Hyrule Warriors Legends

På den ene side har vi de klassiske The Legend of Zelda eventyr fyldt med mystik, gåder og en prinsesse i nød. Og på den anden side har vi Dynasty Warriors serien, der fokuserer på nogle helt andre ting såsom management af slagmarken, et højt dødstal og strategisk prioritering. I mine øjne befinder de to franchises sig ret langt fra hinanden, men alligevel stødte de to sammen tilbage i 2014 og ud af det kom Hyrule Warriors til Wii U'en. Takket være denne cocktails succes udkommer nu en ny version, Hyrule Warriors Legends, til Nintendo 3DS.

Historien, må man sige, at spillet har arvet fra Zelda-universet. Det føles i hvert fald velkendt, da verdens mørkeste kræfter endnu engang banker på døren, og den, der står for den varme velkomst, er Link. Zelda er nemlig forsvundet, og Link må derfor sammen med sine kammersjukker tage ud og banke løs på så mange fjender som muligt (heldigvis kommer Zelda tilbage igen, og det er rart at se hende svinge sværdet som spilbar karakter også!)

Jeg har allerede givet udtryk for, at jeg personligt godt kunne være lidt bekymret for, om mikset af de to spil ville fungere. Måske udsprang denne bekymring også af, at den tidligere udgave, Hyrule Warriors, blev modtaget med et noget middelmådigt 5-tal her på siden tilbage i 2014. Jeg synes dog, at denne nye 3DS version har nogle spændenden nye ting at byde på.

En ting, der bestemt er et skridt fremad for 3DS-versionen, er muligheden for at skifte mellem karaktererne under kampene. Mens den øverste skærm på den håndholdte maskine er der, hvorpå al aktionen udspiller sig, kan du på den nederste touchskærm se et kort over den slagmark, du befinder dig på. Her kan du også se de allierede, du har med i kamp, og ved et enkelt tryk kan du overtage en af disse. Det er derfor let at flytte sig rundt på slagmarken og komme hen til lige netop der, hvor du har en mission eller bare der, hvor der sker noget. Det sparede mig for en masse langsommelig transporttid. Jeg forstår slet ikke, at denne feature ikke har været en del af spillet fra starten, da den virker som en helt naturlig del af spillet, og fordi den giver spillet en mere dynamisk følelse.

Jeg anmeldte spillet på Nintendo 2DS. For det første kan denne maskine jo ikke trække den samme grafik, som Wii U'en er i stand til at håndtere. Derfor er det klart, at grafikken har måttet lide lidt af et nedslag. Den virker utrolig flad og uinspirerende. Måske finder nogen grafikken charmerende og endda nostalgisk, eftersom man jo har stået ved Links side gennem god og dårlig grafik, men jeg synes nu stadig, det er en skam. Og denne lidt haltende grafik kommer kun til at fremstå endnu mere sørgelig, når den sættes i kontrast til de ellers smukke og levende cutscener, der er undervejs. Så selvom gensynet med Hyrule var glædeligt, lokkedes jeg på intet tidspunkt til at standse op og bare lige beundre designet.

Men det er måske også godt nok, at jeg ikke fik lyst til det, fordi spillet lægger et ret heftigt tempo for dagen. Nu skal det siges, at jeg ikke er den store Dynasty Warriors kender, og derfor ikke ved, om dette er et gennemgående træk for serien. Jeg nåede knapt nok at nå frem til den fjende, der skulle smage sværdet, før en ny mission dukkede op og tog over. Det er måske nok udfordringen i det hele at skulle prioritere blandt de forskellige opgaver, men for mig opnåede det intet andet end en forpustet følelse. Jeg fik aldrig overblik over, hvad der skete, og hvad jeg skulle, og derfor nåede hverken spillets historie eller formål egentlig at sætte sig hos mig. Og dette tempo starter helt fra spillets begyndelse. Man smides hurtigt ud i handlingen og slagmarken, og så må man ellers hakke sig frem til en eller anden mening med det hele. Denne form for dynamik fungere helt sikkert for nogen - det fangede bare ikke mig.

Netop når der er så mange missioner, der popper op hele tiden, er det vigtigt, at man kan udnytte alle de allierede, man har med sig, og derved afdække så stor en del af slagmarken som muligt. Heldigvis har spillet en kommando-del i menuen, hvor man kan bede karaktererne om at bevæge sig hen til et bestemt sted på kortet. En smart og meget nødvendig feature i spillet. Desværre foregår denne kommando-del på den meget lille touchskærm på 2DS'erem. Jeg ville ikke mene, at mine fingre er af helt særlig, stor størrelse, men jeg kunne aldrig ramme det eksakte sted og den præcise fjende på kortet. Så lige et godt råd - spil spillet på noget med en større skærm såsom en 3DS XL eller udstyr dig selv med en af de små pinde til touchskærmen. Så sparer du dig selv for en masse tid og en hel del unødvendig frustration.

