Bioshock: The Collection

"There's always a lighthouse, there's always a man, there's always a city" siger Elizabeth enigmatisk i Bioshock: Infinite, og på daværende tidspunkt var jeg ganske sikker. Spillet var et mesterværk, et stort, rodet, til tider usammenhængende og komplekst mesterværk. Men igen, det er alle tre Bioshock-titler. De er fyldt til randen med fejl og dårlige designbeslutninger, men perler er de alle. Derfor er de samtidig en perfekt trilogi at besøge på en ny i en remaster-samling, og nu har 2K endelig givet efter for efterspørgslen. Det er tid til at besøge Rapture og Columbia igen, og genopdage præcis hvorfor disse spil betegnes som moderne klassikere.

Bioshock: The Collection består af alle tre spil i serien, alle deres respektive udvidelser, og alt dette præsenteres i 1080p, samt hvad der ligner en stabil billedehastighed på 60fps. Er du ikke bekendt med serien endnu, så er der al god grund til allerede nu at hoppe op af sofaen, luske ned i centeret og investere i samlingen. Alt du skal vide er at der er tale om Bioshock-serien, en af de mest ikoniske moderne spilserier, og det er grund nok.

Men der hvor samlingen har noget at bevise, er overfor seriens fans, der har meget fasttømrede minder omkring hvert enkelt spil i trilogien, og som leder efter en kærlig, omsorgsfuld restaurering og opdatering af teknikken under designet. Hvert eneste spil har nemlig en utrolig kunstnerisk stilistisk visuel retning, og dette skinner, selvfølgelig, lige så meget igennem i Bioshock: The Collection som tidligere, nej, det er om hvorvidt teknikken er opdateret vi skal finde ud af.

Hoppet til 1080p siger ikke rigtig noget om spillets visuelle kvalitet. Ja, det er fint for marketing at have noget konkret at begynde med, men når det kommer til øjets oplevelse af billedekvaliteten på skærmen, så er forskellen imellem Bioshock og Bioshock som del af den nye, opdaterede samling ganske minimal. Heldigvis er der også foretaget en række tekniske forbedringer på spillets samlede, visuelle oplevelse. Samtlige effekter er der blevet pillet ved, og alt lige fra vandet i Rapture, til skyerne der danser henover himlen i Columbia ser sprødere ud end nogensinde før. Der er samtidig sket en masse med teksturerne i baggrunden, og selvom originalerne var ganske pæne i sin tid, så bliver disse baggrunde, altså vægge med rindende algefyldt vand i Rapture og vinden der rusker i resterne af det amerikanske flag i Columbia nu afviklet med større detaljegrad.

Samtidig afvikles hele samlingen i hvad 2K har valgt at kalde "op til 60fps". Det lyder altså ikke som om at udvikleren har synderligt meget selvtillid i forhold til billedehastigheden, og det er med rette. Det er ganske rigtigt, at når du stiger op imod Columbia, eller når du for første gang bevæger dig ned imod dykkerklokken over Rapture, forbliver billedehastigheden ganske glat hele vejen igennem, men låst er den ikke, så derfor skal du forvente at den dykker hist og her, og særligt når der foregår meget på skærmen.

En til tider ujævn billedehastighed er lettere at tilgive med ganske almindelige spil, men når denne konsolgeneration efterhånden er kendt for sine mange remasters, er det vigtigt at de tekniske forbedringer som en sådan samling introducerer, fungerer ganske gnidningsfrit, og det er bare ikke helt tilfældet her. Det er svært at brokke sig over spillenes kvalitet, men den indpakning de leveres i er bare ikke synderligt imponerende.

Dog må man sige, at med opdaterede teksturer, noget der ligner 60fps og en højere opløsning gør, at nye spillere kan nyde Bioshock-serien på bedste vis, og at nostalgikere som jeg har muligheden for at nyde dem igen, og i en forbedret udgave. Dette er ikke det bedste remaster, og det er langt fra det værste, og så befinder vi os vist lidt i ingenmandsland.

Heldigvis er der megen andet guf med i pakken for den hårdkogte Bioshock-fan, og det er blandt Bioshock: The Collections fineste kort på hånden. Allerførst er der Museum of Orphaned Concepts, hvor du in-game kan få lov til at udforske et gigantisk galleri, som er sprængfyldt med koncepter fra alle tre spil, som aldrig blev færdigudviklet eller forlod tegnebrættet. Der er vist ingen tvivl om, at seriens skaber, Ken Levine, er blandt de smarteste moderne spildesignere, så et dybere kig ind i studiets designproces er uundværligt for enhver Bioshock-afficionado.

Derudover får du, som efterhånden er "par for the course", et kommentarspor på alle tre spil, som i ethvert andet spil ville være hæsblæsende kedeligt, men i dette tilfælde indeholder mange sjove betragtninger fra blandt andet Levine omkring de utroligt dybe overvejelser der ligger bag hver beslutning. Både Bioshock og Bioshock Infinite var notorisk længe om at ramme butikshylderne, og giver man sig selv tid til at lytte til kommentarsporet, kan man høre hvorfor.

Afslutningsvis får du "Imagining Bioshock", en kort serie af små videoer hvor Ken Levine og en række andre inflydelsesrige designere snakker om serien, men disse videoer bliver ikke bare serveret for dig sådan uden videre, for du skal faktisk finde samleobjekter i hvert spil for at låse op for de diverse afsnit. Ganske smart ja, men de dybeste betragtninger sker via kommentarsporet, og disse ultrakorte videoer går sjældent lige så meget i dybden som fans kunne ønske.

Efter udgivelsen af hvert spil udgav udvikleren en række Challenge-baner, der på en række måder havde til formål at teste spillerenes kampevner i et ikke lige historiehæftigt scenarie. Disse er selvfølgelig inkluderet her, og er faktisk, overraskende nok, en kærkommen tilføjelse, da du fra tid til anden kan nyde det fede kampsystem uden at presse historien videre. Derudover er der selvføgelig Burial at Sea-udvidelse fra Bioshock Infinite, hvor du får lov til at spille som Elizabeth i Rapture, og vigtigst af alt, Minerva's Den. Denne udvidelse blev ganske overset da den udkom til Bioshock 2, men er fortsat blandt de bedste historier den moderne spilindustri har kunne brygge sammen.

At skulle bedømme en sådan samling er derfor en smule besværligt. På sin vis er alle tre spil mesterværker, og derfor er det fristende bare at smække et 10-tal på det hele med det rationale, at spillene i sig selv, på trods af den indpakning de kommer i, er alle pengene værd. Men det er ikke det remasters handler om. De handler lige så meget om at behage allerede eksisterende fans som potentielt nye spillere, og på dette punkt formår Bioshock: The Collection bare ikke helt at imponere. Ja, det er mindeværdige nye tilføjelser at give sig i kast med her, men der er i det hele taget bare ikke nok. Måske havde det været anderledes hvis der var mere ekstraindhold, mere wow-faktor i den opdaterede grafik eller sågar noget helt nyt, men for nu er Bioshock: The Collection tre mesterværket indbundet i en middelmådige pakke.