Mafia III

Mafia III er lige startet og nogle af de første ord, der figurer på skærmen, er en udmelding fra Hangar 13. I denne fortæller de mig, at de tager afstand til den gennemgående racisme, jeg vil møde undervejs i spillet, men at det på samme tid ville have været falsk ikke at gengive denne i en afbildning af 60'ernes USA. Så er stemningen ligesom sat.

Og det er lige der, jeg befinder mig. I USA i 1968 i centrum af alle de racistiske udmeldinger og som dén, de særligt nedladende blikke er rette imod. Hovedpersonen Lincoln Clay har nemlig blandet blod i årerne. Hans mor var sort og hans far formentlig italiener. Det vides ikke med sikkerhed, fordi Lincoln voksede op som forældreløs. Men som en karakter i spillet siger, hvis man så sort ud i denne tid, blev man også behandlet som en sort person. Det måske mest slående er dog, at Lincoln ikke virker synderligt påvirket af det, når den hvide, overklassesdame holder ekstra godt fast i tasken, da han kommer gående forbi, eller når han af en butiksejer i det fine kvarter bliver spurgt, om han er faret vild. For ham er dette blot en del af livet.

Da han stadig var ganske lille, tog overhovedet af den sorte mafia, Sammy, ham ind, og her voksede Lincoln op som en del af familien. Vi møder vores hovedperson, den dag han vender hjem fra Vietnamtkrigen og bliver fejret af venner og familie, i den bar de ejer. Der går dog ikke længe, før Lincoln overtales til at deltage i et af de helt store kup i ledtog med den italienske mafia. Et kup, der viser sig at ende særlig blodigt. Hele Lincolns familie bliver slagtet af Sal Marcano, overhovedet af den italienske mafia, og hans håndlangere. Og midt i flammerne, som denne italienske mafia bogstaveligt talt efterlader sig, ligger Lincoln tilbage. Bevidstløs - men ikke død. Og fyldt med vindikative tanker, der senere sender ham ud på et særdeles voldeligt hævntogt. Med min fulde opbakning.

Den førnævnte første besked, jeg stødte på i spillet, vidner om, hvor stærkt engageret Hangar 13 og 2K Games har været i at afbillede Mafia III så realistisk som muligt. Med al den blodige vold og racisme der hører tiden og historien til, selvom det for nogen spillere kan være grænseoverskridende. Og det må man sige, de formår at gøre. Jeg har igennem tiden spillet mange både uhyggelige, voldsomme og blodige spil, men jeg husker ikke, at jeg på noget tidspunkt har jeg følt mig decideret og fysisk væmmet af, hvad der foregik på skærmen. Det gjorde jeg med Mafia III. Og det er ikke fordi, jeg ikke før har hørt og oplevet racisme eller vold i spil. Mafia III formår bare at gengive det i så en realistiske setting og med så gennemgående en negativ stemning, at det virkelig har sat et mærke på mig. På den rigtig gode måde.

Jeg havde ikke blot sympati for Lincoln. Jeg var fyldt med de samme følelse, han oplevede. Jeg følte mig ikke blot draget af historien. Jeg var en del af den. Og dét er kernen af Mafia III's styrke.

Den barske stemning er noget, der gennemsyrer hele spillet og alle dets elementer, og det gælder selvfølgelig også de andre karakterer, vi møder undervejs. Som en del af Lincolns hævnplan er han nemlig nødt til at hverve andre store kanoner indenfor den kriminelle verden. Selvfølgelig har ingen af disse en ren tavle, men takket være deres dybe historier, som man langsomt introduceres for, bliver de menneskelige. Nogle man kan relatere til og holde af. Og på grund af spillets helt igennem sublime stemmeskuespil og ufatteligt detaljerede og virkelighedstro ansigtsmimik, bliver historien virkelige og karaktererne levende.

Men for at sikre sig at historien kommer godt fra start, tager Hangar 13 sig virkelig også deres tid. De starter ud med en ikke-lineær tilgang til historien, hvor du fodres med bidder, der alle sammen opbygger spændingen - og en knugende, dårlig fornemmelse i maven. Men på trods af denne spænding, føles det som om, at introen strækker sig i uendeligheder. Historien fortælles med bravour, men man føler sig lidt overflødig som spiller. Man kører fra A til B, hvor en scene så udspiller sig, flytter objekt X for at trigge endnu end scene. Så spillere, der gerne bare vil hoppe ud i actionen og stjæle nogle biler og myrde nogle bad guys, har altså lidt ventetid foran sig.

Men når plottet endelig er sat, så folder New Bordeaux sig ud for dig og bliver din åbne legeplads. Endda en temmelig stor en af slagsen. Byen består af forskellige dele. Den obligatoriske hippe og flotte bydel, det fattige område, en slum - i helt bogstavelig forstand - og lignende. Og alle er forskellige fra hinanden. Alt fra hvordan politiet håndterer dine kriminelle gerninger, til hvordan du bliver modtaget på gaden, og så selvfølgelig selve bydelenes design varierer, alt efter hvor du befinder dig.

