Homefront: The Revolution

Homefront: Revolution's blakkede fortid er velkendt. At skifte ejere og retning midt i udviklingen er noget, der virkelig kan sætte sit præg på et spil. Jeg var derfor utrolig spændt på, hvad der ville vente mig i det krigshærgede Amerika, og hvilke oplevelse jeg ville gå derfra med.

Spillet fortsætter i fodsporene på sin forgænger. Nordkorea har overtaget Amerika, og nu lever alle amerikanere i elendighed under deres nye nordkoreanske overherrer. Men det er ikke alle, der bare læner sig tilbage og lader tingene stå til. Som titlen nok afslører, er der en revolution under opsejling, og du er en af de nye rekrutter, der har sluttet sig til kampen. Dit navn er Ethan Brady, og du skal sammen med nogle andre mere erfarne frihedskæmpere møde hjernen bag revolutionen. Denne hjerne er en mand ved navn Walker, og han er tydeligvis lidt af en helt i de andres øjne. Men netop som du og dine med-oprører er på vej ud for at møde Walker, brydes døren til rummet ind, og det vælter ind med nordkoreanske soldater, der overfalder jer og tager jer til fange.

"We tell them nothing!" er sætningen, du vågner op til. Bundet og ilde tilredt sidder du side om side med dine nye våbenbrødre. Truslerne flyver mod jer i en lind strøm, og hvis i ikke opgiver Walkers position, er i dødsens. Først dør din ene kollega og dernæst den anden. Men lige da turen kommer til dig, bryder en ukendt mand ind ad døren og nedlægger soldaterne. Det viser sig at være Walker, der er kommet til din undsætning. Men redningsaktionen er en fiasko, og det ender i stedet for med, at Walker er den tilfangetagne, og du er den frie oprører. Det er nu op til dig og resten af frihedskæmperne at redde manden bag revolutionen, alt imens I kæmper videre og fortsat samler styrker til oprøret.

Så hvordan opbygger man helt præcist sådan en revolution? Hvad skal vores indtil videre ubetydelige Brady gøre for at få alle andres opmærksomhed og sprede oprørets budskab? Der er mange måder at gøre dette på. Du skal blandt andet sabotere nordkoreanernes teknologi, ødelægge deres kampvogne, smadre kameraer, skifte radiokanal på radioer rundt omkring i byen for at sprede budskabet samt gøre gode gerninger for de civile. Alt sammen i revolutionens navn. Det mest effektive er dog at bryde ind i nordkoreanernes baser og erobre disse. Derved overtager man hver gang en sektion, hvor revolutionen kan bygge en base.

Der findes forskellige områder i spillet, og alt afhængigt af hvor du opholder dig, skal du spille en smule forskelligt. I de åbne områder, kan du løbe mere frit rundt, teame op med andre fra revolutionen og få dem til at hjælpe dig undervejs. Og så er der de røde område. Det er her de civile bor og opholder sig, og det er ligeledes her, soldaterne er mest opmærksomme. Derfor skal du her snige dig rundt blandt folkemasserne for ikke at blive set, mens du gør dine ulovlige frihedskæmper-gerninger.

Idéen bag spillet er virkelig god, og den fungerer også på rigtig mange niveauer. De formår at formidle den underdog-følelse, der bør være, når man skal starte et oprør næsten fra bunden. Jeg følte virkelig, at jeg hele tiden havde noget at kæmpe for. Jeg følte mig som den lovløse frihedskæmper, når jeg sneg mig ind i modstandernes baser og nedlagde soldaterne i stilhed én efter én. Skridt for skridt opbyggede jeg et oprør, og jeg følte altså, at jeg gjorde en stor forskel, og at jeg havde gang i noget vigtigt.

