Gravity Rush

Æblet falder ikke langt fra stammen. Selv om Playstation 4 har mange flere kræfter, end Vita'en nogensinde kunne drømme om, har mestrene til remasters hos Bluepoint Games, valgt at holde sig så tæt til originalen som muligt. Det betyder et spil, der viser tegn på alderdom, men samtidig indeholder alt den kreativitet, der tryllebandt Vita-ejerne tilbage i 2012.

At flyve over hustagene har sjældent følt så godt, som det gør i Gravity Rush. Måske er det fordi Kat aldrig flyver, hun falder med stil. Med et tryk på R1 gør du dig vægtløs, og kan med endnu et tryk på samme knap, vælge hvilken retning tyndekraften skal skubbe dig. Der er en tilfredsstillende vægt til Kat, når hun lader tyndekraften skubbe hende over hustagene, der bliver understreget af bænkene, kasserne og de skrigende borgere du ofte skubber med dig. Det er få open-world spil, hvor det føles så godt, at bevæge så rundt i verdenen. Det er samtidig et testamente til kvaliteten af kamera-arbejdet, hvor sjældent man bliver forvirret, mens man flyver rundt med Kat. Det kan forekomme, at man mister fornemmelsen for, hvad der er op eller ned, men det hører med til spillets charme. Til tider giver man slip på Kat, lader den naturlige tyndekraft gribe hende, og bliver overrasket over, hvilken vej hun falder. Du kan vælge at styre kameraet med analogen eller ved at vippe kontrolleren, hvilket føles som en dårlig implementeret gimmick, du heldigvis aldrig er tvunget til at bruge. Hvis du synes, kampene blev overvældende tilbage på Vita'en, skal du bare prøve at kæmpe, mens du sidder og svinger kontrolleren frem og tilbage.

Kampsystemet giver samme tilfredsstillende følelse, som når du flyver højt over byen. Med et tryk på firkant, lader du tyndekraften skubbe dig hurtigere frem, mens du sigter mod fjendens svage punkt. At komme fra 50 meters afstand og smadre ind i fjenden der smuldrer under din fod, er medrivende fra start til slut. Det fungerer dog bedst, når skærmen ikke er overbefolket med fjender, da kampsystemet er designet til at fokusere på én fjende af gangen. Når spillet hæver udfordringen mod slutningen, og bryder himlen med flyvende fjender, kan det ofte ende i frustration, når man igen dør ved et skud i ryggen. Spillet er bedst når man har det store overblik, hvilket man hurtigt mister, når antallet af fjender ikke længere kan tælles på 2 hænder. Det var dog et problem, der plagede Vita'en i langt højere grad, da den større skærm på Playstation 4 gør det lettere for spilleren at fokusere på flere modstandere samtidig.

Andre steder har det desværre ikke hjulpet spillet, at blive overført til konsollen. Hvor spillet er imponerede på Vita - fangede mig ofte i at tænke, hvordan det var muligt for dem, at lave så stort og gennemført et spil på så lille en maskine - så formår verdenen slet ikke, at leve op til de standarter man forventer på en konsol. Byen er brun og farveløs, kun befolket af en håndfuld mennesker hist og her, der har lige så meget personlighed, som bænken de sidder på. Det er muligt at snakke med nogle få beboere, men samtalerne efterlader dig ofte med at spørgende udtryk. Hvorfor skulle jeg vide, at udsigten var god her? Der er ikke noget liv i byen, og det er synd, for gameplayet giver dig lyst til at udforske, men du føler ikke, der er noget at se. Selv de gange hvor du forlader byen under forskellige missioner, skiftes hele den brune farvepalet blot ud med en helt hvid eller helt gul. Man savner nuancer. Byen er delt op i fire forskellige distrikter, der alle har et distinkt soundtrack, der bliver spillet, når du går rundt i de enkelte bydele. Især det jazz'ede soundtrack, der følger med festkvarteret, skiller sig ud, og er med til at give den del lidt mere tiltrængt personlighed.

Når man spiller et open-world spil fra Ubisoft, flyder verdenen ofte over med sideaktiviteter og samleobjekter. Åbner man kortet i Gravity Rush, ser det pinligt nøgent ud. Der er challenge-missioner, der enten handler om at gennemføre et løb på kortest tid, dræbe flest antal fjender på kortest tid eller transportere så mange mulige indbyggere til et sikkert sted på kortest tid. Der er leaderboards, så du kan konkurrer med vennerne, men det er usandsynligt at de vil holde din opmærksomhed lang tid. Alle 3 DLC-pakker er at finde i spillet, men de tilføjer sjældent noget nyt til universet. Især The Diary of a Maid virker som fyld, da man bliver bedt om at rydde op, ved at transportere vaser fra forhaven til baghaven. Det er tidspunkter som her, hvor man tænker: "jamen, så kan jeg vel lige så godt rydde op i mit eget hjem, i stedet for at gøre det i et spil". Militær side-missionen giver lidt ekstra karakteropbygning til en af sidekaraktererne, men generelt er side-missionerne kun værd at spille, hvis du vil have alle kostumer til Kat.

Angående karakteropbygning - og historien generelt - er det noget udvikler Japan Studio godt kunne have arbejdet mere med. Som set ofte før i japanske spil, vågner hovedpersonen op med hukommelsestab, har ingen idé om hvor hun kommer fra, hvad hun hedder og hvordan hun har fået hendes kræfter. Spørgsmål som spillet ikke virker synderligt interesseret i at besvare, bortset fra vage hentydninger til mulige forklaringer. Derudover ligner hun desværre den klassiske japanske hovedperson, med et rent hjerte der kun vil folk omkring hende det bedste. Hun besidder dog en forfængelighed, der i starten er interessant - mest af alt fordi det er et karaktertræk, man ikke ser ofte - men som hurtigt føles påtvungen og intetsigende. Når hendes motivation for at hjælpe andre bygger på hendes ønske om endelig at få en kæreste, styrter alt indlevelse fra spilleren ud af vinduet. Kvinder i fiktion hvis største ønske er at få en kæreste, virker aldrig troværdige. Nærmere som en mands naive version af en kvinde. Historien bevæger sig også frem uden de store overraskelser, men den formår at sende dig videre til din næste kamp, og det er det essentielle. I Gravity Rush kommer du for gameplayet, og de bliver for gameplayet.

Alt magien fra Vita-versionen er stadig at finde i denne remaster. Den større skærm har bare gjort det sværere at se bort fra spillets fejl. Uanset hvad spillet ikke lykkedes med, er det værd at samle op for alle dens successer. Man kan godt mærke, man spiller et Vita-spil, da ens kraftfulde konsol sjældent bliver presset, men kreativiteten er ikke blevet mindre i overførslen. Lige omvendt er dette den perfekte forret, til hvad der kun kan blive en storslået hovedret. Hvis dette er hvad Japan Studio formåede at presse ud af Vita'en, lover det store ting for Gravity Rush 2 på Playstation 4. Dette er et formidabelt spil, der viser tegn på alderdom, men som fortjener at blive spillet. Både for første og anden gang.