Selvom hver bydel er sjov at udforske, og bilerne kører rigtig godt, oplever jeg aldrig rigtig en lyst til at udforske afkrogene i byen. Jeg har ikke lyst til at vige fra min GPS-indtastede rute, og følger egentlig blindt pilene, der fortæller mig, hvor jeg skal hen. Jeg mangler noget at gå på opdagelse efter. Noget jeg egentlig kan opdage. De collectibles, der nu engang er at finde, føles pinagtigt malplacerede. Som en mafia-mogul føles det altså bare umådeligt sært at snige sig ind i pauselokalet i en kiosk eller af bagindgangen på et værksted for at stjæle et PlayBoy-magasin eller en LP-plade. Det er måske nok en sjov måde at tilføje nogle tidsrelevante collectibles, men det giver bare ingen mening. Det ender med bare at være fyld, og derfor orker jeg helt ærligt ikke at standse bilen, bryde en dør op, snige mig forbi to ansatte i en butik for at stjæle noget så meningsløst. Hvis de blot havde givet mig noget der udvidede historien, låste op for noget eller på anden måde gav mening, havde jeg måske følt mig mere eventyrlysten og opdagelsesivrig.

Men når New Bordeaux åbner sig for dig, så starter din rejse mod dit helt eget store kriminelle imperie også. Område for område og stykke for stykke skal du opbygge dit omdømme i den kriminelle verden. Det gør du ved at nedlægge andre store spillere på den scene og overtage deres distrikter. Du må befri prostituerede, stjæle penge, ødelægge medikamenter, sprænge destillerier i luften, forhøre deres undersåtter og angribe butikker, der ellers er under deres beskyttelse. Når du har forårsaget nok skade til et af disse områder, lokkes bossen frem og efter din kamp med denne, kan du vælge, hvorvidt du vil dræbe denne for en lille pengepræmie eller ansætte personen i din organisation, og derved øge det samlede beløb dine ansatte skraber sammen over tid.

Disse opgaver varierer ikke meget fra boss til boss og område til område. Det betyder også, at det er de færreste missioner, der rent faktisk hænger fast i min hukommelse eller fremstår som episke for mig lige nu. Og dem, som jeg endelig kan huske i detaljer, er på grund af de cutscener, de efterfølgende giver anledning til.

Men problemet er ikke blot gentagelsen i opgaverne. Det, som missionerne virkelig mangler, er de episke kampe. For det første er styringen af Lincoln utrolig tung og klodset. Især når man skal gemme sig - som man jo ofte skal under sådanne skududvekslinger. Du kan bevæge dig om hjørner ved at pege meget præcist i den retning, du vil, og holde X inde, men det er svært at bevæge sig fra skjulested til skjulested. Og det resulterer i, at man ofte bliver opdaget eller skudt, fordi man forsøger at manøvrere Lincoln fra ét sted til et andet. Jeg kunne måske godt have ønsket mig et system, der reagerede mere intuitivt som for eksempel i The Division.
Men for det andet, så er også sigtekornet ret tungt at flytte rundt på, og alt i alt giver det anledning til nogle ret kluntede kampe.

Personligt bevægede jeg mig oftest frem med den stille metode. Du kan selv vælge igennem spillets Options-menu, hvorvidt du vil nedlægge fjenderne dødeligt eller "fredeligt" - eller så fredeligt som Mafia III nu tillader det. Jeg har ikke fundet nogen mening med dette, udover at man på den måde selv kan skrue en smule op og ned for blodet, alt efter hvad man lige er til. Og har man brug for at stunne fjender omkring én kan man udføre et Brutal Takedown - som sjovt nok er meget brutalt.

Vil du gerne have en overhånd i kampene, kan du inden de starter installere et aflytningsapperat i nærheden, og gennem intel, du får fra denne, ved du derfor, hvor dine fjender befinder sig. Det betyder, at du med ét tryk på en knap kan se dine fjender gennem væggene. Bliver man træt af den langsomme, stille vej, kan man også bare fare ind i bygningen, sparke dørene op og svinge pistolen rundt.

Men uanset hvilken metode jeg brugte, må jeg sige at kampene for mig, bare ikke var Mafia III's styrke. Alle fjenderne bevæger sig på samme måde - enten står de stille, ellers patruljerer de på én meget kort rute eller også står de to og to sammen og skal lokkes væk derfra. Og derfor kommer de fleste kampe til at ligne hinanden.

Så det paradoksale er, at i begyndelsen længedes jeg efter mere action og mere frihed, men jo længere ind i spillet jeg kommer, jo mere begynder jeg at savne den cinematiske start. Kampene kommer til at virke som noget, jeg skal igennem for at komme hen til den næste del af historien.