Mighty No. 9

Jeg kan til tider have et ambivalent forhold til Kickstarter. På den ene side har vi fået spil som Divinity: Original Sin og Broken Age, mens vi stadig kan se frem til et utal af titler som Bloodstained: Ritual of the Night, Shenmue 3 og Yooka-Laylee. Alle spil der sandsynligvis aldrig havde set dagens lys, havde det ikke været for Kickstarter. Tjenesten kommer dog ikke uden sine problemer. Udviklere forsøger at sælge spil til fans, flere år før det er færdigt, og deres oprindelige salgsvideo giver nogle gange et billede af et spil, udviklerne ikke formår at lave. At sælge et spil på halvfærdige ideer kan være problematisk og selv om Mighty No. 9 er et godt spil, formår det ikke at opfylde det løfte, Comcept oprindeligt viste et billede af.

Da spillet blev annonceret, blev vi vist et spil med en tegnet grafisk stil, der indeholdte en overflod af charme og sjæl. For hver ny trailer der blev udgivet af spillet - gerne i forbindelse med spillet igen var blevet udskudt - fik grafikken langsomt et mere generisk udseende. Var spillet ikke blevet vist i sin oprindelse, er det usikkert hvad fans havde sagt til dens grafiske stil i dag, men fordi vi har set udviklingen gennem årene, sidder man tilbage med en følelse af, at man hellere ville spille det farverige Mighty No. 9 man i sin tid gav sine penge. Spillet er ikke altid grimt, men nogle baggrunde ligner noget designet til Playstation 2, hvilket kun gør det mere uacceptabelt, når frameraten igen falder på grund af en lille eksplosion, der ikke ser ud til at kræve meget af vores maskiner.

Da spillet ikke har held med grafikken, udmærker den sig heldigvis på området, hvor Mega Man altid har været berømt: gameplay. Hvor Mega Man lægger op til en omhyggelig spilstil, er Mighty No. 9 mere interesseret i fart. Spillet roser dig hvis du har været ekstra hurtig med et område - uanset om du har bekæmpet fjenderne eller løbet forbi dem - og kampstilen hos hovedrobotten Beck lægger også op til at skyde gennem banerne. Udstyret med en pistol du affyrer på firkant, vil fjenderne først blive sårbare og - hvis du bliver ved med at skyde på dem - derefter gå i stykker. Beck har dog muligheden for at indtage fjendernes kræfter, så hvis en fjende er blevet sårbar, skal du lave et Dash ind i ham for at ødelægge ham og få en midlertidig styrke, såsom stærkere skud, et skjold eller mere liv. Det giver en fart, der ikke når at blive kedeligt, inden rulleteksterne løber over skærmen, og spillere der sætter pris på at sætte den bedste tid, vil især finde meget at vende tilbage til.

I sand Mega Man stil kan du selv beslutte hvilken af de mægtige 9 bosskampe, du ønsker at bekæmpe først. Når du besejrer en boss indtager du hans kræft, hvilket hurtigt bliver nyttigt, da alle 9 har en svaghed mod én af de andre. At blive besejret af en boss, for efterfølgende at vende tilbage, denne gang udstyret med bossens svaghed og bruge den til at besejre ham er altid tilfredsstillende. Ligesom det altid er tilfredsstillende at eksperimentere med sine nye kræfter og finde hidtil usete svagheder hos fjenderne. At skifte mellem diverse kræfter er ikke så intuitivt som jeg havde håbet, men det er heldigvis er stort skridt i den rigtige retning i forhold til de gamle Mega Man spil. Som Beck skal du blive ved med at trykke L1 eller L2 indtil du har valgt den rigtige kræft, og derefter trykke trekant for at forvandle dig om. Det er muligt at indstille 3 forskellige dragter til 3 forskellige taster, så jeg fik hurtigt Cannon - kan skyde en missil afsted - på rund mens Aviator - gør det muligt at hoppe højere - var på R3 og den sværdkæmpende Brandish på L3. At skifte kræfter hurtigt i en hektisk bosskamp kan være problematisk og jeg havde gerne set et mere instinktivt system, så man flydende kunne hoppe mellem kræfterne mens man kæmpede.

Når du har erhvervet dig samtlige kræfter spillet har at byde på, bliver du udfordret i en bane, der tvinger dig til at bruge størstedelen af dem for at gennemføre den. Det er en genial lille platformbane, der får dig til at stoppe op og tænke dig om, for at finde løsningen til komme videre. Kræfter jeg ikke tidligere havde følt mig nødsaget til at bruge, blev lige pludselig essentielle. Spillet skinner også når du i en enkelt bane spiller som Becks sidekick, Call. Hun er ikke lige så kraftfuld som Beck, hvilket opfordrer dig til at snige dig frem og undgå fjender frem for at bekæmpe dem. Fornuftigt nok tildeler de ikke Call mere tid end højst nødvendigt, så hun når aldrig at blive en kedelig tilføjelse, før man er tilbage som den kraftfulde Beck. Et rosende ord skal også gå til bossen Countershade, hvor Comcept igen tænker ud af boksen og leverer en bosskamp der adskiller sig fra de forrige. Kreativiteten blomstrer ofte frem i gennemspilningen af kampagnen og det er her Mega Man gør sig fortjent til at blive taget ind på de nye konsoller.

Spillet tilbyder også en Challenge Mode, der kan spilles både alene og sammen med en ven online. Spiller I co-op, vil den ene styre Beck, mens den anden vil styre Call, der her fungerer som en hjælpende hånd. Dør hun i kampens hede, kan hun vækkes til live igen, mens Becks død betyder restart. Afslutningsvis er der også Online Race Battle, hvor du konkurrerer mod en anden spiller om at samle flest Score Targets op. Spilleren med den højeste score vinder. Hvis Challange Mode eller Online Race Battle ikke virker som noget for dig - det formåede ikke at holde min opmærksomhed længe - har du muligheden for at genspille kampagnen på højere sværhedsgrad efter den er gennemført. Ellers er der ikke meget at vende tilbage til og jeg følte efter syv solide timer, at jeg havde set alt hvad spillet havde at tilbyde.

Har du spillet Mega Man tidligere ved du allerede at historien aldrig har været seriens store trækplaster. Heller ikke Mighty No. 9 gider spilde meget tid, før den sender dig ind i kampens hede. Grafikken er skuffende, men fjenderne er varierede og bosskampene hektiske. I Mighty No. 9 kommer du for gameplayet og du bliver for gameplayet. Gamle fans af Mega Man vil finde meget at elske i denne udgivelse, mens nye spillere vil skulle bruge mere for at blive overbevist. Kickstarter har været brugbart til at genoplive gamle franchises der for længe har ligget begravet, og selv om Mighty No. 9 ikke ligner den version vi oprindeligt blev vist, er der stadig nok at glæde sig over, hvis man har savnet en ny Mega Man titel.