges dog ganske fint og effektivt, før de igen pakkes væk. Og intet - absolut intet - bliver længere, end man ønsker det.

Der er nogle gode øjeblikke at finde i historien, og dine lejesoldatfjender portrætteres noget så grumt, så man finder det ganske let at hade dem. Men eftersom kampagnen er så kort, vil vi ikke risikere at afsløre noget som helst. Hvad vi dog gerne lige vil sige er, at den er god!

Efterhånden som du spiller dig igennem Titanfall 2, låser du op for nye Titan-modeller og kan skifte imellem dem, når du ønsker. Der er nogle ret fede modeller i blandt (vi kunne særlig godt lide Ronin med sit sværd, Scorch med sine glohede angreb, og Northstar var nærmest for stærk med hans langtrækkende riffelskud), og vi satte bestemt pris på at kunne skifte imellem dem alt efter, hvilken situation man befandt sig i, selvom det dog gik lidt imod fiktionen at kunne skifte mellem dem uden videre. Vi ville have sat pris på en New Game+-mulighed, som kunne motivere os til at gentage dele af kampagnen, og måske låse os til én specifik Titan, eller måske endda nogle hemmeligheder der kun kan låses op med bare én model eller class.

Vores største kritik til singleplayer-delen er bestemt, at de kunne have gjort så meget mere med det. Det betyder ikke nødvendigvis, at de skulle have lavet mere indhold (selvom det dog også ville have været godt), men nærmere at de kunne have gjort mere brug af det, de allerede har bygget. Det er åbenlyst, at tid har været en afgørende faktor, da længden og dybden af kampagnen skulle bestemmes. Men vi vil stadig gerne se dem udforske dette efter spillets udgivelse. Den førnævnte New Game+-mulighed, at genbruge miljøerne til en form for bølge-baseret del, eller måske tilføjelsen af mods for at give spillerne lyst til at spille kampagnen igen. Der er meget der kunne gøres, og for at være ærlige håber vi meget, at de vil overveje at tilføje mere hen ad vejen, som vi ser id Software gøre det med Doom eller som Blizzard gør med Diablo III.

Udover det har vi ikke fundet nogle fejl med kampagnen. Den er bidsk og kortfattet, og takket være sin unikke filmiske tilgang blomstrer den for øjnene af os. Vi havde det bestemt sjovt med den, og det følger godt i fodsporerne på Doom som en af årets sjoveste kampagner.

Singleplayer-kampagnen er dog ikke den største attraktion i Titanfall 2. Det er derimod nok spillets online-del, der kommer til at fange manges opmærksomhed. Og det er langt fra overraskende, da det er en af de bedste multiplayer-oplevelser vi kommer til at opleve i år. Kort sagt, Respawn har bygget et solidt fundament gennem det første spil, og har nu også skabt en efterfølger, der er lige så kløgtigt sat sammen som det er underholdende. Der er en række forskellige dele, masser af plads til at eksperimentere på slagmarken og potentialet for nogle interessante builds.

I store træk er det de samme ingredienser, vi ser i efterfølgeren: store områder fyldt med Piloter, der kan krydse disse områder hurtigt og med lethed, og som får evnen til at tilkalde deres egne, styrbare Titans. På begge siger af de spillerkontrollerede Piloter er der friktion - enten i form af soldater, både menneskelige og maskiner, eller gigantiske Titans. Alle disse elementer smelter sammen og resulterer i en travl slagmark, der byder på en række spændende valg, som spilleren må træffe. Vil du opbygge din score i Attrition ved at skyde de soldater, du kan finde, selvom du ved, at du ikke får mange point for hvert drab, og du samtidig er sårbar overfor angreb fra andre fjender? Eller ignorer du disse AI-kontrollerede tropper, for at sigte mod de mere flygtige Piloter, så snart de dukker op? Og hvad gør du, når du ser en Titan? Hopper du op på ryggen af denne for at rykke dens batteri ud, ren rodeo-stil? Eller løber du mod dække og håber på at overleve?

Titanfall 2 er kløgtigt og tempofyldt, og der er mulighed for at spillerne virkelig kan udtrykke sig på slagmarken takket være en række gennemtænkte mekanikker. Det er et spil der handler om hastighed og præcision, men det er også fyldt med elementer af risici og belønninger. Respawns skydespil favoriserer nemlig dem der tør. De modige. Kan du udføre parkour-agitige bevægelser, alt imens du låser dig fast på et mål, vil du nyde en masse succes. Respawn har nemlig også indbygget vertikalitet i alle banerne, og Piloterne føles stadig dødbringende og adrætte mens de krydser verdenen (og den nye Grapple lader dig bevæge dig endnu hurtigere). Udviklerne har gjort et godt stykke arbejde med at give spillerne de værktøjer, de har brug for, for at føle sig mægtige. Og de har fundet en god balance mellem at gøre kontrollerne tilgængelige og samtidig bygge et udfordrende miljø, der opfordrer til Wall-running og smidige bevægelser. Der er flere ruter gennem hver arena, og det er op til dig, om du ønsker at spille som Pilot eller tage styret over din Titan.

