Pokémon Go

Dette kommer til at blive en noget anderledes anmeldelse fra mig, og det skyldes slet og ret at dette spil er ikke ligner de spil jer normalt anmelder for Gamereactor. De rene og chokerende fakta om hvordan dette sensationelt populære mobilspil fungerer har du for længst læst op på, så vælger at droppe ind lige her. Jeg vil hellere fortælle dig om min oplevelse med spillet, og det hysteri som foregår rundt omkring i verden i disse tider. Jeg begynder i 90'erne.

Jeg har spillet spil så længe jeg kan huske. Det hele startede med Super Mario Bros på NES, og derfra udviklede det sig til et lille udvalg af andre NES-titler, og videre til PlayStation-spil som Final Fantasy VII og Dino Crisis. Dette er da meget godt, og jeg har mange gode minder fra disse spil. FF VII er til og med mit yndlingsspil igennem tiderne, men ingen spil kan udfordre den kærlighed jeg har til Pokémon.

Ingen af Pokémon-spillene står på min top 10 liste, men jeg har alligevel en stor respekt og forkærlighed for serien. som barn af de glade 90'ere faldt jeg og min bror ret meget indenfor målgruppen for Nintendo og The Pokémon Company. Mors penge byttede alt for ofte hænder med butikker for at min bror og jeg kunne opleve glæden af en ny kortpakke, nye figurer eller et nyt spil. Hver morgen så vi Pokémon i fjernsynet, og jeg husker at jeg græd de gange hvor jeg var gået glip af det. Jeg var hægtet på, og det skulle senere vise sig at jeg stadig er hægtet på i dag, om ikke andet på en voksen måde. I hvert fald frem til Pokémon Go udkom.

I løbet af de sidste to uger har jeg nemlig gået, krybet på alle fire og kørt rundt i hele byen for at fange dem alle. Jeg har fisket spillet frem så ofte jeg har kunnet. På vej til job, på job, på vej fra job, hjemme i sofaen, på sporadiske gåture som jeg ellers aldrig ville have taget for en måned siden. Jeg har endda taget planlagte ture til bestemte destinationer, bare i håb om at der findes Pokémon der som jeg ikke har set før. Faktisk, når du læser denne anmeldelse, er jeg på vej ud sammen med en række venner for at lede efter Dragonite og Gyrados. Så vidt er det gået.

Som du kan forstå er jeg blevet godt og grundig bidt af Pokémon-sygen, akkurat som jeg blev for alle de år siden. Jeg er faldet pladask for disse skabninger endnu en gang, og nu føles de mere levende end nogensinde før. Jeg har lært min egen barndom at kende på ny, og det giver mig præcis samme glæde som da jeg var lille, og fik det Pokémon-kort jeg havde søgt efter så længe. Jeg er forelsket i Pokémon Go.

Det mærkværdige er do, at jeg er gået hen og er blevet forelsket i et spil, der egentlig ikke er særlig godt. Ja, du læste rigtigt. Pokémon Go er egentlig, på mange måder, et virkelig dårligt spil. I hvert fald i skrivende stund. Det har tydelige tekniske problemer. Serverne er nede eller ustabile tiere end de er fuldt funktionelle. Det er repetitivt og føles relativt uinspireret. Det har alt for lidt indhold, og det indhold som faktisk er på plads, føles ikke af nok. Du skal fange Pokémon, slås om kontrollen af diverse styrkecentre og standse ved Pokéstops for at få ressourcer som PokéBalls og andet udstyr. Og det er det. Der er ingen interaktion med andre spillere i form chat, og der er ingen tilfældige kampe med computerstyrede spillere, og selve kampene har et kedeligt kampsystem, der kun er baseret på styrken af din Pokémon og hvor hurtigt du kan trykke. Man gør det samme om og om igen. Fang en Pokémon, hav en kedelig kamp, saml nye PokéBalls op, og gentag så.

Hvorfor kan jeg så så godt lide spillet? Hvordan kan de blive en gigantisk populærkulturel force på tværs af hele kloden? Efter alt hvad jeg har brokket mig over i ovenstånde paragraf, burde det jo egentlig blive slagtet.

Men, det er ikke blevet slagtet. Ikke i dag. Dette spil er blevet så stort i løbet af få uger, at praktisk talt ALLE spiller det, og denne gang overdriver vi ikke spor. Pokémon Go er på alles læber, og det er langt fra bare spilentusiaster som har kastet sig over trenden. Overalt du går skal folk bare fange Pokémon, og hvor sejt er det ikke lige?!

Når jeg går ned af gaden lader det kun til at være én person ud af 100 der ikke spiller Pokémon Go, og så ved jeg da hvem jeg ikke skal snakke med. "Hvordan har fangsten været?", "Der er en Starmie ude på Islands Brygge". Det har aldrig været så hyggeligt at falde i snak med folk på gaden. Folk er ude, folk snakker sammen, folk har det sjovt sammen og lærer hinanden at kende. Og det er endda på grund af et spil der har så mange svagheder, at en Lada fremstår som en Lamborghini til sammenligning. Hvis ikke dette er utroligt, så ved jeg ikke hvad er. På en typisk lørdag aften er nogle gader nu fyldt med folk, som garanteret ikke var der sidste lørdag. Nu støder du på en frisk Pokémon-træner rundt om hvert et hjørne. Dette er ikke bare tilfældet i København, Odense eller sågar Kalundborg, men hele verden. Pokémon-entusiaster, unge som gamle, indtager gaderne.

Jeg kan derfor ikke gøre andet end at se forbi spillets fejl og mangler, og i stedet fokuserer på styrkerne. Det sociale aspekt ved spillet er fantastisk. Jeg bliver bedre bekendt med folk takket være et spil, og det er endda uden chat over internettet. Det er ansigt til ansigt. Jeg får lov til at leve min drøm ud om at være Pokémon-træner. Hvorfor skal jeg derfor bekymre mig om at kampsystemet har mangler, eller at der ikke er indbygget chat i spillet? Hvorfor er det et problem er serverne er nede fra tid til anden? Jeg kan trods alt sidde på en bænk sammen med andre og vente til de er tilgængelige igen, og have en interessant samtale imens.

De negative sider af spillet trækker selvfølgelig ned. Dette er trods alt ikke et mesterværk, selvom om en del af mig har lyst til at give spillet 10/10. Denne impuls kan jeg dog godt holde stangen, men spillet skal have en klækkelig anbefaling med på vejen alligevel. Det er ikke uden grund at hele verden har kastet sig over spillet. Det Pokémon Go gør rigtigt, gør det så rigtigt at mange af fejlene blegner lidt ved siden af. Desuden lover udviklerne at rydde op i de tekniske problemer, og er da allerede gået i gang med det. Men nu må I have mig undskyldt, for jeg skal ud og fange Pokémon. Måske ses vi derude?