Grow Up

Det er ikke alle spil, der behøver en grafik, som man kan blive i tvivl om, hvorvidt det egentlig er animeret eller måske er en virkelig film, flere hundrede timers historie eller komplicerede fortællinger for at give spilleren en smuk oplevelse. Alle disse elementer kan skam være gode og kan alle sammen bidrage til en enestående oplevelse, men Grow up klarer sig nu ganske godt uden dem.

Da jeg startede spillet, toner B.U.D., Pod og M.O.M. straks op på skærmen. Selvom det hele skydes i gang med en ret så hektisk gang kryds og bolle mellem B.U.D. og M.O.M. og endda et voldsomt styrt forårsaget af en meteorstorm, så er spillets finurlige humor og endda rolige stemning faktisk til stede fra start. Den helt unikke personlighed, som spillet indeholder, fortæller mig straks, at jeg er tilbage på eventyr med den røde robot B.U.D.

Men denne gang må vi undvære en vigtig karakter - M.O.M. Efter vores styrt i meteorstormen bliver B.U.D.'s rumskib og dermed også den indbyggede computer M.O.M. ødelagt. Da vi vågner igen efter styrtet, er det på en fremmede planet og helt alene. Som titlen også afslører, så er det på tide, at B.U.D. bliver voksen og redder dagen. Det er nemlig op til ham at finde en vej hjem igen. Rundt omkring på denne fremmede planet er hans skib spredt i mange stykker, og ved hjælp fra hans ven Pod skal de samles igen, så de kan komme hjem.

Men selvom denne vinkel måske lyder til at være lidt mere alvorlig, end den vi så i forgængeren, så emmer det farverige, smukke univers (og B.U.D. selv) stadig af den nærmest barnlige glæde, vi husker det for. Planeten, han befinder sig på, er lidt ligesom en stor, åben legeplads, der vokser sig større og større, efterhånden som B.U.D. får flere og flere kræfter undervejs. Der er nemlig ingen fjender efter dig, som forsøger at skille den røde robot ad. Det eneste, der faktisk truer med at sætte en stopper for din ellers så bekymringsfrie tilstand, er de ulykker man ender i efter et langt frit fald - enten et knusende, pludseligt møde med jorden eller en uheldig svømmetur i havet. Men manglen på fjenderne bidrager bare til den fredelige, rolige og endda lidt barnlige stemning der fylder spillet. Selv styringen af vores kære robot minder mest af alt om et barn, der netop er ved at lære at gå (eller en meget fuld voksen - det kommer vel an på, hvordan man ser på det).

Men for at B.U.D. kan vende hjem til sin egen planet igen, må han altså som sagt samle alle stykkerne af rumskibet og sætte dem sammen igen. De er ikke alene spredt udover hele planeten, men befinder sig også højt oppe på små, flyvende stykker landmasser - endda helt ude blandt stjernerne. Så jeg måtte bestemt se min højdeskræk i øjnene for at kunne få samlet alle delene.

I starten af spillet, var jeg sandt at sige ret nervøs for, at det hurtigt ville blive en smule ensformigt. Klatreturene på både planter og bjerge var langsommelige og tidskrævende, og de ultra-simple opgaver og udfordringer virkede til, at de hurtigt kunne blive kedelige. Men heldigvis var det ikke sådan, det blev. Lidt ligesom da man første gang startede Journey, så skal man lige vænne sig til og acceptere spillets præmis. Når man kommer fra en actionpræget shooter og skifter over til et spil som Grow Up, skal man lige over et gearskifte, før man helt kan nyde det. Og det var hvad der skete her. De simple opgaver passede ind i resten af spillets stemning og virkede bare rigtige. Og når det kommer til de langsommelige klatreture, så afhjælper B.U.D.'s evner, man låser op for undervejs, hurtigt på dette. Med en jetpack kommer du hurtigt op, en faldskærm afhjælper den udfordrende styring af den klodsede robot og en glider byder på nogle fuldstændigt bjergtagende flyveture. Der er igen krystaller spredt ud i hele landskabet som kan gøre dine evner mere kraftfulde. Man samler også hjælpsomme frø igen, som ligeledes er med til at gøre hele affæren en del lettere.

Spillet kan noget ganske forunderligt. Selvom det egentlig er ganske simpelt af udseende og i sit gameplay, så byder det på oplevelser der hiver i alle dele af følelsesspektret. Når du langsomt og usikkert klatrer dig frem på den lille flyvende ø, som du endelig er nået op til i flere kilometers højde for at samle endnu en krystal op, er hvert et lille træk skæbnesvangert. Planeten under dig virker pludseligt lille, og ét forkert eller usikkert greb vil betyde, at du hastigt er på vej ned igen. Der sker ikke andet, end at du måske lander på en af de andre små flyvende øer under dig, eller at du i værste tilfælde møder den nådesløse jordoverflade og derefter dukker op i en transporter. Men ikke desto mindre fangede jeg mig selv i at sidde på kanten af stolen med et meget alvorligt ansigtsudtryk, svedige håndflader og tungen stikkende ud af munden i disse tilfælde. Men da jeg så var nået frem til krystallen og drog lettelsens suk, kunne jeg nu hoppe ud over kanten og nyde den fabelagtige udsigt på vej ned igen samt følelsen af frihed, der er den komplette modsætning af, hvad man følte på vej op. På vej ned står tiden nærmest stille og ens tilstand blev nærmest helt meditativ.

Til trods for, at du faktisk har en hel planet at boltre dig på og udforske, så er spillet ikke langt. Man kunne nok gennemføre det på blot nogle få timer, men det havde jeg ikke engang lyst til. Før jeg fik set mig om, havde jeg jo nærmest indsamlet alle vragdelene. Men i stedet for at drøne afsted hen og samle dem og komme væk fra planeten, havde jeg mest bare lyst til at blive hængende lidt endnu. Finde de resterende krystaller, gennemføre de sidste udfordringer og egentlig bare få det hele med.

Men hvilke negative ting stødte jeg så på undervejs på B.U.D.'s og min rejse? Tja, jetpack eller ej, så kan det altså stadig gå hen og blive nogle lidt for lange klatreture, man engang imellem må begive sig ud på. Kameravinklerne kan nogle gange være utroligt irriterende, hvilket gør det utrolig svært for eksempel at spotte den krystal, man ved er i nærheden, men som man ikke kan finde. Også oversigten over planeten er til tider unødvendigt svær at manøvrere rundt med. Og så er det jo nok ikke et spil, der vil falde i alles smag, eftersom der ikke er skyggen af action eller kampe. Men for mit vedkomne var alle disse negative elementer små og nærmest ubetydelige. Det var ikke dem, der stod klart i hukommelsen efter eventyret nåede sin ende.

Grow Up følger i sin forgængers fodspor. Spillene har på en eller anden måde en helt unik personlighed, der bare er en fornøjelse at bruge tid med. Spillet er hverken langt, dybt, alvorligt eller actionfyldt, men det byder stadig på en helt unik og finurlig spiloplevelse med spænding og endda også en nærmest meditativ ro. Det er et eventyr, der på mange måder er barnligt (på den gode måde) og nærmest føles uskyldigt. Den bedårende humor, det simple gameplay og den henrivende robot, du er på opdagelse med, resulterer i endnu et fantastisk eventyr.
Og nu hvor jeg har fortalt jer alt om min oplevelse, må I have mig undskyldt. Jeg mangler stadig nogle krystaller, så jeg klatrer videre!