Seks af de otte Titan-classes er med i online-delen. At spille som en af disse mekaniserede krigere er næsten altid en fornøjelse, men vi fandt også ud af, at det kunne være effektivt at bruge dem som sine personlige bodyguards (hvis du tilkalder din Titan, men ikke kravler ind i den, tager AI'en kontrollen over den, og du kan forblive til fods). At lade dem løbe løst rundt selv kan være med til at holde dig i live lidt længere, da de bliver en stor afledningsmanøvre eller din egen personlige tank, der kan suge kuglerne til sig, mens du mere frit kan bevæge dig fra bygning til bygning og løbe langs vægge. Denne gang indeholder Titans over batterier, som kan fjernes i en rodeo-lignende bevægelse, og når disse er blevet stjålet, kan du give dem videre til en anden på din side, som derved får et hjælpsomt skjold, og dermed kan de holde sig i live lidt længere.

Builds vil helt sikkert udvikle sig hen ad vejen. Både fordi der er masser af ting, der kan låses op, efterhånden som du leveler op. Våben vil have flere forskellige opgraderingsmuligheder, og du kan parre dine skydevåben med granater og bonus evner (vores favoritevne lod dig afsløre fjendens placering for dine holdkammerater, hvilket var en sand velsignelse i kampene). Vi kunne godt lide den nye opsætning og der er masser af plads til, at holdene kan eksperimentere med forskellige sammensætninger af evner for at finde den maksimale effektivitet i kampene. Faktisk kan samhørigheden på holdet generelt set blive påvirket meget, hvis man sørger for at få en god blanding af Titan-evner og Pilot-evner repræsenteret, når man skal ud og udforske det, vi kunne forestille os, vil været et interessant og meget skiftende meta-spil.

Spillerne vil være i stand til at finde hinanden gennem de sædvanlige kanaler såvel som en ny feature kaldet Networks. Her kan spillerne slutte sig til flere forskellige grupper, hvor de er omringet af ligesindede sjæle. Når de har fundet hinanden, kan Piloterne drage sammen i krig i en lang række forskellige dele såsom de velkendte shooter-dele TDM og CTF samt delene, der er specielle for Titanfall - Attrition og Last Titan Standing. Der er endda en fed en-mod-en arena-del kaldet Coliseum. I delene, hvor Respawn er gået af de sikre stier, såsom CPT er spillet på sit svageste, men det er i øjeblikkene, hvor Titanerne støder sammen og Piloterne farer afsted nedenunder, at spillet afslører sine unikke sider. Det er her Titanfall 2 bliver mest imponerende. Slagmarken lyser jævnligt op med enorme eksplosioner, der er kaos og muligheder, hvorend man kigger hen, og man står sjældent overfor et kedeligt øjeblik.

Det gode udvalg af forskellige spildele suppleres af kinetisk skyderi. Du kan nærmest mærke sparket fra det mægtigste våben, og der er forskellige redskaber, der passer til alles spilstil. Og noget af det meget vigtige er, at Hit Detection virker meget præcis (selvom vi ganske vist legede i ret så omhyggeligt kontrollerede forhold), og kontrollerne føltes intuitive og meget akkurate.

Handlingen udspiller sig på tværs af forskellige baner (med flere i vente i fremtiden og ikke engang gennem betalte DLC'er), der i nogle tilfælde føltes genkendelige fra det første spil, men som alligevel var specielle nok til ikke at føles som en gentagelse. Endnu engang har udviklerne formået at finde en balance mellem områder, der passer særligt godt til Piloter og mere åbne områder, der egner sig til Titans. Hvis vi var hyper-kritiske, kan vi sige, at de fleste af banerne ikke var særligt mindeværdige, men i det mindste følte vi ikke, at de lignende hinanden.

Hele pakken ser godt ud, med skarp grafik over hele linjen og en stabil frame-rate for det meste, selvom vi dog lå mærke til, at der var nogle få ryk i animationerne fra tid til anden. Vi ville måske gerne have set en smule mere variationer og farver i miljøerne (og det er også muligt, at vi får dette i fremtidigt indhold), men alt dette er bagateller. Det indhold, der nu engang er der, er ganske funktionelt og meget passende til formålet. Lyden fortjener også at blive nævnt og takket være nogle gode lydeffekter, står multiplayer-oplevelsen endnu stærkere. Tilsvarende var stemmeskuespillet i singleplayer-delen også anstændigt, og særligt følgesvenden Titan BT 7274 gjorde et varigt indtryk.

Betragtet i sin helhed kan Titanfall 2 let anbefales. Singleplayer-delen af spillet er rigtig god, og selvom det er en kort oplevelse, byder kampagnen på en blanding af både action, platforming, lette gåder og nogle andre mindeværdige scener. De kunne helt sikkert have gjort mere ud af dette, men det fungerede dog stadig som en fantastisk tutorial for selve multiplayer-delen, som unægtelig byder på noget af det bedste online-action, man vil støde på i år. Der er masser af variation, raffinerede systemer og et væld af mekanikker, der sættes sammen i det spændende og eventyrlystne spil. Kort sagt, Titanfall 2 har det hele, og hvis du er ude efter en sci-fi shooter at fortabe dig selv i indenfor den nærmeste fremtid, så kan vi godt anbefale dette spil.