Sherlock Holmes: The Devil's Daughter

Det er svært at lave et spil om politiefterforskning. At ramme et sted imellem et for åbenlyst eller for lukket spilsystem, er en kunst ikke mange er lykkedes med. Som spiller skal man føle, at man selv løser gåden, uden at blive fodret svaret, men man må heller ikke føle sig vildledt ved, at spillet bevidst forvirrer med billige tricks. The Devil's Daugter er det nyeste spil i serien om den måske mest berømte fiktive detektiv nogensinde, Sherlock Holmes, og Frogware er kommet hæderligt igennem denne problematik genre med smarte designvalg og stor variation. Faktisk er det et af de bedste detektivspil, jeg har prøvet siden LA Noire, så længe vi taler om selve den deduktive proces. Desværre efterlader den generelle produktionsværdi, en del at ønske, og man sidder tilbage med et spil, som aldrig helt for forløst sit ellers store potentiale.

Dem som spillede 'Crimes & Punishment', vil straks føler sig hjemme. Hele det grundlæggende spilsystem og design, er stort set det samme. Selv puderne på Holmes' sofa synes at ligge på præcis samme måde. Vores hovedperson fremstår dog i en hel ny inkarnation. Både Homes og Watson bliver portrætteret af nye skuespillere med en lidt anden stil. De lægger sig tættere op ad de moderne fortolkninger af karaktererne, vi har set på film og tv de seneste år. Men var du glad for, hvad 'Crimes & Punishment' havde at byde på, behøver du ikke læse meget videre, da The Devil's Daughter højst sandsynligt vil gøre dig lige så glad.

På traditionel krimifacon starter spillet ud med et lille klip af noget hektisk, som foregår 48 timer ude i fremtiden, hvorefter du bliver smidt direkte ned i Holmes' støvler. Hvis man kender intet til Sherlock Holmes-figuren - men hvem gør ikke det? - kan dette spil være lidt en koldstart, men dynamikken imellem det faste ensemble, står tydeligt igennem hele spillet, og man forstår hurtigt, hvem der hvem. Historien udspiller sig over fire ellers uafhængige sager. Alle sagerne er distinkte i deres baggrund, og godt varieret i deres motiv og karaktergalleri. De fleste er traditionelle krimisager om mord, men jeg kunne aldrig gætte på forhånd, hvor de ville føre hen. Desværre virker det lidt som om nogle sager, har fået mere fokus end andre. I hvert fald varierer de i originalitet og kompleksitet. Specielt sag nummer to står ud som den bedste rent fortællermæssigt, mens andre er mere ligefremme, og har et generelt kortere forløber. Dette ville ikke gøre så meget, hvis der blot havde været flere af dem. Hver sag er en afrundet historie, og det er en skam, at de ikke hænger mere sammen på tværs af hinanden. Dine valg af mistænkte har konsekvenser til sidst, men det er i en meget lille grad, og man føler aldrig, at man rigtig for svar på, hvor man gik galt.

Ved siden af de fire sager løber historien, som skal binde hele spillet sammen: Holmes' datter er kommet hjem fra den skole, som han sendte hende væk til, og Holmes skal forsøge at balancere arbejde og familie. En smuk ung kvinde er også flyttet ind ved siden af, og hun tager interesse i både Homes og datteren. Historien starter fint og diskret ud, ved at stå meget i baggrunden i forhold til ens foreliggende sag, hvor detaljer om Holmes' og datterens forhold efterhånden dukker op, og mystikken spreder sig omkring naboen. Desværre skal historien afvikles for hurtigt til sidst. Der burde have været flere kapitler at strække den udover.

