Pokémon Super Mystery Dungeon

Pokémon-universet er et mangfoldigt sted. Ikke kun i form af de mange forskelligartede Pokémons, men også på grund af de mange forskellige oplevelser, det gemmer på. Spil efter spil har budt på nye oplevelser i Poké-verset på helt forskellig vis. Men jeg må være ærlig og sige, at Pokémon Mystery Dungeon serien altid har føltes lidt som en outsider i dette univers for mig. Det har aldrig været dem, der først er poppet op i tankerne, når jeg har hørt ordene Pokémon og spil i samme sætning. Spørgsmålet er så bare, om det er en retfærdig tankegang, eller om det nye Pokémon Super Mystery Dungeon for alvor kan sætte disse dungeon crawlers på min poké-dagsorden.

Spillet starter traditionen tro med en personlighedsquiz. Som baggrund bruges 3DS/2DS'erens kamera for at skabe fornemmelsen af, at vi lige nu befinder os i den virkelige, menneskelige verden. Gennem personlighedsquizzen finder man ud af, hvilken Pokémon og tilhørende bedsteven der bedst passer til én. Selvom det også er noget, der er set i andre Pokémon Dungeon-spil, synes jeg nu, det er en ganske finurlig detalje. Man kan dog denne gang selv få lov at vælge, hvorvidt man vil spille som den Pokémon, der ifølge quizzen passer bedst til ens personlighed, eller om man vil gå i en lidt anden retning. Og der er mange forskellige retninger, man i så fald kan gå. Faktisk kan man vælge mellem 20 Pokémons, der også inkluderer de tre start-Pokémons fra tidligere spil. Selv blev mit resultat en Turtwig, og jeg ved ikke helt, om jeg skal tolke dette som et kompliment eller en fornærmelse? Men i al fald synes jeg, at denne start havde en rigtig god effekt. Mit bånd til min Turtwig blev lidt stærkere, når jeg vidste, at det var en god repræsentation af mig og mine værdier. Så nu var jeg, som Turtwig, og min nye ven Fennekin efter quizzen klar til eventyr!

Som det første, der sker i spillet, vågner du i Pokémon-verdenen. Men du har ingen hukommelse af dit tidligere liv, bortset fra hvad dit navn er, og at du i virkeligheden er et menneske. Baggrunden, der før bestod af, hvad end kameraet pegede på, var nu skiftet ud med det karakteristiske, farverige og livlige Pokémon-univers, og overgangen mellem disse to verdner står derved i stærk kontrast. Men selvom alt virker fredeligt og lykkeligt i poké-land, har du ikke tid til at panikke over din pludselig transformation. Tre Baheeyems springer nemlig frem og begynder at angribe dig. Du må flygte fra stedet, og i dit febrilske flugtforsøg ender du med at styrte direkte ind i en Nuzleaf. Han ser dit paniske udtryk og tager dig straks under sin vinge - eller sit blad om man vil. Han hjælper dig væk fra angriberne og leder dig hen til hans hjem i byen Serene Village. Herfra startet spillet.

Eller det er måske så meget sagt. Spillet er en evighed om egentlig at få sat gang i noget som helst. I stedet for at sparke historien i gang, blev jeg hvirvlet ind i, hvad der føltes som den længste tutorial-session i nyere tid, hvor man bogstaveligt talt bliver sendt i skole. Hver dag vågner du i spillet, mødes med din nye bedste ven, går i skole med denne bedste ven, mobbes af skolens bøller og modtager undervisning dagen lang. Nogle dage indebærer også en redningsaktion af klassens bangebuks eller måske endda en udflugt i en dungeon. Synes du ikke dette lyder særligt sindsoprivende, har du så ganske ret. Det var virkelig en kamp for mig at tygge mig igennem dette stykke af spillet, og flere gange undervejs begyndte jeg oprigtigt at tro, at dette var alt, spillet kunne tilbyde mig. Men mine bønner blev da endelig hørt, da jeg langt om længe i spillet mødte en Ampharos. Uden at afsløre i hvilken sammenhæng og hvorfor, så introducerede denne Pokémon mig for det, der kan betragtes som spillets missioner. De uendelige toturials synes nu alligevel at ebbe ud og blot nogle missioner senere åbnede spillet sig endelig, endelig, endelig mere op. Min bestie og jeg kunne nemlig nu for alvor bevæge os ud i Poké-verdenen, hvor jeg mødte en meget bedre fortælling, og nogle federe dungeon-oplevelser.

Missioerne, man skal udføre, uddeles gennem et netværk af fremmede Pokémons. Jeg kunne måske godt ønske mig, at disse missioner bød på lidt mere variation, end hvad tilfældet er. Men på det tidspunkt i spillet var jeg simpelthen så lykkelig over endelig at have et mål i spillet, så jeg kastede mig bare grådigt over, hvad end de kunne give mig. De hyppigste missioner går ud på at redde en fortabt Pokémon, finde et tabt objekt i en dungeon, hjælpe én med at overvinde en særligt stærk Pokémon eller at drikke te med vedkomne i en dungeon. Men trods alt brød missionerne lidt med den trivielle følelse, jeg ellers var begyndt at sidde med, og selvom denne trivialitet er et tilbagevendende problem for spillet, forsvandt følelsen for en tid.

