The Legend of Zelda: Twilight Princess HD

Den stumme, unge helt er vel gået hen og blevet lidt af et ikon indenfor spilverdenen. Den grønklædte dreng der gang på gang har reddet verden. Måske er det derfor, at både brugere og anmeldere har jublet så højt på det seneste. I 2004 fik vi os et gensyn med Ocarina of Time og sidste år var det Majora's Mask der vendte stærkt tilbage. Begge disse remasters har budt på masser af nostalgi men også nogle nye ting. Nu er turen så kommet til den næste i rækken - Twilight Princess. Mon også dette vil blive et glædeligt gensyn?

Twilight Princess udkom oprindeligt for omkring ti år siden på GameCube og Wii. Det var allerede dengang et velrost spil af både brugere og anmeldere. Men denne gang er det på en af Nintendos nyere maskiner spillet udkommer til - nemlig Wii U'en. Spørgsmålet er så, hvorvidt spillet føler sig hjemme på denne nye maskine, eller om det vil virke malplaceret og vil lide under tidens tand.

For de af jer, der ikke før har spillet Twilight Princess, eller til jer hvis hukommelse om spillet er en smule sløret efter de ti år, er det vist på sin plads med en lille genopfriskning af spillets handling. Allerførst i spillet møder vi Link i hans stille hjemby Ordon. En ganske lille landsby hvor ro og magelighed synes at fylde meget. De få beboere i byen kender hinanden, og alle passer stilfærdigt sine pligter. Kort sagt, et idyllisk sted. Men denne idylliske tilværelse varer ikke ved. Den bliver afbrudt på brutal vis, da landsbyens børn - inklusiv Link - angribes af ork-lignende væsener, som tager disse uskyldige sjæle med sig. Hvad, beboerne ikke ved er, at et tungt mørke er skyllet ind over landet og nu også breder sig mod deres lille by. De bortførte børn og Link selv hives ind i dette mørke af orkerne. Inde i dette mørke kan intet menneske leve i sin oprindelige form. I stedet for forvandles de til rastløse ånder, hvis eneste følelse er frygt. Men det er ikke den skæbne, der venter Link. Han er udvalgt af højere kræfter til at være personen, der skal sætte en stopper for mørkets fremmarch. Så i stedet for at blive en hjælpeløs ånd forvandles Link til et stærkt bæst - en ulv. Og takket være den mystiske Midna, som er et væsen fra mørket, lærer han at mestre bæstets kræfter. Nu er det op til ham at redde landet endnu engang.

Det allerførste, der selvfølgelig springer mig i øjnene ved sådan en remaster, er, hvordan Tantalus Media har forbedret spillet på grafiksiden. Vi har tidligere som skrevet tidligere set remasters af fx Majora's Mask, som blev opgraderet fra sin tidligere hjemmekonsol Nintendo 64'eren til 3DS'eren. Den visuelle forskel synes ikke at være helt så stor denne gang, men det er trods alt en forbedring fra tidligere. Helt konkret kører spillet med 1080p. Frameraten er dog låst ved 30fps i stedet for de 60fps, som mange er vant til at se i de mere moderne og nutidige spil. For mine utrænede øjne i denne afdeling var det dog ikke noget, der generede mig.
Den mørkere og mere realistiske grafiske retning for Zelda-universet tager sig dog rigtig godt ud i sine nye high definition omgivelser. Teksturer står skarpere, og grafikken er generelt en mere glat oplevelse.

Men i og med at grafikken og teksturerne står en del skarpere, kan der dog også være tider, hvor det ældre spil viser sine rynker. Nogle gange kan miljøerne virke en smule flade. Det er som om at man kunne række hånden frem og røre ved himlen. Og det er ikke altid lige heldigt når man ellers gerne vil fornemme dybden på de brede Hyrulian enge.

Det er dog ikke kun grafikken, der har fået en overhaling i denne remaster. Også styringen er en del anderledes - i hvert fald hvis du er vant til Wii versionen. Dengang foregik kampstyringen igennem Wii-controllerens motion control. Man svingede altså rundt med controller og nunchuk for at styre Links bevægelser i kampe. Jeg testede spillet med en Wii Gamepad, og denne skulle ikke svinges undervejs i kampsituationer. Alt foregår derimod på knapper. Nogle vil måske synes, at denne ændring resulterer i mindre indlevelse, men personligt foretrækker jeg helt sikkert denne måde at styre spillet på. Og det betyder også, at vi har fået vores venstrehåndede Link tilbage. Det blev nemlig ændret til Wii versionen i sin tid, så man ikke skulle svinge med sin højre hånd for at bevæge Links venstre.
Et sted, hvor man dog har valgt at holde fast i en smule bevægelse, er, når man sigter med Links bue eller slangebøsse. Her kan man både sigte med Gamepadden eller bruge thumbsticks for at ramme sit mål.

En anden måde, Gamepadden er integreret i spillet, er via dens touchskærm. Ikke alene har man muligheden for med ét klik at skifte den aktive skærm fra TV'et over til denne touchskærm og derved spille fra Gamepadden af - en funktion jeg stadig sætter stor pris på, da der jo kan være kamp om fjernsynet. Men Gamepadden fungerer også som inventory og kort. De findes som faner på touchskærmen, og eftersom man i løbet af spillet mange gange må orientere sig om vejen på kortet eller lige må arrangere, hvilke knapper der skal bindes til hvilke ting, er det simpelthen fantastisk at kunne gøre dette så let. Det får Gamepadden til at føles som en meget naturlig og faktisk uundværlig del af spillet.

En anden tilføjelse, der er i denne remaster, er i mine øjne en hilsen til spillets trofaste fans. Her taler jeg om den såkaldte Hero Mode, som er mulig at slå til. Denne indstilling skruer op for spillets sværhedsgrad. Den fordobler skaden, som fjender forårsager, og den fjerner alle de ekstra hjerter, man kan støve op undervejs. Men den er ikke kun til for at gøre spillet sværere. Den spejlvender faktisk også hele spillet. Det betyder, at vi nu er tilbage i den for dette spils vedkomne klassiske Wii indstilling med den højrehåndede Link. Det er altså muligt at opleve spillet, som man gjorde for ti år siden. En sjov lille tilføjelse og hilsen fra Nintendo og Tantalus Media, som viser, at de ikke har glemt spillets historie.

De erfarne spillere vil sikkert også lægge mærke til, at nogle dele af spillet faktisk er blevet lavet lettere. Fx skal du ikke længere støve hele 16 lys-tårer op. Nu er det kun 12, du skal samle, før du kan komme videre i spillet. Endvidere er det også muligt at samle en del flere rupees fra starten af uden pengepungen bliver fyldt. Det betyder, at jeg hurtigt kunne få grabberne på ting såsom Hylian skjoldet. Nogle vil måske mene, at det så afviger fra det oprindelige spil, men jeg synes personligt, at spiloplevelsen føltes lettere og også højnet på denne måde, fordi man aldrig nåede at køre død i en mission eller opgave.

Der var dog én ting, jeg ville ønske, man havde brugt mere tid på i opdateringen af spillet. Og det er styringen af Epona. Eiji Aonuma har dog sagt, at netop dette er noget, man har forsøgt at finjustere, men personligt synes jeg langt fra, dette er lykkes. Epona er simpelthen umulig at danse med - hun nægter at springe over forhindringer, medmindre man rammer dem helt præcist, og hun drejer som en gammel bil uden servostyring. Efter en tur på hende hang min tålmodighed i trevler, og jeg forsøgte faktisk så vidt muligt at undgå disse rideture igennem spillet.

Jeg kan godt gå hen og blive en smule nervøs, når jeg hører, at man begynder at pille ved så kendte og vellidte spil som fx Twilight Princess. Jeg tænker ofte, om de vil være i stand til at fange den samme stemning, om de vil skabe et spil i tråd med resten af franchisen, og om et spil som dette vil miste noget under moderniseringen. Denne gang er det fx også muligt at tilkøbe Amiibos og bruge disse i spillet. Selv havde jeg ikke muligheden for at teste disse, men jeg ved, at de alle har hver deres funktion. Link og Toon Link giver dig alle dine pile tilbage. Zelda og Sheik genopfylder dine hjerter, og Ganondorf fordobler den skade, fjender forårsager (jeg kunne forestille mig at Ganondorf-amiiboen kombineret med Hero Mode kunne være noget af et helvede!) Og til sidst er der Ulve Link-amiiboen, som låser op for The Cave of Shadows. Jeg var lidt nervøs for, at der ville blive fokuseret alt for meget på disse Amiibos i spillet. Men bortset fra et par enkelte notifikationer, er det faktisk ikke meget, man hører til disse figurer. Det er helt bestemt muligt at ignorere disse figurer og spille uden dem, hvis man foretrækker den oplevelse, der er tættest på den oprindelige.

Mine nerver over, hvorvidt spillet ville have den samme klassiske følelse, var altså helt unødvendige. Selv med bedre grafik, en anden måde at styre Link på, muligheder for at bruge Amiibos og de andre tiltag er spillet stadig det gode gamle Twilight Princess. Det er stadig fyldt med gåder, der er så godt indarbejdet i spillet, at man aldrig lægger mærke til, at man er i gang med at løse en af dem. Det er stadig sat i en mørk atmosfære, men dog fyldt med håb. Og det er stadig en virkelig, virkelig god oplevelse, som jeg vil anbefale alle at prøve - fans af franchisen såvel som nybegyndere!