Et andet stort kritikpunkt for Hyrule Warriors var de lidt stillestående fjender. Det er rigtigt, at fjenderne mest af alt er stillestående barrierer, man må skubbe sig forbi på sin vej, men dette generede mig faktisk ikke. Nok mest fordi jeg hele tiden havde en større fjende i kikkerten, som gav mig lidt mere udfordring. Og så var bosskampene utroligt fornøjelige og krævede både timing og tanke. Jeg synes, det var en fornøjelse at udforske de mange forskellige karakteres specielle evner. At se Link svinge sværdet på nye måder eller opleve Midnas mørke kræfter gav mig lyst til at fortsætte. Alle karaktererne har jo selvfølgelig deres helt egne personligheder og unikke animationer, og det er noget af det, der er med til at holde spillet friskt undervejs. Endvidere kan man gøre hver karakter stærkere ved at lave såkaldte badges til dem, som låser op for flere angreb. Så selvom jeg synes, at angrebene var underligt tilfredsstillende at udføre, så kunne jeg måske godt ønske mig lidt mere af en udfordring, når man skal fyre sådan et kombi-angreb afsted. Tommelfingerene behøver ikke bevæge sig væk fra X- og Y-knapperne. Men havde man inddraget blot få knapper mere, havde udfordringen fået et hak opad. Men selvom de mindre fjender måske ikke giver megen modstand, fandt jeg stadig disse specielle angreb ret så spændende.

Men skulle man alligevel blive træt af Legend-delen i spillet, som er historiedelen, er der stadig mulighed for at prøve noget andet. I free mode kan man genbesøge banerne med de karakterer, man har låst op for. Og så er der adventure-delen, som jeg synes, var ret fornøjelig. Her har man muligheden for at gennemføre missioner og opgaver og derved finde hjerter til karaktererne, låse op for nye våben eller endda helt nye karakterer. Der er dog også den nye tilføjelse My Fairy, hvor man kan fodre, passe og personliggøre de feer, man har fundet i adventure-delen, og derigennem låse op for specielle evner, man kan bruge i løbet af denne adventure-del.

Jeg talte tidligere om mine bekymringer for mikset mellem de to spil, og om hvorvidt 3DS'eren kunne løse nogle af de kritikpunkter, forgængeren havde. Jeg synes faktisk, at samspillet mellem de to spil er ret passende. Eftersom spillet jo er bygget op som et Dynasty Warriors-spil, er det klart at dette fylder mest, men The Legend of Zelda-eventyret skinner også igennem på de helt rigtige tidspunkter i små lysglimt. Det kendte persongalleri - der denne gang er udvidet med fx Linkle, den unge, kvindelige heltinde ude for at hjælpe alle, den lidt mystiske Skull Kid og den søde Toon Link - der altid er et kærkomment syn, skattekisterne, der er spredt ud på slagmarken, og Links velkendte redskaber såsom hookshot, bue og pil, bomber og endda et gensyn med fx ocarinaen, er alt samme noget, der præger spillet og giver det denne følelse af et Link-eventyr. Selvfølgelig vil det aldrig blive et klassisk The Legend of Zelda spil, og det er vigtigt, man ikke sætter sine forventninger op efter dette. Fordi så bliver man skuffet. Du får dog lov til at komme vidt omkring i hans univers. Du får lov at besøge både Midnas Twilight, de Hyruleske marker og vandtemplet, som nogen måske husker. Ligeså sødt dette gensyn er, kan jeg ikke lade være med efterhånden at føle, at man bare har proppet så meget Zelda ind i spillet som muligt for at skabe et bånd mellem de to spil.

Så hvad er konklusionen på alt dette? Jo, Hyrule Warriors Legends og jeg nød vores tid sammen. Jeg må indrømme, at jeg varmede en del op for spillet med tiden, og at jeg lige skulle ind i spillet i begyndelsen. Men jo flere timer jeg allerede havde spillet, jo flere ville jeg blive ved med at spille. Så på trods af et par ting hist og her, der trækker oplevelsen lidt ned, var det både et glædeligt gensyn med gamle Zelda-kendinge og et spændende nyt møde med Dynasty Warriors.