Total War: Warhammer

De seneste par år har Games Workshop ladet flere af deres klassiske spil blive adopteret ind i den digitale spilverden. Nogle gode, nogle knap så gode. Blood Bowl 2 fungerede noget nær perfekt, imens et spil som Space Hulk var en flad fornemmelse. Som regel foretrækker jeg, at brætspil forbliver på bordet, men på den anden side er mange af GW titler efterhånden umulige at få fingre i, så i det hele taget er muligheden for at spille dem, i et let tilgængeligt format, en god ting. Med introduktionen af "The End Times" og "Age of Sigmar" til Warhammer historien, ser det ud til at Warhammer Fantasy Battle, som vi kender det, vil gå samme vej som mange af de andre spil, og forsvinde helt fra det analoge marked. Heldigvis har Creative Assembly sat det næste Total War spil i Warhammer universet, og hvis tiden rent faktisk er inde til et farvel til Fantasy Battle og "The Old World", er Total War: Warhammer noget af en salut. Og man kan håbe, det får GW til at indse deres fejl, ved at forlade den.

Hvis der er to koncepter, som på papiret synes at være en perfekt parring, må det være Total War og Warhammer. Der er ikke mange andre strategispil, som kan håndtere kampe på samme skala som Total War serien, og hvis Warhammer kampene på nogle måde skal fungere i et computerspil, skal de være så store og episke som overhovedet muligt. Ellers ville det være bedre at lade dem blive i fantasien. Heldigvis kan jeg allerede nu afsløre, at det er lykkedes til fulde. Næsten hvert et slag i spillet føles vigtigt: Hver en sejer er et vendepunkt, og hvert et nederlag er blodigt og ødelæggende. Ikke bare de store slag er sjove, men når man lykkedes med at forsvare en lille havneby, mod en kæmpe hær af hærgende barbarer, som er sejlet ind fra Norsca, kan man ikke lade være med at kaste armene i vejret. Ligeledes ryster man af frygt ved synet af hundredevis af zombier og skelletter ledet af en vampyr greve, som de vakler over slagmarken. Desværre lider spillet i længden under for lidt variation, da der på nuværende tidspunkt er for få racer, men heldigvis skal man en del timer ind i spillet, før dette bliver et problem.

Hvis et spil som dette skal lykkes, skal det lykkes på den visuelle front. Jeg foretrækker at lade brætspil være brætspil, da jeg sjældent føler, at computerspil kan fange og præsentere hvad der foregår i min fantasi i det visuelle format. Derfor var jeg en smule nervøs, da jeg startede spillet. Mine bange anelser blev dog hurtigt gjort til skamme: TWW er flot! Mængden af detaljer er overvældende, og en hver kriger ser levende og troværdig ud. Total War-spillene kræver, at man zoomer ud og holder overblik, men så snart man har muligheden, bør man zoome ind og nyde synet af alle de flotte (og grimme) skabninger, som de kaster sig rundt på slagmarken. Slagmarkerne selv spænder vidt fra frodige enge og skove i hjertet af imperiet til mørke tågede sumpe i Sylvanien. Man kan udkæmpe slag i frostbidende kulde oppe mod nord, eller jagte orker i tunneller i gamle miner, skabt af dværge i fordums tid. Hvert sekund opdager man nye detaljer på enhederne, og de har gode tekstturer. Hvis man selv engang har malet figurerne, vil man kunne genkende mange af dem, og CA har skabt dem så troværdigt som muligt. På Greenskins'ne kæmpe edderkopper sidder der gobliner og skyder pile afsted. Spillets magikere kaster besværgelser med ild og torden; et flot syn som det ramler ned i fjendens regimenter. Man kan ikke lade være med at grine, når en Orc Shaman hidkalder ork-guden Gork, som tramper på modstanderen. Pile og ildkugler flyver gennem luften, og frygtindgydende kæmper tårner sig op i horisonten. Kvaliteten af alt dette er naturligvis afhænge af ens computer. Jeg prøvede det både på en stærk computer og en ældre maskine med 3-4 år på bagen. Den gamle kørte spillet flydende, men dog kun på de laveste indstillinger, hvilket tog en stor del ud af oplevelsen. Man bør spille det på en maskine, der som minimum kan kører det på medium og gerne højere.

