Fire Emblem Fates

Som spilanmelder har jeg før oplevet at sidde klar til at skrive en anmeldelse, men af en eller anden årsag kan jeg ikke komme i gang. Det er ikke fordi, jeg ikke kan koncentrere mig. Det er ikke fordi, jeg ikke ved, hvad jeg vil skrive. Nej. Det er som om at ordene gemmer sig for mig. Som om at jeg ved præcis, hvad jeg vil fortælle dig, men jeg ved ikke hvordan.

Måske er det fordi, jeg stadig er mærket af Fire Emblem Fates. At oplevelsen endnu ikke helt er blevet fordøjet i mit hoved. Måske er det fordi, jeg stadig ikke helt har forstået og accepteret, alt der skete undervejs. Eller måske er det bare fordi, jeg hellere ville spille endnu mere!

Det er nok en god blanding af alle disse ting. Fire Emblem Fates giver dig nemlig ikke bare en fabelagtig fortælling fyldt med svigt, tragedie, kærlighed og krig. Den giver dig også nogle stærke strategiske oplevelser og nogle spændende karakterer. Men det, der stadig hænger i mig, er valget, som jeg præsenteres for efter de første seks kapitler af spillet.

Før jeg fortæller dig om dette valg, og for at du kan forstå tyngden af det, må jeg hellere sætte dig lidt ind i den historie, du møder i spillet.

Du spiller som Corrin - eller et andet navn, du selv vælger - som enten prins eller prinsesse. Du er vokset op i det mørke kongerige Nohr, hvor sollys og farver er sjældne, og menneskerne er barske. Med slottets vægge som barrierer er de eneste mennesker, du kender og er vokset op med, dine søskende. Men udenfor slottets mure raser en voldsom krig mellem dit kongerige og det langt lysere og varmere kongerige Hoshida. Og lige som du får lov af din far, kongen, til at forlade slottets trygge rammer, hvirvles du ind i denne krig. Du bliver kidnappet af krigerne fra Hoshida, og her lærer du snart en grum sandhed at kende.

Det viser sig, at du ikke er en Nohr-prins(esse) af blod, men at du derimod relateret til den royale familie i Hoshida. Som barn blev du kidnappet og bragt til det kolde Nohr, hvor du voksede op blandt mennesker, du troede var din familie, og som du nu elsker som en. Men din rigtige familie står du først overfor nu. Det er her du præsenteres for dit livs sværeste valg. Hvilken side vil du kæmpe for? Din familie, som du er relateret til af blod men ikke husker, eller dem som du elsker og altid har kaldt for familie? Det lyse kongerige Hoshida, der kæmper for fred, eller det magthungrende kongerige Nohr, der stjal dig som barn?

Efter du har truffet dit valg, deler spillet sig i to betalte dele - Birthright og Conquest. Og det klinger måske dårligt i manges ører, efter erfaringerne fra mange andre todelte spil, der trods opdelingen måske ikke formår at byde på helt så forskellige oplevelser (host, Pokémon, host). Men I kan ånde lettet op og lægge de spydige kommentarer fra jer igen, fordi det er langt fra tilfældet her. Birthright og Conquest er to forgreninger på spillet. Det er to forskellige historier med hver deres perspektiv, der bliver fortalt, og fjender som dør for enden af dit sværd i den ene udgave, er dine bedste venner i den anden udgave.

Det er dog ikke kun historierne, der adskiller de to spil-dele. Din hær vil for eksempel bære præg af, hvilken side du har valgt. Med Hoshidos styrker vil du ved din side især finde asiatisk-inspirerede krigere såsom ninjaer, kitsunes, samuraier og lignende, mens Nohrs styrker er mere inspireret af riddere, der med store sværd galloperer hovedkulds ind i krigen. Disse to forskellige sammensætninger af hærene betyder også, at man kan vælge at spille kampene helt forskelligt.

Så selvom der ganske vist er enkelte overlap, hvor du vil besøge og kæmpe i nogle af de samme områder, føles det langt fra ens. Med Hoshido-hæren går man mere stille og snigende til værks, mens med Nohr kan man buldre lidt mere afsted. Og derudover er der også forskellige succeskriterier for hver side.

