Xcom 2

Vores største problem med Xcom: Enemy Unknown var den manglende forbindelse imellem det scenarie som spillet tilbød, og de ressourcer spilleren havde til rådighed. Seriøst, hvis en alien-race invaderede jorden, så ville vi ikke skulle træne nye kadetter og konservativt konstruere et forsvar. Vi lever i en verden hvor supermagterne gladeligt spenderer milliarder på at bombardere små stater for at sikre fossile brændstoffer, og hvis aliens bankede på døren, ville den organisation der skulle håndtere truslen få alle midler de bad om.

Xcom 2 retter op på denne fejl (som ikke var nogen stor en af slagsen til at starte med), ved at introducere et nyt scenarie, som passer perfekt med spillets gameplay. Alien-invasionen som fandt sted i det første spil blev ikke slået tilbage, og vi lever nu i en verden der er kontrolleret af fremmede væsener. Disse aliens integrerer langsomt menneskeheden ind i deres kollektiv, både socialt og genetisk, og deres jerngreb om samfundet strækker sig over hele kloden. Dog er der små lommer af oprør hist og her. Det er denne rebelske bande som vi kontrollerer, og vi skal vende strømmen.

Den nye opsætning er fantastisk, og den gør et godt stykke arbejde med at skabe en ramme om begivenhederne. Det giver mening på en måde som det første spil ikke gjorde, og manglen på ressourcer er denne gang totalt retfærdiggjort, når man tager scenariet i betragtning. Firaxis har fjernet mange af de ligegyldige elementer, som tog en masse tid i det første spil, og det gør Xcom 2 til en slankere og mere præcis oplevelse. Det er knivskarpt. Du starter i Mexico, og fra denne base skal du ekspandere dine organisation, alt imens du holder fast i din races overlevelse, og udkæmper det ene slag efter det andet med blandede resultater. Det lyder måske lidt deprimerende (og det er gråt), men det fungerer så satans godt. Tilbage i 2012 sagde vi, at Enemy Unknown havde en af de bedste strategikampagner nogensinde, men Xcom 2 passerer det på alle tænkelige måder.

Spilleren skal opbygge sin mobile base, og få fat i ressourcer og rekrutter på samme tid. Du spenderer disse ressourcer på at låse op for spillets grej, men der er også en anden valuta kaldet Intel, som skal bruges lige så forsigtigt. Alt har en pris, og det handler konstant om at balancere, fordi bevæger du dig i én retning, betyder det samtidig at du må forlade en anden. Dette er aller tydeligst i de forskellige kernemissioner, hvor du skal vælge hvordan du vil vinde over din fjende. Du kan rekruttere nye videnskabsfolk, og stoppe dem i at udvikle farlig ny teknologi, men så skal du være passiv i en række ture, der lader fjenden producere nye enheder. Der er ingen lette beslutninger i Xcom 2.

Den høje sværhedsgrad manifesterer sig selv i makrobilledet, men så sandelig også i mikrobilledet. Fra din base kan du rekruttere soldater, bygge nye dele af din fæstning, rejse verden rundt på jagt efter ressourcer og samle styrke på alle tænkelige måder imod de uoverkommelige odds. Imens du jonglerer alle disse elementer bliver du tit smidt ind i kampens hede, og når tiden kommer til at kæmpe, skal du benytte de ressourcer du har indsamlet ved at vælge en balanceret skare af soldater, og så udstyre dem med det grej de skal bruge for at overleve.

Når du bliver smidt ind i kampen bliver du introduceret for den største ændring som Firaxis har foretaget ved kampsystemet, nemlig concealment. Du starter hver mission usynlig for fjendens blik, og det tillader dig at påbegynde slaget som du ønsker, og sætte fælder fra fordelagtige positioner. Et veleksekveret bagholdsangreb kan gøre hele forskellen for den samlede mission, så det er vigtigt at opsætte den indledende fase korrekt. Nogle gange er snigeri ikke en mulighed, da der en gang imellem er sat tid på, så fra tid til anden må du skynde dig igennem for at sejre. Der er også sekundære opgaver, som giver forskellige missioner en ekstra dimension, og at fjenderne samtidig smider vigtigt grej for sig når de dør, er også med til at lure dig til at forblive i fare i længere tid.