Det er ikke bare grafikken i sig selv, som får spillet til at se godt, men i lige så høj grad animationerne, og måden hvor på enhederne interagerer med hinanden. Når hærene ramler mod hinanden, er der med betydelig kraft, og når kavaleriet rider et regiment over ende, vælter soldaterne bagover. Med mange enheder i kampene, ser man dog tit soldater stå og hugge ud i luften eller sparke fjender uden effekt. Mest spektakulært er det, når de store enheder kommer på banen. Kæmper og monstre samler soldater op og bider hovederne af dem. Kæmpe ørne griber folk og smider dem igen fra luften, og styrkerne flyver til alle sider når artilleriet begynder sit bombardement. Der er masser at nyde, hvilket også gør de steder, det ikke virker mere ærgerlige. Det er tydeligt når noget ikke har den effekt, det burde have. Når en kæmpe svinger sin kølle, burde alle omkring den vælte, og det sker ikke al tid. Men alt i alt ligner det virkeligt, at kampene bliver udkæmpet af soldaterne på skærmen, og ikke af et matematisksystem som udregner skade i baggrunde et sted inde i computeren.

Det grundlæggende kampsystem er langt hen ad vejen Total War, som vi kender det. Man starte med at stille sine soldater i ønsket formationer, og starter der på slaget. Skydende enheder skal beskyttes mod nærkamp, og gerne stilles så højt som muligt. Kernen af kampene er et solidt sten, saks, papir-system, hvor nogle typer af krigere er effektive mod en bestemt fjende og svage mod en anden. Hvis man ikke forstår at udnytte dette, vil man ikke vinde. De forskellige hære synes at være godt balanceret. Eksempelvis har Vampire Counts ingen bueskytter eller lignende, men til gengæld har de mange flyvende væsener som flagermus, der kan irritere modstanderens skytter og uskadeliggøre dem, indtil resten af hæren når frem. I TWW er troppernes lyst til at kæmpe eller flygte bestemt af en enheds Leadership som effektivt fungerer som moral. Leadership er bestemt af flere ting: Først og fremmest om flankerne er sikret, og soldaterne ikke bliver angrebet i ryggen. Tilstedeværelsen af en leder - såkaldte lords eller heroes - styrker ligeledes ens soldaters Leadership, og hvis generalen først falder, kan det være svært at holde sammen på resten af hæren. Vampire Counts bruger ikke Leadership på samme måde, da de fleste enheder i hæren er undead. Til gengæld begynder de at falde fra hindanden, hvis de er for presset, og hvis først lederen dør, risikerer man, at de resterende styrker rasler sammen i bunker af knogler.

Den kunstige intelligens er noget som Total War-serien til tider har kæmpet med. Den fungerer ganske godt i denne udgave, men den giver af og til problemer. Soldater kan ikke finde ud af at bevæge sig igennem hinanden, og det er frustrerende at se sit kavaleri møve sig igennem infanteriet, i stedet for at løbe uden om. Når modstanderen styres af AI'en, gør den som regel et godt stykke arbejde. Den flankere en og angribe ens ledere osv. Men andre gange er den decideret dum. Hvis man angriber i kampagnen, har man en time til at vinde før man automatisk taber. Derfor afventer fjenden ens angreb, fremfor selv at angribe. Dette giver god mening, men det fører til, at man kan bombarderer og beskyde hæren, ind til man løber tør for ammunition uden, at de reagerer, så længe man holder sig på afstand. Det betyder, at man kan vinde en kamp mod en meget større hær, da fjenden er betydeligt brudt ned, når først tropperne støder sammen. Et andet punkt hvor AI'en stadig har problemer, er som den angribende part i en siege battle. Hvis man forvirrer tropperne med et par ryttere foran muren, kan man dræbe største delen af fjendens hær med sine skytter, inden de trænger ind i fæstningen. Det skal dog siges; AI'en gør det en del bedre end tidligere.

Hvor TWW adskiller sig mest fra tidligere spil - udover hele fantasitemaet - er med introduktion af magi. Dette var en ting, jeg var nervøs for om ville fungerer. Der er så meget at administrere i Total War i forvejen, at det kunne ende med at være totalt uoverskueligt. Heldigvis er magi holdt på et rimeligt niveau. En velplaceret spell kan gøre forskellen imellem sejr og nederlag, men det føles aldrig overpowered. Dette skyldes hovedsageligt, at mængden af spells, som kan bruges i en kamp, er dikteret af 'The Wind of Magic'. Jo stærkere den er, jo kortere tid tager det, før man kan lave flere besværgelser. I kampagnen ændre disse vinde sig med begivenheder i spillet, og angreb på det rette sted på det rette tidspunkt, kan gøre en forskel, men ikke en spil-ødelæggende forskel. De forskellige spells har en bestemt brugbarhed, og hvis man ikke udnytter dem korrekt, er de uden betydning, eller de kan ligefrem give bagslag.