Endvidere byder de to dele også på hver deres sværhedsgrad. Birthright er den lettere del. Her har du mulighed for at level dine karakterer op gennem sidemissioner og derved gøre dig klar til kamp, mens Conquest er den sværere og mere mørke rute, hvor du altså ikke kan styrke dine karakterer på samme måde, og derfor møder en mere strategisk tilgang i kampene.

Og nu siger jeg MERE strategisk, fordi spillet allerede er så dejligt taktisk i forvejen. Kampene er utroligt godt skruet sammen. Ved din side finder du en lang række krigere, som alle har deres egne specialer og særlige evner. Mens ninjaer sniger sig frem, har du også tropper, der ridder på store fugle og kan rejse langt på blot ét træk og andre, der foretrækker at gå lige på og hårdt. Denne forskellighed er noget af det, der gør det sjovt at styre de omkring 20 krigere enkeltvis. Endvidere skal man også holde øje med, hvilket våben man sender tropperne afsted med, da det kan dét, der bliver forskellen på liv eller død. Hver karakter kan bære på flere våben, og du kan altså for eksempel både sende en ninja afsted med kastestjerner, dolke eller lignende, og alt efter hvem din fjende er, gør den ene mere skade end den anden.

Udover våbnene har hver karakter også en række særlige evner. Men selvom du kan sende dine tropper ud i en kamp, kan du ikke vælge, hvornår de skal bruge disse evner. Det kan godt være frustrerende, når en af disse særlige evne ville kunne gøre det af med den svære boss foran dig, men karakteren så vælger ikke at bruge den. Men i sidste ende tilføjer det bare sådan et herligt element af tilfældighed. Jeg fandt mig selv jublende over at evnerne reddede mig langt oftere, end jeg blev frustreret over, at de ikke blev brugt.

Men vi er ikke færdige med at snakke om kampene og de strategiske overvejelser endnu. Der er nemlig mere. Du kan også sætte to krigere sammen, så de udgør en stærkere duo. Mens det betyder, at du angriber mere koncentreret end spredt, så beskytter og støtter krigerne også hinanden mere, når de kæmper side om side. Og udover disse meget direkte fordele, så har parringen altså også nogle indirekte goder.

Efter hvert slag vender du nemlig tilbage til din base, - som jeg forklarer nærmere om senere - og her finder du alle dine kompagnoner. Har du opnået en vis kemi på slagmarken eller ved at invitere dem indenfor i din egen bolig, så kan I opgradere jeres forhold, og derved blive til en ustoppelig duo. Bliver dit forhold til en kompagnon stærkt nok, kan du også vælge at indlede en romance med denne person og endda blive gift og få børn. Det er ikke bare en overfladisk tilføjelse. Nej, børnene kan faktisk gå hen og blive en strategisk fordel på slagmarken også. Og nej, det er ikke et spædbarn. du tager med dig i krig. Historien byder nemlig på dette utroligt belejlige smuthul, hvor børnene sendes til et parallelunivers, og her vokser de altså op meget hurtigt og er derfor lige pludselig klar til krig. Men ikke desto mindre får du nu en værdifuld kriger med i slagene. Disse forhold byder på en masse gode baggrundsfortællinger, som låses op, eftersom flere og flere krigere på kryds og tværs opbygger stærkere bånd.

Men som jeg nævnte lige før, så er der mange forskellige kriger-typer på slagmarken. Og selvom denne mangfoldighed gør det meget, meget sjovere at styre slagets gang i krigen, så bliver det også på grund af de mange typer uhyrligt svært at holde styr på dem. Spillet tager ikke stor højde for nybegyndere, når man laver sin karakter. Der er nemlig ingen beskrivelse af de enkelte klasser. Intet hint til hvorvidt typen bruger sværd, kasteknive, bue og pil eller endda kløer. Så det er lidt et skud i blinde, hvis man ikke allerede ved, hvad det vil sige at være outlaw, oni savage, troubadour eller en af de mange andre klasser.