For det meste er både bevægelser og kampe struktureret på samme måde som i det sidste spil. Hver karakter har to handlinger, og kan bevæge sig et bestemt antal pladser, eller bevæge sig et mere begrænset antal for derefter at udføre en sekundær handling (skyd, lad dit våben osv.) Overwatch er endnu en gang en nyttig evne, der tillader spilleren at sætte sine tropper i beredskab, så de er parate til at angribe en fjende hvis de skulle bevæge sig indenfor synsfeltet. Hvert skud er styret af en procentchance, og du kan se dine odds konstant, så du kan træffe de rigtige beslutninger. Det giver en masse spænding, for du ved aldrig om et skud vil ramme eller ej, eller om et desperat sidste skud vil redde dagen for hele holdet.

Det der gør Xcom 2 ganske uhyggeligt er dog de fjender du møder på vejen. Vi vil ikke spolere noget for nogen, men det er en varieret skare, og nogle af dem er ret så kraftfulde, og tager hele holdet lang tid at nedlægge. Hver fjende kræver en specifik taktisk tilgang, og de er endda ganske kloge, og vil gladeligt møve samtlige af dine soldater ned, hvis du er dum nok til at gruppere dem tæt op ad hinanden. Nogle fjender har endda rustning på, der gør dem utrolig besværlige at dræbe.

Veldesignede og varierede fjender sørger for, at hver mission føles frisk, men en anden stor ændring, nemlig de autogenererede baner, sørger for en endnu større diversitet. Selvom det ikke gør nogen stor forskel i løbet af en enkelt gennemspilning, så sikrer denne tilføjelse at oplevelsen føles ny anden gang du spiller Xcom 2. De autogenererede baner fungerer rigtig godt, med velkonstruerede miljøer som hverken ser rodede eller utroværdige ud.

Hvis vi har én enkelt kritik, ville det være at spillet savnet et sidste lag lak. Det fungerer godt, men der er teksturer som falder ind og ud hist og her, og våben som forsvinder fra tid til anden. Xcom-veteraner vil være bekendt med disse fejl, og Firaxis har vist ikke kunne rette dem, så de er kommet for at blive, men de ødelægger så sandelig ikke spillet, og når nu alt er så fandens godt sat sammen, kan vi sagtens tilgive.

Multiplayer-delen fungerer også ganske fint, men ligesom singleplayer-delen kunne de har brugt lidt mere optimering. To spillere kan vælge parametrene for hver kamp, såsom længden på turene, mængden af point man kan bruge på enhederne og grejet og miljøet, og derefter foretage turer som man kender det fra singleplayer. Banerne er overraskende store, og der er masser af plads til taktisk snilde og masser af dårligt held. Det er sjovt og intenst, men nogen gange er turene ikke synkrone, og derfor skal du vente en smule, før hver spiller er med igen. Det er irreterende, men fordi det er tur-baseret slipper de let afsted med det.

Det bedste ved Xcom 2 er tilpasningen du kan foretage. Soldater er endda endnu mere tilpasselige end før, og du kan endnu en gang navngive dem som det passer dig, opgradere deres våben og samle nye evner imens de stiger i graderne. Det er stadig et spil, der defineres af de øjeblikke som gør mest ondt, som når en erfaren, dygtig soldat falder oven på en ringe taktisk beslutning. Der er nye evner som gør levelling interessant, og gamle klasser som er blevet genopfrisket på spidsfindig vis. Der er den nye sværd-udstyrede Ranger-klasse, og den nye Specialist som går i kamp med den utrolig hjælpsomme drone. Der er så meget plads til at gøre dit hold personligt, og de permanente dødsfald er også tilbage, så mister du en soldat, kan du mærke det i både hjerte og sjæl.

Faktisk er Xcom 2 et mesterværk. Det forbedrer det originale Xcom: Enemy Unknown på alle måder. Firaxis har skåret al fedtet væk, og erstattet det med forbedringer der er tydelige for enhver. Det betyder, at spillet er mere spændende, mere robust og mere belønnende. Selvom det kunne have brugt et lag lak mere, er det ikke nok til at ændre vores endegyldige konklusion: dette er det bedste tur-baserede strategispil vi nogensinde har spillet.