Belønningen for at klare disse missioner er, at du lærer den Pokémon, du lige har hjulpet, at kende. Det vil sige at vedkomne nu anses som en del af dit hold, og at du nu kan rekruttere dem til at udforske dungeons med dig. Og det er en rigtig stor hjælp, når man fiser rundt som en level 19 Turtwig og Fennekin. At kunne teame op med en level 50 Dragonite betyder, at der nu kan deles nogle seriøse øretæver ud til modstander-Pokémons! Men ikke nok med at de er en del af dit hold efter missionen, de introducerer dig også for deres venner. Derved kan du nu udføre missioner for dem på et tidspunkt og altså hele tiden udbygge dit netværk og dit hold. Og vil du høre noget ret sejt? I dette spil er det faktisk muligt at møde alle ca. 720 Pokemons, vi har set gennem alle generationer. Det gav i hvert fald mig lyst til at fortsætte. Jeg vil da møde dem alle!

Men hvordan forløber tingene sig så i disse dungeons, hvori du kommer til at bruge størstedelen af din tid i spillet? Både godt og skidt kan man sige. Positivt set findes disse dungeons i mange forskellige miljøer med sin egen tilhørende musik og stemning. Det er en fornøjelse at se, hvilke forskellige dungeons der er. Og modstanderne, man møder, er også forskellige fra dungeon til dungeon. Endvidere bliver alle disse dungeons skabt tilfældigt hver gang du kommer ind i dem. Det burde jo derfor teknisk set være en ny oplevelse, hver gang en dungeon besøges. Men negativt set så virker alt dette kun i starten. Når jeg har travet mig igennem 13 niveauer i en eller anden grotte, så er jeg hamrende ligeglad med, at det næste niveau ser en smule anderledes ud. Helt ærligt vil jeg gerne bare ud derfra.

Der er dog noget, der redder mig midt i min efterhånden lidt trivielle poké-tilværelse. Og det er det strategiske lag, der er indarbejdet i disse dungeons. Der er nemlig flere elementer, der hver især tilføjer et lag til oplevelsen. En af dem er selvfølgelig den obligatoriske stamina-bar. I dette tilfælde ses den som et sult-meter, der langsomt løber tør, medmindre du spiser bær og æbler undervejs for at kunne fortsætte din udforskning. Udfordringen er bare, at du kun starter med 24 pladser i din lille taske og derfor nøje må overveje, hvad du vil have med ind i hver eneste dungeon. Det kan nemlig være altafgørende, hvorvidt du har husket de genoplivende frø, pinden, der lammer hele rummet (som især er god til boss-kampene, faktisk så god, at det føltes lidt som at snyde), eller bær der genopfylder dit liv. Det næste strategiske lag er de nye såkaldte emeras og looplets, som introduceres. Looplets er en form for halsbånd med indbyggede små huller, der kan udfyldes af disse emeras, som er magiske ædelsten. Disse magiske sten har mange funktioner. Fx kan de afsløre, hvor alle fjender er på det givne niveau, forhindre ens Pokémon i at falde i søvn eller lignende. De kan placeres strategisk i blandt de tre Pokémons, du har med dig i hver dungeon. Men det rigtig udfordrende ved disse sten er, at de kun ligger på jorden i en dungeon et vist stykke tid, inden de smadres. Og ydermere kan de ikke tages med ud af dungeonen. Derfor starter man på bar bund hver gang.

Men vi er ikke helt færdige med strategien. Der er stadig et lag endnu. Der er nemlig også en del strategi involveret i kampene. Og her taler jeg om mere end bare at bruge en vandtype mod en ildtype. Hver gang du bevæger dig i disse dungoens, bevæger dine fjender sig nemlig også. Derfor må man hele tiden overveje, hvilken vej man vil gå, og hvor mange skridt man tager for ikke at løbe ind i fjenderne. Eller måske hvordan man rammer dem på det rigtige tidspunkt, så man selv får lov at have det første slag. Når alle disse strategiske dele bindes sammen, bliver dungeon-udforskningen en form for fornøjelig balancegang. Mens man gerne vil udforske alle rum og samle alle tingene, må man hele tiden prioritere, hvad der er plads til i bagagen, og hvad ens sultne mave kan holde til. Og hvor er det skønt at, se at denne balancegang rammes, når det jo er en dungeon crawler, vi har fat i.

Pokemon Super Mystery Dungeon byder på lidt af hvert. Mens spillet har den helt rette Pokémon ånd i form af et fornøjeligt univers fyldt med farver, liv og særegne personligheder, så halter plottet bare. Forstå mig ret, historien er ganske hyggelig og varm, men den kommer bare alt, alt, alt for langsomt i gang. Og når spillet i sin natur hurtigt kan blive gentagende, fordi man udforsker dungeon efter dungeon, er det svært at finde incitamentet til at blive ved med at spille. Her havde jeg brug for at historien drev mig fremad, fordi selve gameplayet er ikke stærkt nok til at bære hele spillet. Jeg tror dog, at hvis man blot spiller spillet i mindre doser ad gangen, når man måske ikke at få denne samme trivielle følelse, jeg sad med.
Men formår du at komme gennem den første tunge del af spillet, venter der dig en lille diamant. Spillet sætter nemlig herefter tempoet op, giver dig noget at spille for og bliver ganske enkelt bare meget bedre.