En af måderne, hvorpå denne følelse understøttes, er ved, at jeg hele tiden kunne se miljøerne omkring mig ændres. Hvert område har sin egen måler, der kaldes Hearts and Minds, og efterhånden som denne gradvist stiger, så jeg at menneskerne omkring mig gjorde mere og mere modstand mod soldaterne. De begyndte at overfalde soldaterne, at sabotere deres elektronik og at spraymale revolutionens budskaber på væggene - nogle gange med smukke ord som "friheden er på vej", andre gange med ord jeg ikke kan gentage her. Jo større min indsats var, jo mere kunne jeg altså mærke, at folk omkring mig begyndte at støtte mig og kæmpe side om side med mig. Det gav mig blod på tanden.

Selvom jeg fik skiftet en del radiokanaler undervejs, og gentagne gange reddede civile fra soldaternes onde gerninger, så kedede jeg mig ikke undervejs. Det blev ikke ensformigt. Skulle jeg finde frem til en radio eller bryde ind i en nordkoreansk base, foregik det altid forskelligt fra sidste gang. Mange gange krævede disse missioner, at jeg tænkte mig om for at finde en vej ind. Det var sjældent så let som at vade ind af fordøren og pille ved radioen. Oftest skulle jeg undersøge området for at gennemskue, hvordan jeg dog skulle kom ind af det hul i væggen, der befandt sig mange meter over mig. Og oftest skulle jeg bruge mine våben og gadgets på nye måder, som igen krævede at jeg lige måtte tænke mig lidt om.

Derudover er der stor afveksling i missionerne. Nogle gange sneg jeg mig rundt uden våben og måtte nedlægge fjenderne i stilhed med min kniv. Andre gange skulle jeg forsvare vores kampvogne. Og i helt tredje tilfælde skulle jeg bryde ind i fjendens base med mit største våben fremme. Det blev aldrig kedeligt.

Og skulle man alligevel savne noget andet at lave undervejs, eller mangler man bare lidt ekstra penge, kan man altid udføre nogle af de små sidemissioner. Her skal man for eksempel lege fotograf med sin telefon og derigennem indsamle informationer om fjenden eller sprede et positivt budskab ved at fotografere oprørets styrker i aktion. Man kan også øve sig med sin nye pistol ved at skyde fjendens droner ned og samtidig tjene penge. De byder på lidt af hvert.

Disse ekstra penge, som du kan tjene undervejs, bruger man på at udvide sit arsenal af våben og gadgets. Du kan låse op for seks forskellige våben, der alle har to underkategorier, som man konvertere dem til undervejs. For eksempel kan en almindelig pistol laves om til en sub-machine pistol, og en almindelig armbrøst kan laves om til en flammekaster. Jeg synes dog, at det var mine gadgets, der var de fedeste. Man kan blandt andet få, det der hedder "hacks", som kan sjovt nok kan hacke fjendens teknologi i visse tilfælde. Man kan også få en bombe, der er sat fast på en fjernstyret bil, der for eksempel gør det muligt for dig at køre ind i de nordkoreanske lejre med bilen og springe de mest kritiske punkter i luften udefra.

Så der er meget i spillet, der fungerer rigtig godt, og jeg synes virkelig, at idéen og præmissen bag det hele er fed. Men der er desværre bare ligeså mange ting, der ikke fungerer.

I begyndelsen af anmeldelsen nævnte jeg Homefront: Revolutions blakkede fortid. I dens spæde begyndelse havde spillet hjemme hos amerikanske THQ. Allerede i 2011 indgik THQ et samarbejde med Crytek for at udvikle spillet, men nogle få år senere i 2013 måtte THQ dog erklære sig konkurs. Det betød, at spillets fremtid nu var oppe i luften, og dens licens landede altså meget passende på Cryteks hjemmebane. De fortsatte udviklingen indtil 2014, hvor rygterne igen begyndte at spire omkring det uheldige spil. Det endte med at spillet endnu engang skiftede hænder og endte denne gang hos Deep Silver, der fik spillet helt i mål. Sådan en proces og så mange skift undervejs har vist sat sit præg på spillet, fordi der er mange ting, der bare virker ufærdige.

