Hyper Light Drifter

Kickstarter og andre crowdsourcing-sider har givet mulighed for, at mange små spil, og et par store, har kunne virkeliggøres. Mindre udviklere med store drømme kan bringe deres vision til live med folkets hjælp. Det er lige præcis, hvad producenten Heart Machine har gjort med deres nyeste spil, Hyper Light Drifter, som tager os med ind i et finurligt retro-univers, fyldt med smuk bit-grafik og bit-musik. Hvis man lader sig hypnotiserer af den mystiske stemning, vil man få sig et dejligt lille eventyr, men spillet kan være lidt for kryptisk og ensformigt.

For lead designer Axl Preston er dette spil et meget personligt projekt. Han har lidt af hjerteproblemer det meste af sit liv, og flere gange har han været døden nær. Den trykkende føles af undergang, som hænger over ham, har han formået at presse ned i spil form, og derfor er Hyper Light Drifter et af de mest personlige spil, man kan opleve. Alene for det, fortjener det ros.

Når man første gang starter spillet op, er man lige ved at tro, at man har taget fejl af sin PS3 og sin gamle Nintendo eller Sega. Spillet er som taget ud af en anden æra, men så alligevel ikke. Bit-grafikken er en hel del mere detaljeret i sin helhed, end den nogensinde var for tyve år siden, men hvor den virkelig skiller sig ud er i sit art-design. Universet kan bedst beskrives som techno-fantasy. Det er svært at pege på noget at sammenligne det med, men alligevel føles det hele genkendeligt. Der er elementer af science-fiction blandet med klassiske eventyrspil som Zelda. Generelt er det visuelle udtryk imponerende, i sin måde at beskrive universet på, på trods af den simple stil. De små detaljer tænder hurtigt nysgerrigheden i en: Befinder vi os i en fysisk verden, eller er man i en form for digitalt univers? I visse områder falder regnen eksempelvis baglæns, og under andre omstændigheder flimre skærmen, eller små glitch-lignende fejl dukker op rundt omkring. Alt sammen øger det den mystiske og mytiske fornemmelse som bobler lige under overfladen. Denne mystik går ligeledes igen i historien.

Man starter ud med en udefineret karakter med en hjelm og en rød kappe. Han(?) må være syg. I hvert fald hoster han blod op med jævne mellemrum. Baggrundshistorien får vi serveret i en introsekvens, men ingen taler - der er ingen tekst - og den er svær at hitte rede i. Men det lader til at være meningen. I det hele taget er det eneste tekst, man møder igennem hele spillet, enkelte instruktion som: "tryk på den knap for at slå". Spillet insisterer på ikke at overfortælle noget, men lade miljøet gøre det meste arbejde - i hvert fald i starten. Introsekvensen giver dog et hint om, at noget slemt er sket i denne verden, og intuitivt må man forstå det, som kun spilleren kan rede den.

Landskabet og hele det univers man bevæger sig rundt i, har et hint af noget post-apokalyptisk. Der bor stadig mennesker, og andre væsener, rundt omkring, men ellers føles stedet forladt. Store robotter står døde hen flere steder, og planter har med årene slynget sig rundt om dem. De templer eller dungeons man undersøger, er fyldt med mystisk teknologi, som enten er blevet efterladt, eller også er det fra fordums tid, og ingen ved længere, hvordan den skal benyttes. Miljøerne er til tider dystre, nogle gange helt uhyggelige, men alligevel er de prydet med strålende neonfarver.

Stemningen bliver yderligere fremtræden ved hjælp af lyddesignet, og musikken er minimum 50% af den atmosfæriske oplevelse. Reallyden er meget begrænset, hvilket giver en trykkende og klaustrofobisk fornemmelse, de fleste steder man bevæger sig. Det giver kuldegysninger at gå ned ad en trappe, og ned i lyden af en dyb synth-tone og en tung, knitrende bastromme, der skiftevis runger og dør i lydbilledet, imens det langsomt går op for en, at den slet ikke er en del af musikken - eller er den?

Musikken kan beskrives ligesom universet: techno-fantasy. Det bløde og det hårde, det teknologiske og analoge er blandet sammen i en skøn forvitring af musiske toner, som vækker minder om 80'er film som Blade Runner mixet sammen med klassiske klavermelodier. Musikken er, næsten hele vejen igennem, helt i top, selvom den dog falder til ubetydelighed enkelte steder.

Hyper Light Drifter's underspillede måde at fortælle historien er forfriskende, men til tider føler man, at man får for lidt serveret. Nu sagde jeg før, at der ingen tekst er i spillet. Det er ikke helt korrekt, men jeg vil ikke sige mere end det, da det er i fare for at være en spoiler, men der er muligheder, hvorpå man kan lære mere om universet i dets dybde. Jeg var bjergtaget af universet, men fandt alligevel mig selv i at falde ind og ud af kærlighed til spillet, da det til tider er for kryptisk.

Det mystiske og kryptiske element er konsekvent igennem alle dele af spillet, helt ned til gameplay, våben og kamp - på nær de helt basale instruktioner. Til gengæld er spillet genkendeligt i sin gameplay struktur. Det er et adventurespil med en masse hack'n'slash, men strategisk hack'n'slash vel at mærke. Som standardangreb har vores mystiske ven et blåt lyssværd, som han kan hakke fjender i stykker med, men inden lægge får man også et skydevåben. Jo længere man kommer ind i spillet, desto mere avancerede og kraftfulde angreb kan man opgradere til, men i sidste ende handler spillet om dine egne evner som spiller. Man skal aflæse og tilegne sig fjendernes strategier, ellers vinder man ikke. På den måde har spillet lidt samme fremgangsmåde som Dark Souls, dog ikke i helt samme grad, men det er op til en selv at tage ved lære af sine fejl. Man kan blive stærkere ja, men det vinder man ikke i sig selv spillet på.

Det leder også til mere end en frustrerende oplevelse igennem spillet, især hvis man har sat sig i en situation med meget få medkits. Så kan selv helt almindelige modstandere blive en kæmpe udfordring. På den anden side er det en tilfredsstillende oplevelse, når man så endelig klarer sig igennem.

Alt i spillet er en gåde, fra kampene til puzzles. Der er som sagt intet som forklarer, hvad man skal gøre, udover nogle lysene symboler. Det er til gengæld også nok, og især hvis man har spillet spil som Zelda, så kan man ret hurtigt regne den grundlæggende ide ud. Fire firkanter skal lyse, og så bliver der aktiveret noget andet, eller en dør bliver åbnet, eller en boss træder frem. Der er noget hypnotisk i hele dette koncept i sammenhæng med hele atmosfæren, men der mangler alligevel noget kontekst. I hvert fald vil der være nogle som står hurtigt af, da man får meget lidt svar på sine spørgsmål, og skal regne alting ud selv. Det er dog en interessant vinkel at lægge på et spildesign.

Desværre fører denne mangle også till, at spillet ender med at blive en smule kedeligt i længden. Miljøerne er ikke så varierede, som man først antager, og variationen i selve gameplayet er til at overse. Til gengæld er den konsekvente filosofi, omkring både fortællermetode og gameplay, nok til, at spillet ender med at blive en lille perle. Det visuelle udtryk parret med lydsiden giver en unik retro-oplevelse, som er helt op til spillerens egen fortolkning at finde hoved og hale.