Endvidere er det umådeligt svært at opgradere sine krigere. Hver gang en karakter stiger i level, får de automatisk tildelt bedre stats, men når de rammer level 10, bliver det muligt at opgradere deres klasser. For at gøre dette skal du bruge en såkaldt Seal, og de gror altså ikke just på træerne. Der er mange forskellige Seals, der alle har forskellige betydninger for udviklingen af karakteren, men den mest hyppige er en Master Seal. Hvis du giver denne til en karakter, får du muligheden for at opgradere deres klasse til en stærkere version samt at vælge, i hvilken retning karakteren skal udvikle sig. Om personen skal styrke sit speciale i healing eller at gøre skade og lignende. Men informationen om disse seals og om opgradering af karakterer er ligeså sparsom som Seals'ne selv, hvilket betyder, at det er meget svært at vide, præcis hvornår det er godt at udvikle karakteren, hvilket speciale der er bedst til karakteren og lignende. Og fordi der er så få Seals, er der ikke plads til at gætte forkert.

Denne kompleksitet, synes jeg også, at selve opgraderingen af våben og vedligeholdelse af truppen bærer præg af. Bare med fem-seks kompagnonger i for eksempel Dragon Age, kan jeg begynde at kede mig, når der gang på gang skal fordeles våben og armor, men i Fire Emblem Fates er det altså over 20 personer vi har med at gøre. Og så bliver det bare endnu mere indviklet, når man måske ikke har den helt nødvendige forståelse af klasserne, og af hvad deres styrker er hver især. Så langt hen af vejen tog jeg altså den lette udvej og valgte at bruge "Optimize"-knappen, der automatisk giver en karakter de bedste våben, du har til rådighed til netop den pågældende klasse, og derved stole blindt på spillets egen dømmekraft fremfor min egen.

En anden ting, jeg også gerne lige vil vende tilbage til, er slottet, som jeg nævnte tidligere. Du bliver i begyndelsen af spillet nemlig teleporteret over i en fjern verden, hvor du får lov at oprette din base. Det bliver til en stor fæstning, du kan tilpasse, som du selv foretrækker det. Efter enhver vellykket mission får du muligheden for at tilføje flere bygninger, såsom en arena hvor krigerne kan holde sig skarpe, eller et dampbad hvor de kan samle styrke igen. Alle disse bygninger bliver dog noget, du i sidemissionerne i Birthright, skal forsvare i en anderledes type missioner.

Én ting, der dog godt kan ærgre mig en smule, er den meget omstændige dialog. Forstå mig ret, historien er fængende, overraskende og rørende, men der er bare så meget dialog, man må igennem. Og mange gange træffer hovedpersonen et valg, jeg er dybt uenig i, eller som jeg virkelig gerne selv ville have haft lov til at træffe. Nu ligger vi jo ud med et så svært og hjerteskærende valg i begyndelsen af spillet - hvorfor ikke også give spilleren lov til at være en del af resten af spillets beslutninger? Eller bare i det mindste inddrage dem i samtalen ved at lade dem vælge, hvad der skal siges - konsekvenser eller ej. Nu skal det dog lige siges, jeg måske er blevet en smule for vant til at skulle deltage i samtalerne i et spil, og at det måske blot er denne afhængighed, der spiller ind. Men ikke desto mindre var min egen personlige oplevelse, at dialogerne blev alt for tunge.

Men Fire Emblem Fates gav mig nogle fantastiske oplevelser. Det fik mig ikke kun til at tænke over ethvert træk i hver eneste kamp til min hjerne knagede. Det hjemsøgte mig også med sit svære valg, som jeg stadig lige nu sidder og bryder mit hoved med. Undervejs i spillet tænkte jeg hele tiden på, hvad der kunne have været sket. At min karakters familie, dem hun elsker, ikke havde behøvet at stå for enden af mit sværd men i stedet ved min side. Historien er fabelagtig, karaktererne er mangfoldige, og spillet hiver dig med ud på et stort, rørende eventyr, der er hvert eneste minut værd.