Forholdet imellem Holmes' og datteren får aldrig tårerne frem i øjenkrogen. De deler for få øjeblikke sammen, og deres konflikter er for trivielle. Men mest af alt skyldes det, at fra første gang man møder datteren Katelyn, er hun ganske enkelt virkelig irriterende. Hendes stemmeskuespil er en skærebrænder i ørene, og hun lyder som en klynkende forkælet møgunge, fremfor den livlige, men forsømte pige, de gerne vil vise hende som. Desuden er hun decideret foruroligende at se på. Hun ligner en ond androide, som nogle dumme rumvæsener har forsøgt at klæde ud som en sød lillepige, for at spionere på menneskeheden. Heldigvis er resten af persongalleriet godt, og man møder et par sjove karakterfyldte skikkelser igennem historien. Dialogen og stemmeskuespillet sidder måske ikke altid i skabet, men alt i alt er det godt nok til, at man tror på det. Sagernes baggrundshistorier varierer godt imellem temaer om rig og fattig, som man udforsker dem i Londons gader, og der er øjeblikke, som snuser lidt til Dickens sokkeholdere. Temaerne bevæger sig også overmod det okkulte, hvor Holmes forsøger at fastholde rationaliteten. Helhedsoplevelsen er dog i fare for at blive opløst, da det ikke er altid, tingene bliver fuldt til dørs. Fortællermæssigt står The Devils Daugter stærkest i Holmes møde med Londons forskellige sociale klasser, og knap så stærkt i hovedhistorien. Den bærer præg af, at udviklerne har måtte balancere, imellem hvad de ville fortælle, og hvad de havde, af produktionsmidler at gøre det med.

Denne problematik går igen igennem hele spillet, men specielt i det visuelle udtryk og design. Spillet vil gerne være større end det er - end det har råd til at være. Det er ærgerligt, for grundstenene er ellers lagt på plads. Nej, stemmesynkroniseringen og ansigtsanimationerne er ikke LA Noire, men det accepterer man gerne, da ambitionerne er på plads og indholdet bakker det op. Spillets figurer og områder er designet med detalje for øje, og fanger troværdigt tiden de befinder sig i. Lyset og farveskemaet danner en smuk efterårsstemning, og man hygger sig rent faktisk med at gå rundt. Desværre falder frameraten ved de mere krævende lyssætninger, og man oplever screen tearing i ny og næ. Spillet er ret flosset i kanten, og Frogwares har haft svært ved at følge deres ambitioner til dørs. Til gengæld kan man virkelig mærke deres ambitioner og visioner. De vil gerne have, at det fremstår som en AAA-titel, hvor man i stedet skulle have fokuseret på at forfine de aspekter som virker godt. Gaderne i London har en umiddelbar atmosfære, og man er fri til at gå rundt i de områder, man har adgang til. Men der er ikke noget at finde i gaderne. Der ingen samleobjekter og ikke nogen at snakke med. Du kan deltage i armlægning, dart eller skydetræning, men de fører ikke noget med sig, de har ingen pointe. Man kan dog købe den daglige avis, som fortæller hvad der er sket rundt omkring i byen, hvilket skaber en god baggrund i spillet. Der skulle have været meget mere af den slags.

The Devil's Daugter's stærkeste side, er når man for alvor begynder at lege detektiv. Hver sag møder spilleren med nye gåder og puzzle. Det er meget sjældent, at man støder på den samme puzzle mere en et par gange, og det er med til at skabe en følelse af, at hver situation er unik, og kræver nye løsninger. Grundlæggende skal man finde spor, både fysiske og ved at afhører folk. Man skal sammenligne dokumenter, lave videnskabelige test, og fange folk i deres løgne. Spillet hjælper dig godt på vej til at finde sporene, men hvad man vil konkludere ud fra dem, er i ens egne hænder. På et kort over hjerne-synapser kombinerer man de spor, man har fundet, hvilket fører til en konklusion om den skyldige. Der er gerne tre-fire mulige kombinationer, og alle virker de logiske og rigtige. Derfor er man nød til at tænke selv, ud fra hvad man ved. Det er svært at træffe sit valg, og man føler sig aldrig sikker. Her kommer det før omtalte balanceproblem ind i spillet: selvom det er godt, at sagerne ikke er åbenlyse, følte jeg at alle løsninger var velbegrundet og, at det var småting, som fik mig til at træffe den endelige beslutning. Hvis alle muligheder synes lige sandsynlige, har spillet ikke løst det problem, jeg omtalte i starten, da det blot forvirrer os, ved at sløre det rigtige valg, da ingen virker specielt rigtige eller forkerte. Jeg synes dog, at The Devil's Daugter giver en autentisk fornemmelse af problemløsning, og det er et af de bedste systemer, jeg har prøvet af slagsen, på trods af spillets rå kanter Men det er også her, Frogwares har lavet et af de mere ærgerlige designvalg. Man har nemlig mulighed for at genspille slutningen, inden man gemmer sit valg. Man kan altså forsøge at anklage alle de mistænkte, og tage deres reaktion med i ens endelige overvejelse. Det havde været mere spændende, hvis man var tvunget til at tro på sin konklusion Det rigtige svar bliver dog ikke afsløret. Mest ærgerligt er det, at ens valg ikke har nogle store konsekvenser i spillet på længere sigt, men mest af alt er reduceret til forskellige dialogvariationer i slutningen.

