Batman: The Telltale Series - Episode To

Batman: The Telltale Series kom fint fra start med den første episode. Det var hverken den fineste begyndelse på en Telltale-serie, og det er langt fra den værste, så allerede her befinder vi os godt og grundigt i ingenmandsland. På klassisk Telltale-vis er scenen sat, brikkerne er sat i bevægelse, og valgene trækker sine tråde igennem episoderne, og så er der egentlig bare lagt op til endnu en omgang Telltale-historiefortælling, og alt hvad det indebærer.

Nu er den anden episode, der har fået titlen Children og Arkham, ude, og med denne episode viser serien desværre allerede tegn på slitage, og at den prominente udvikler desværre ikke helt har forstået hvad der gør Batman til Batman, og vigtigst af alt, hvad der gør Batman interessant.

Gotham er stadig rystet oven på fængslingen af Carmine Falcone, og beviserne på at Wayne-familien i virkeligheden var byens største gangstere, og ikke de engle som Bruce altid havde troet. Der er dog ingen tid til at hvile hovedet for mørkets ridder, for nye problemer melder sig på banen i kølvandet på Falcone, nemlig organisationen Children of Arkham med Oswald Cobblepot i spidsen, som ønsker en revolution for byen.

At sige mere ville være at bevæge sig i en spoiler-land, og siden Telltale-spil nærmest udelukkende består af plot, er det af afsløre historien nærmest helligbrøde. Men i forhold til de isolerede begivenheder der foregår i spillets anden episode, så er der en relativt stabil balance imellem historie og action i denne omgang. Som altid har Telltale opstillet en række svære situationer, nogle gange hvor der kun er to distinkte valgmuligheder, samt samtaler som man kan mærke får store konsekvenser senere hen i serien. Disse er der, ligesom formlen foreskriver, nogle stykker af, og ligesom i seriens første kapitel føles de alle velplacerede og velskrevne. Vigtigst af alt giver de mening for plottet, og ingen af de valg du bliver præsenteret for har én tydelig fordel. Det er, som det er altid, ganske svært at navigere igennem, og selvom man tit kan føle sig malet op i et hjørne af ens egne valg, opfordrer spillet til at man spiller igennem flere gange.

Selve manuskriptet viser dog tydelige tegn på slitage allerede, og det er relativt bekymrende i forhold til de resterende kapitler. Oswald Cobblepot, der i første afsnit viste sig som en enigmatisk fortaler for folket, er denne gang reduceret til typisk ideologisk skurk, og Batmans egne replikker, alt efter hvilke du vælger selvfølgelig, lader til at være en smule mere firkantede i denne omgang. Der er ikke samme nuance af grå igennem dialogen som tidligere, og det kan mærkes fra start til slut. Det er lettere at skimte en form for farvepalet igennem dette afsnit. En rød vej med røde valg, en blå vej med blå valg og en grøn vej med grønne valg - stierne er tydelige denne gang, og når Telltale gør deres arbejde til punkt og prikke, oplever du egentlig bare historien og karakterinteraktionen, og ligger slet ikke mærke til hvordan spillet holder dig i hånden.

Værst af alt lader denne anden episode til at være i endnu værre teknisk stand end det første kapitel, og det siger en del. Det kan ikke siges nok gange, at med tegneserieinspireret grafik, begrænset interaktion og med konsoller og computere med tonsvis af hestekræfter i overskud, så burde Telltale-spil flyde rent i 60fps uden en eneste fejl, men dette er så langt fra tilfældet. I stedet har Children og Arkham op til flere tekniske fejl som virkelig hiver en ud af oplevelsen, såsom pludselige og meget lange load-tider midt i en action-sekvens, flere uforsvarligt tydelige dyk i billedehastigheden, og en generelt manglende respons på spillerens input. Vi er ved at nå det punkt hvor det er til grin at disse spil ikke kan formå at levere en mere flydende oplevelse, og Batman: The Telltale Series er bare den seneste forbryder.

Telltale viser en tydelig forkærlighed for det univers de portrætterer, men de er ikke altid gode til at vise at de virkelig forstår Batman. Jeg havde personligt håbet på, at Telltale havde benyttet flere af de ikoniske skurke eller karakterer i den anden episode, men i stedet benytter udvikleren sig af mere politiske figurer, som Borgmester Hill, journalisten Vicki Vale og Kommisær Gordon. Det gør ikke noget som sådan, og interessant er det da meget af vejen, men det er mærkeligt at Telltale ikke udnytter mere af det interessante univers.

Denne gang er der dog, som før nævnt, en bedre balance imellem action og dialog, og særligt action-sekvenserne er denne gang bedre designet og har et mere jævnt tempo. Der er specielt én kampsekvens hvor du kæmper side om side med Catwoman på en bar skiller sig ud som en af de bedste kampsekvenser Telltale nogensinde har designet.

Alt i alt må det dog siges at være en blandet pose. Telltale har tonsvis af talentfulde udviklere og manuskriptforfattere, og meget af tiden formår de at producere interessante historier med interessante karakterer. Det er Children of Arkham som sådan også, men grundet en basal mangel på spænding i dialogen, og at grafikmotoren stadigvæk er et stort irritationsmoment, så skal du sandelig elske alskens Batman for at nyde Children of Arkham.