Kampene er naturligvis hovedparten af spillet. Man kan lave custom battles, næsten så store som det behager, og man kan spille dem i multiplayer, men hovedattraktionen er spillets campaign mode. Her påtager du dig rollen som enten The Empire, Dwarfs, Greenskins eller Vampire Counts. Hver af dem bliver præsenteret af en flot introsekvens, som naturligvis er efterarbejdet, men ellers benytter samme motor som resten af spillet. Desværre er der ikke mange mellemsekvenser i resten af spillet. Kampagnerne er løst struktureret omkring en historie for hver race, men den bliver desværre sat meget i baggrunden. Jeg prøvede alle fire kampagner, men fokuserede på The Empire. Karl Franz er lige blevet valgt, som den nye kejser, men ikke alle er glade for dette. Intriger og oprør er begyndt, og det er op til Karl at samle imperiet igen. Samtidig truer Chaos og The Everchosen med at destruere al orden, og vampyrerne i Sylvania giver også problem. Der er altså nok at se til for den nye hersker af menneskeheden. Kampagnen er turbaseret, ligesom i tidligere Total War-spil, hvor man rykker sine lords rundt på et kort over The Old World, men i dette fantasy-univers, vækker spillet minder om Heroes of Might and Magic-serien - bare med bedre kampe. Man erobrer byer, og bygger langsomt et rige op. Samtidig skal man holde befolkningen tilfreds for at undgå oprør. Landet bliver korrumperet af Chaos og Vampyrer, som også kan skabe problemer. Heroes og Lords optjener erfaring og kan opgraderes med specielle evner. Efterhånden får man et nært forhold til disse, og de kan gøre en stor forskel på slagmarken - og er tilsvarende et stort tab, hvis de dør.

Det hele handler dog ikke om krig, men også diplomati, og hvis man vil overleve, er man nød til at have stærke alliance. Denne del af spillet er sjov, men jeg ville ønske, at der var gjort mere ud den. Man kan handle med andre fraktioner og hjælpe dem i krig, og med tiden kan man overtale dem til at blive en del af ens rige, men meget mere er der ikke i det. Med alt den intriger som forekommer i universet, burde der have været flere muligheder. Total War: Warhmmer har en stejl læringskurve, især hvis man ikke har prøvet et af de tidligere spil, men når man først begynder at mestre det, finder man næsten endeløst morskab. Det tager også tid, inden man forstår alle systemerne i kampagnen. Der er meget fnidder i menuerne, og mange gange er det svært at vide, hvad der skal bygges, hvordan man forbedrer Public Order eller fjerner korruption. Der burde være implementeret en mere dybdegående tutorial.

Historien er desværre sat for meget i baggrunden. Igennem kampagnen vil man støde på Quest Battles, som driver historien frem, men man behøver ikke engang spille dem, for at vinde kampagnen. De bliver først tilgængelige, når visse Lords er nået til et bestemt level, men på det tidspunkt er man muligvis så stærk, at de ikke er en udfordring, eller også er man noget så langt i resten af kampagnen, at baggrundshistorien ikke giver mening. Til gengæld er kampagnen struktureret på en måde, som giver mening i forhold til universet. Eksempelvis bliver man konstant angrebet af Chaos, som sejler over havet, og de historier man selv fortæller, ender med at blive de bedste. Quest Battles er ikke de kampe jeg husker bedst, men dem jeg selv skabte i løbet af spillet. Der er masser af fantastisk øjeblikke, man vil huske, og muligheden for at gemme replays, gør at man kan forevige dem. Efter en del timers spil, bliver et af de største problem i TWW tydeligt: Manglen på racer. Der er fire spilbare racer i kampagnen. Derudover er der Bretonnia (som kan spilles i custom battle) og Warriors of Chaos, men når man er nået langt i sin kampagne, er det trættende at kæmpe mod den samme type af fjender igen og igen. Der er ingen tvivl om, CA har tænkt sig at tilføje flere, men det er også tiltrængt. Derudover burde der være flere begivenheder i selve verden, for at variere det hele lidt, da spillet kan ende en meget grinding.

Total War: Warhammer fanger essensen af Warhammer Fantasy Battle, og overfører det perfekt til den digitale verden. Universet er smukt realiseret i det visuelle udtryk, og kampene er lige så store og episke, som man kunne håbe på. Spillet er centreret omkring er glimrende kampagne, som desværre kunne have været stærkere i sin historiefortælling, og manglen på centrale racer som elver, skaven og Lizardmen gør spillet fattigere. AI'en støder på problemer i ny og næ, men ellers er der ikke meget negativt at sige om spillet. Hvis der er noget som skulle kunne genvinde folks interesse i Warhammer Fantasy Battle, så burde det være Total War: Warhammer. Så er det bare ærgerligt, at Games Workshop bogstaveligt talt har destrueret det. Vi må altså for fremtiden nøjes med at besøge The Old World i dette spil. Men det er hellere ikke så ringe endda, og sikkert noget mange vil foretrække. Hvis du er til strategi, så anskaf dette spil. Hvis du er til Warhammer, så anskaf dette spil. Faktisk, hvis du er til et godt spil, så anskaf dette!