Spillet er selvsikkert i sit gameplay valg, og lader sig næsten aldrig friste til at forfalde til meningsløse action sekvenser. Der er en del udvidede quicktime events, men de kedede mig aldrig, og blandede lidt af Guy Ritchies Sherlock Holmes ind i spillet. Gameplayet er spækket med mini-games i alle afskygninger. Blandt de sjoveste er når Holmes bruger sin 'Imagination skill'. Her skal man ud fra en situations tilstand, forsøge at finde frem til, hvad der skete i fortiden, eller hvad der vil ske i fremtiden. Der er også mini-games og puzzles, hvor Holmes får brug for sin hund eller sin gadedrenge-ven Wiggins. Variationen er god, men det er mærkeligt, at man kun støder på mange af dem en gang, og mulighederne for at løse problemer, kunne godt være mere åbne.

En gennemgående spilmekanik er karakterportrættet. Hver gang Holmes møder en ny person, danner han sig et indtryk af, hvem de er. Det foregår ved, at han kigger op og ned af folk, og konkludere visse ting ud fra fysiske træk og beklædningsgenstande. Dette kan man bruge i sine overvejelser senere i en sag, eller man kan bruge det til at tage folk i en løgn. Desværre er det alt fornemt at lave disse portrætter, og jeg valgte kun forkert en eller to gange - på den højeste sværhedsgrad. Desuden er der ingen synderlige konsekvenser for et forkert valg.

Mange af spillets små puzzles og opgaver kan blive frustrerende, hvis man ikke kan finde løsningen. Det har udviklerne regnet ud, og derfor kan man springe dem over efter et forfejlet forsøg eller to. Det er bare ikke en god ting. Halvdelen af spillet er i fare for at føles ligegyldigt, da man blot kan droppe sekvenserne uden konsekvens. Eksempelvis - uden at afsløre for meget - besøger man på et tidspunkt et tempel. Som en anden Indiana Jones kæmper man sig igennem fælder; fire-fem af slagsen, men man kan springe dem alle over, hvilket gør denne ellers omfattende del fuldstændig ligegyldig. Dette gælder uanset hvilken sværhedsgrad man vælger.

Sherlock Holmes: The Devil's Daughter er et spil, som kunne have brugt lidt mere polering og lidt flere penge til produktionen. Man kan se, tandhjulene køre inden bagved, og de steder hvor udviklerne måtte skære nogle hjørner af, men spillet gør rigtig mange ting rigtigt. Når spillet lykkes, føler man sig som Englands bedste detektiv. De enkelte sager har en god baggrundshistorie, og de fører en vidt omkring, og udfordre ens deduktive evner. Desværre kan den overordnede historie ikke leve op til det den gerne vil, og den virker ikke fuldendt. De beslutninger man træffer, har ikke store nok konsekvenser, og sagerne bliver aldrig helt forløst. På trods af alt det negative, er dette dog det sjoveste detektivspil, jeg har prøvet siden LA Noire. På nogle punkter er det endda bedre, men lider under en produktion, der mangler en smule Rockstar-budget. Jeg vil anbefale alle, der savner et detektivspil at prøve dette. Det er hæderligt forsøg, som havde masser af potentiale, der desværre ikke bliver helt forløst.