Mange af de problemer, jeg havde, var ganske vist af den mindre kategori. For eksempel frøs skærmen hver eneste gang, der blev autosavet. Hver gang jeg havde købt noget, fuldført en mission eller lignende frøs skærmen i et kort stykke tid. Selvom det var en lille ting, var det mildest talt røvirriterende, når jeg midt i en skudkamp åbenbart færdiggører en eller anden sidemission, og at alt så fryser, da jeg var i dybeste koncentration.

Noget andet, der virkelig rev mig ud af min koncentration og som i den grad satte min tålmodighed på spil, var de mange glitches og crashes, jeg løb i undervejs. Det er sikkert noget, der kan fikses postlaunch, hvis man ønsker det, og det skal heller ikke fylde meget i anmeldelsen, men når spillet crasher over 10 gange i en af de mest kritiske og mest udfordrende missioner i spillet, hver gang jeg er tæt på at gennemføre den, bør det nævnes - måske bare som et vidnesbyrd på, hvor fantastisk det var, at min controller rent faktisk overlevede mine vredesudbrud under den mission.

Derudover var der for mig et irritationsmoment i de dårlige ansigtsanimationer. Jeg ved ikke hvorfor, men det er virkelig tå-krummende for mig at se på et spil, hvor ansigtsanimationerne slet ikke stemmer overens med, hvad der bliver sagt. Det fanger mine øjne med det samme, og jeg kan derefter slet ikke kigge væk igen. Derudover var stemmerne til tider pinagtigt klippet sammen. Nogle gange var det som om, at lydniveauet skiftede hver gang karaktererne begyndte en ny sætning, og man derved kunne høre, de forskellige lydoptagelser, der var blevet sat sammen. Andre gange sagde karaktererne bare to ting oveni hinanden, og det var ikke til at forstå, hvad der blev sagt.

En af de større problemer jeg havde, var dog med fortællingen selv. Selvom idéen om at opbygge et oprør virkelig fanger mig, så bliver fortællingen simpelthen for oversentimental for mig - og det siger ikke så lidt. Det er som om, man har taget alle amerikanske stereotyper, der findes, og proppet dem ind i ét spil. Den ukendte oprører, der kæmper sig op i rangen, drømmen om frihed, de ufatteligt mange amerikanske flag, der er klistret ind i spillet og uden at lyde ufølsom - opørernes glæde for at bruge pistoler og våben. Måske havde jeg problemer med at forholde mig til det, fordi jeg ikke er amerikansk, men de twists og følelsesmæssige scener, som spillet smed efter mig, ramte mig ikke så hårdt, som de måske kunne have gjort.

Derudover føler jeg, at spillet forsøgte at lægge op til et budskab, der aldrig bliver til noget. Revolutionens overlæge Dr. Barrett er hele vejen igennem spillet en fortaler for de fredelige metoder, og da det ser allermørkest ud for oprøret, og det ser ud til, at deres voldelige metoder giver bagslag, er han klar med en opsang. Men lige som man tænker: "uh, nu skal vi til at ændre perspektiv og tilgangsmetode", så falder det hele til jorden, og det ender med, at vi bare endnu engang griber vores våben og skyder løs som tankeløse gorillaer. Den del af fortællingen føles altså en smule uafsluttet.

Min oplevelse med Homefront: Revolution var en utrolig blandet oplevelse. Spillet var sjovt undervejs, og udfordrede mig da bestemt også. Men de negative og frustrerende elementer undervejs, hvor end små de var, var altså mange. De gav mig en meget overvældende følelse af, at spillet virkede ufærdigt. Det havde en utrolig upoleret følelse over sig, som virkelig farvede min oplevelse undervejs. Det føltes ikke som det store spil, man kunne håbe på, og som fortællingen og præmissen fortjener, og det er bundærgerligt. Idéen er nemlig god og bærer også spillet langt hen af vejen. Men det er lidt trist at tænke på, hvor fantastisk spillet kunne have været blevet, hvis blot man havde fået styr på disse detaljer.