Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Day of the Tentacle: Remastered

Day of the Tentacle: Remastered

Double Fine har taget LucasArts klassiske tidsrejsehistorie under kærlig behandling, og resultatet kunne næppe være bedre.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Jeg har svært ved at sætte ord på hvor meget jeg elsker det oprindelige Day of the Tentacle. Jeg fik det i julegave i 1993, da jeg var 10 år gammel og stadig var ved at lære engelsk, og mine forældre og jeg spillede det konstant de næste to måneder, mens vi langsomt men sikkert gjorde indhug i spillets mange sindrige puzzles.

Det var mit første møde med point'n'click adventure-genren, så vidt jeg husker. Jeg havde spillet adventure-spil før, men det var Sierra-spil som Police Quest, King's Quest og Space Quest (de havde en branding-ting gående med Quest-navnet), der havde primitiv EGA-grafik og hvor man skulle indtaste kommandoer som "open door" eller "take keys". Day of the Tentacle lignede en rigtig tegnefilm til sammenligning.

Det jeg prøver at sige er, at jeg virkelig godt kan lide Day of the Tentacle. Jeg har gennemført det et utal af gange, så mange at jeg engang kunne skrive en komplet walkthrough udelukkende ud fra hukommelsen. Jeg har slidt de oprindelige disketter op, genkøbt spillet på cd-rom, spillet det et hav af gange i emulatoren ScummVM. Så det siger sig selv at jeg blev pænt begejstret, da Double Fine afslørede at der var en remastered HD-udgave af Day of the Tentacle - eller DOTT, som det også bliver kaldt - på vej. Men jeg er eventuelt også farvet.

Dette er en annonce:

DOTT er en tidsrejsehistorie. Spillet foregår simultant både i nutiden, 200 år ude i fremtiden og 200 år tilbage i fortiden, alt sammen centreret om det samme palæ. I palæet bor den gale Dr. Ed Edison sammen med sin familie og sine to intelligente, talende tentakler, Purple og Green. Purple drikker af vandet fra industriaffaldsmaskinen i baghaven og muterer om til et ondskabsfuldt geni der vil erobre verden. Og han skal stoppes.

Day of the Tentacle: Remastered

Hvordan gør man det? Jo, man bruger Edisons tidsmaskine til at rejse et døgn tilbage i tiden og slukke for industriaffaldet, inden Purple drikker af det. Men tidsmaskinen bryder sammen midt i det hele, og derfor ender vores tre hovedpersoner - proto-nørden Bernard, metalhovedet Hoagie og den ret forskruede medicinstuderende Laverne - ender med at være spredt ud over 400 år. Dem skal man have tilbage, blandt andet ved at hjælpe dem til at få sat strøm til deres tidsmaskiner (som i øvrigt er bygget af festivaltoiletter), så man kan få planen tilbage på sporet og stoppe Purple Tentacle.

DOTT Remastered er ikke den første gang nogen forsøger sig med et HD-remake af et gammelt, klassisk LucasArts-adventurespil. For nogle år siden gjorde man det samme med de to såkaldte special editions af de første Monkey Island-spil. Et af trækplastrene var, at spillene nu fik fuld voice-over (hvilket de ikke havde oprindeligt), og at al grafik var blevet gentegnet i HD. Sidstnævnte gav udfordringer, for oprindeligt var Monkey Island-spillene relativt naturalistiske i deres stil, mens efterfølgerne var meget mere tegneserie-agtige - og den nye HD-grafik fulgte efterfølgernes stil. Det gav et mærkeligt blandet udtryk, og den nye grafik fik med rette en masse kritik for at være underligt livløs og plastikagtig.

Dette er en annonce:

Sådan er det ikke med DOTT Remastered. Vidste man ikke bedre, skulle man tro at grafikerne fra Double Fine blot havde taget de oprindelige tegninger og scannet dem ind med højere opløsning. I virkeligheden har de gentegnet alting fra bunden, men under meget strenge retningslinjer. Alle farver er de samme, lyssætningen er den samme, animationerne er de samme - det eneste, der har ændret sig, er mængden af pixels, så detaljerne nu er meget finere.

Resultatet er en grafisk opdatering, der er 100 procent tro mod originalen. Det ser fantastisk ud. Den nye grafik er nøjagtigt som man tror man husker det gamle spil. Et tryk på F1-tasten skifter frem og tilbage mellem ny og gammel grafik, og der er ikke en finger at sætte på den nye udgave.

Lydsiden har også fået en overhaling, hvor lydfolkene har gravet de oprindelige DAT-bånd frem fra arkiverne, så der ikke er nogen kompression på tale og andre lydeffekter. Det er nok de færreste, der har et cd-rom-eksemplar af det gamle DOTT liggende, men tro mig når jeg siger at der er en verden til forskel, og Remastered-udgaven lyder langt, langt bedre end det oprindelige spil nogensinde gjorde.

Ellers er den nye udgave af DOTT stort set identisk med den gamle. Grænsefladen har fået en nydelig modernisering, der er lettere at bruge men stadig har de samme muligheder som i gamle dage. Der er udviklerkommentarer hvis man vil have det, achievements og en ny pausemenu, men gameplay'et er der ikke rørt ved.

Day of the Tentacle: Remastered

Tidsrejseelementet er DOTT's genistreg. Man sender genstande frem og tilbage i tiden mellem figurene, og løser problemer i nutiden ved at ændre på fortidens gang. Sidder Laverne fast i et træ ude i fremtiden? Så sørger man for træet bliver fældet på et tidligere tidspunkt. Skal man have overbevist nogle founding fathers om at George Washington fryser, så de tænder op i pejsen? Så sender man en eksploderende cigar og et sæt klaprende tænder tilbage i tiden. En stor del af spillets puzzles er bygget op om den slags firedimensionel tænkning, og om at bruge de ting, man har samlet op, på ukonventionelle måder.

En anden af DOTT's styrker er at spillet er relativt kompakt. Det hele foregår omkring det samme hus i tre tidsperioder, med samme kælder, samme værelser, samme storsal der altid er forbundet til taget med samme skorsten. Modsat for eksempel det gamle Monkey Island, hvor man nogle gange skulle trave virkelig, virkelig langt fra den ene ende af en by til den anden, så er afstandene i DOTT aldrig særligt store.

Der er enkelte puzzles - for eksempel et, der involverer en videobåndoptager - der måske ikke giver så meget mening for nutidens spillere som det gjorde for 20 år siden, men ellers har spillet i høj grad modstået tidens tand. Den karikerede tegnefilmshumor er stadig sjov, og dialogtræerne er som man i dag kender dem fra rollespil som The Witcher 3.

Day of the Tentacle: Remastered

Jeg sagde i starten, at jeg nok var farvet, men Day of the Tentacle Remastered er et skønt gensyn. Ikke en eneste gang har jeg været ved at miste tålmodigheden med det, hvilket ellers er kendetegnende for mange remakes jeg har spillet.

Adventure-genren havde sin guldalder i starten af 90'erne, og Day of the Tentacle er et af de bedste spil fra den tid. Derfor er det ekstra glædeligt at det nu har fået en så nænsom og tro opdatering, der gør teknikken bedre og lader alt andet bestå. Tag dig tid med det, fordyb dig i dets tossede univers, og klik på alt hvad du kommer i nærheden af - så venter der en herlig oplevelse.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Perfekt grafisk opdatering, herlig tidsrejsehistorie, syrede men alligevel logiske puzzles
-
Det er et klassisk adventure-spil og derfor skal man stadig gå relativt meget
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold