Bravely Second: End Layer

Da Bravely Default endelig fik sin vestlige udgivelse i 2013, blev det
taget godt imod. Og hvorfor ændre på ingredienserne, når man har fundet opskriften på succes? Nu udkommer opfølgeren Bravely Second: End Layer, der bestemt læner sig meget op af etteren.

Handlingen i to'eren samler op hvor dens forgænger slap. I en verden, der har været udsat for nogle ret grusomme hændelser, er Agnés Oblige, som vi kender fra Bravely Default, blevet pave af The Crystal Orthodoxy og arbejder fortsat for at bringe fred til verden. Hun beskyttes blandt andet af den unge Yew Geneolgia - der i denne omgang er vores hovedperson. Men en dag må Yew sande, at han ikke kan beskytte Agnés mod alt. Hun overfaldes nemlig af Kaiser Oblivion og hans onde fe Anne, hvis kræfter overgår Yews. Efter overfaldet kæmper Yew for blot at holde bevidstheden kun for at se Kaiser Oblivion bortføre Agnés. Derefter bliver alt sort. Efter nogle uger genvinder Yew endelig bevidstheden igen, og på trods af sine skader sværger han hævn over Kaiser Oblivion. Han sætter sig for at redde Agnés og bekæmpe de mørke kræfter, der truer deres verden.

Men selvom spillets handling læner sig op af, hvad der skete i etteren, vil jeg ikke mene, det er nødvendigt at have spillet dette først. Det er skam en fordel, hvis man har, da man unægtelig så vil have et stærkere bånd til visse karakterer og vil vide mere detaljeret, hvad der er sket. Men takket være en hurtig gennemgang af tidligere hændelser er det ikke en nødvendighed.

Spillet gav mig en af de mest velskruede - og ret komplicerede - kampoplevelser, jeg har haft i et stykke tid. Dette kampsystem er bygget op efter Bravely Defaults opskrift, men fordi det er så godt skruet sammen, er der heller ikke meget, der bør ændres efter min mening. Der er så mange elementer, der er med til at gøre kampoplevelserne gode, og jeg har forsøgt at skrive alle ned undervejs, så jeg kan fortælle dem videre til jer. Men netop fordi at der er så mange elementer med, kan det være svært at holde styr på dem alle. Det kræver tålmodighed og vilje for at lære kampsystemet ordenligt at kende. Men investerer man lidt tid i det, er det til gengæld også det værd.

Ligesom i Bravely Default tilegner man hver person i sit team et job. Dette job afgør, hvilke evner en karakter har og fungerer ligesom en class, som vi kender det fra nærmest alle RPG's. I det nye spil er der nogle også kommet nogle nye jobs at vælge imellem såsom fægter, biskop, troldmand og flere til.
Ligesom karakteren selv undervejs stiger i levels, gør disse jobs det også. I den sammenhæng låses der op for nye evner. Man kan vælge et primært job, som er det, man leveler op undervejs, og et sekundær job hvis evner man stadig kan bruge i kamp. Når man har fundet ud af, hvilke kombinationer af jobs man bedst kan lide blandt de fire karakterer på holdet, kan man kode dem ind som sine favoritter og hurtigt finde frem til dem igen inden en vigtig kamp.

Og hvordan foregår disse kampe så? Det foregår efter et turbaseret system, hvor dit team og fjenden hver får lov at angribe én gang hver runde. Du kan dog - ligesom i etteren - benytte dig af featuren kaldet default. Ved at gøre brug af denne, går din karakter i forsvar og tager derfor ikke ret meget skade i den tur. Men fordelen ved at bruge default er, at man kan spare sine runder op. Det betyder, at bruger man default fx fire gange i træk eller mere, kan man pludselig hakke løs på fjenden med fire slag i én runde og eventuelt dræbe fjenden mere effektivt på den måde. Det giver kampene et strategisk lag, og jeg fandt det meget hjælpsomt, fx da jeg kunne time mine angreb efter en boss's angrebsmønster, og derved overvinde ham uden at tage ret meget skade.
Det er også muligt at give hver karakter et special-move, som du selv kan designe og navngive. Du kan bestemme, hvad dette special-move skal gøre, og hvordan det skal låses op i kamp.

Endvidere er også den kendte "encounter slider" vendt tilbage. Med denne kan man indstille i hvor stort et omfang, man ønsker at støde på fjender. Man kan med fordel sætte den ned, hvis man er i et område, der alligevel giver én al for lidt experience, eller op hvis man gerne vil samle experience og hurtigt. Og det redder mig netop fra noget af det, der kunne irritere mig i min tid med spillet. Min tålmodighed er så godt som ikkeeksisterende, og hvis jeg skal gentage en kamp igen og igen mod de samme fjender, skal der være en god grund til det. Ellers kommer jeg til at kede mig ret hurtigt. Derfor var det en lettelse at kunne skrue ned for mængden af fjender, jeg stødte på, når jeg bare gerne ville frem til min destination.
Men Square Enix har i denne omgang gjort det endnu lettere at samle experience. Hvis du vinder en kamp i den første runde, har du nemlig nu også muligheden for at takke ja til at kæmpe endnu engang for en større mængde experience. Hvis du så endnu engang vinder i første runde, kan du gentage det igen for endnu flere points. Se så bliver det en leg at level op.

Men det er ikke kun spillets kampsystem, der er utroligt omfangsrigt. Det er et dybt spil fyldt med ting at tage sig til. Ligesom man i etteren kunne genopbygge Tiz's landsby, kan man i Bravely Second genopbygge et samfund på månen. Og her er det en fordel at have nogle StreetPass venner, som man kan hive med ind i byggeriet. Man kan nemlig skære en betydelig del af tiden, som det tager at genopbygge samfundet, jo flere man er til at bygge, og derved opnå de forskellige belønninger hurtigere.

Jeg kunne også godt lide de mange muligheder, spillet gav mig, for at lære mine kompagnoner at kende. Udover selvfølgelig at høre mere om dem i de essentielle cutscener, kan man fra tid til anden også slå et telt op og derved være vidne til scener, der ellers ikke ville være blevet vist. Der er også muligheden for at se de samtaler, som karaktererne har på vejen, hvis man, når "Party Chat" ikonet vises, trykker på "y" tasten. Det er noget, man selv kan vælge til og fra, men Square Enix giver i hvert fald spilleren mulighed for at få et bånd til karaktererne og derved få en følelsesmæssig investering i spillet.

Et stykke inde i spillet bliver det også muligt at udføre side-missioner. Disse missioner giver dig noget historie bag såkaldte asterisk-holdere. Disse asterisks er små sten-lignende ting, som kan låse op for nye jobs og er derfor meget interessante at få fingrene i. Og det kan man blandt andet få gennem disse side-missioner. De giver også et dejligt afbræk til den ellers meget lineære opdeling af spillet. Og selvom der stadig er en vis lineær-følelse over det hele med hensyn til, hvilke områder man kan færdes i og lignende, så giver det da følelsen af, at man selv vælger, hvilken rækkefølge man gør visse ting i.

Til tider, når et spil har så mange ting, man kan give sig til, kan man som spiller godt blive overvældet. Man glemmer at visse muligheder overhovedet er der, eller også kan man ikke huske, hvordan man egentlig skal bruge halvdelen af tingene. Men jeg synes, at spillet formår at forklare sig selv rigtig godt undervejs, så man netop forstår dem. Og selvom spillet til tider kunne introducere mig for nye ting lidt for ofte, synes jeg dog for det meste, at jeg fik lov til at lære de nye elementer at kende, før jeg fik flere smidt efter mig.

Men bare det at rejse fra A til B i Bravely Second er i sig selv lidt en oplevelse. I stedet for at vælge et ikon på et kort og bare rejse derhen, får man nærmest lov til at gå rundt på kortet. Det fungerer ligesom i etteren, hvor du i en ret stor udgave af karakteren vandrer rundt i smukke omgivelser for at nå frem til din destination. Men disse forskellige, smukke scener både på "kortet" og andre steder i spillet er værd at stoppe og kigge på. Og når man derudover også krydrer oplevelsen med et godt soundtrack, og hvad jeg synes er rigtig godt stemmeskuespil, skaber spillet et helt lille univers inde i en bobble, som man forsvinder helt ind i. Det er noget af det bedste, jeg ved. Når et spil får mig til at glemme, at jeg bare ligger på sofaen hjemme i min stue, og får mig til at føle, at jeg rent faktisk oplever noget. Personligt har jeg til tider svært ved at blive helt så fanget af 2DS'erens lille skærm, som jeg ellers bliver, når jeg er klistret op ad mit TV, men med Bravely Second kom det helt af sig selv. Om det er takket være de smukke omgivelser, den medrivende historie, der allerede fra starten overrasker, den gode (men også til tider platte) humor eller det fede kampsystem, er underordnet. De er alle til stede, og de bidrager alle til at give spilleren en fuldendt og medrivende oplevelse.

Jeg havde en forrygende oplevelse med Bravely Second: End Layer. Den følger sin forgængers opskrift på succes, og selvom jeg måske godt kunne ønske mig lidt flere afvigende ingredienser undervejs, blev jeg fortryllet. Jeg har helt ærligt ikke meget negativt at sige om dette spil. Men jeg ved til gengæld, at alle, der tidligere har haft en god oplevelse med Bravely Default, vil elske dette spil, og alle, der ikke har givet det chancen endnu, bør.