The Banner Saga

The Banner Saga viser sider af krigen, vi ikke er vant til at se i spil. Dette er ikke den flatterende side, hvor du ankommer til krigens dørtrin, formår at vende krigen til Amerikanernes fordel for at ankomme hjem som helten. Dette er krigen mod manglende ressourcer, mod moralen der falder, fordi I har vandret i dagevis og mod andre overlevende, der også forsøger at klare sig gennem vinteren. Dette er den ubehageligt realistiske side af krigen. The Banner Saga er nådesløst, men det er netop de hårde beslutninger, der bliver hos dig, efter du har gennemført spillet.

Det starter ud med en hurtig tutorial, der viser dig det mest essentielle i kampsystemet, og slipper derefter din hånd. Herfra opfordrer det dig til at eksperimentere i kampene, og når du står foran en svær beslutning, er der kun din egen sunde fornuft til at guide dig. Det er både godt og ondt, at spillet kaster dig direkte ind i begivenhederne fra starten af; godt fordi man slipper for at skulle læse tekstbokse med tutorials den første time. Ondt fordi man bliver præsenteret for navne og steder uden at have en ærlig chance for at forstå hvad eller hvor der bliver omtalt. Inden de første 10 minutter er passeret, er navne som: "Vognir", "Hakon", "the prince" og "Mogr" allerede blevet nævnt, enten som bekendte, fjender eller gamle venner. Det er øjeblikke som her, hvor spillet kan virke unødigt forvirrende, som om det forsøger fra starten at skabe en troværdig verden, fyldt med karakterer, men det resulterer i flere spørgsmål end svar.

Heldigvis vælger spillet at følge to forskellige grupper, der hver har deres grund til at forlade deres landsby og rejse tværs gennem landet. Hakon skal transportere en prins, af grunde jeg stadig ikke er helt sikker på, men det er når historien skifter til Rook, at det hele begynder at give mening. Rook handler for at beskytte hans datter, Alette, og landsbyen han er vokset op i. Det er et motiv man kan forstå, og spillet er bedst, når det fokuserer på de minimalistiske historier. Når man prøver at redde dem man har kær, og prøver at gøre det rette, når hele landsbyen kigger til én for svar. Det overordnede narrativ tager en uheldig drejning halvvejs igennem spillet, men heldigvis er der ofte plads til de menneskelige historier, når man langsomt vandrer gennem landet.

Selv om historien og karakteropbygningen ikke altid er vellykket, skal Stoic dog have stor ros for overførslen til konsollerne. Et turbaseret strategi/RPG hybrid er ikke oplagt til en kontroller, men de formår at gøre gameplayet flydende. Kampsystemet fungerer ved, at du rykker én kriger et givent antal felter, hvorefter modstanderen rykker, og sådan fortsætter det, indtil kun et hold er tilbage. Kun ved at mestre de forskellige karakterer, kan du mestre spillet. Placér to skjoldbærere på linje, hvilket giver begge ekstra beskyttelse. Få modstanderen til at placere sig i en linje, og slå så den forreste med et to-håndssvær, og alle i rækken mærker slaget. Ønsker du at spille på hard, er det nødvendigt med lignende taktikker, hvis du vil se historien til vejs ende. Der kan dog opstå små frustrationer, når du står i kampens hede. Du ser kamppladsen fra oven, og kan dermed se alle krigerne konstant, med en inkluderet mulighed for at zoome ind og ud. Desværre er det ikke muligt at dreje dit perspektiv, hvilket betyder, du er låst til det hjørne du ser fra. Ofte kan fjenderne samle sig i en cirkel i midten af kamppladsen, og det kan blive svært at se, hvem det egentlig er, du angriber. Flere gange måtte jeg opgivende hæve armende i vejret, fordi mit angreb ramte den forkerte, hvilket kan have alvorlige konsekvenser i et spil som dette.

Det er dog ikke kun i kampens hede, du skal tænke taktisk. Som skrevet tidligere, er dette i højere grad en krig mod ressourcer. Skal du hvile en ekstra dag og hæve moralen hos din flok, men samtidig miste dyrebare ressourcer, eller skal du spare ressourcerne og i stedet komme afsted? Hver gang du dræber en fjende, tjener du Renown, hvilket du kan bruge til at gøre dine krigere stærkere, købe amuletter der giver bedre stats eller købe ressourcer til turen. Det er konstante valg man må tage, og træffer man det forkerte, vil folkene der følger dig lide. Løber dine ressourcer op på turen mellem landsbyer, vil de langsomt sulte ihjel.

Men selv med alt den sult og ødelæggelse der præger spillet, er dette et smukt spil fra start til slut. Når man langsomt ser sin flok vandre over snelandsskabet, er det som at se et maleri i bevægelse. Ofte lagde jeg kontrolleren fra mig, og betragtede udsigten. Dette er et langsomt spil, både inden og udenfor kampene. Mens du vandrer langs bjergene, vil tekstbokse med problemer du skal tage stilling til konstant standse dig. Børnene er begyndt at spise nogle bær, skal du lade dem forsætte, eller stoppe dem hvis de nu er giftige? En landsby med kvinder og babyer bliver jaget af de onde dredge. Skal man hjælpe dem, og ende med flere maver at fylde, eller gå videre og lade dem klare sig selv? Det er store som små problemer, du bliver præsenteret for. Nogle valg vil hæve eller sænke moralen i flokken, andre gange kan du undgå kampe helt, hvis du ønsker det. Man føler sig i kontrol, og man føler konstant konsekvenserne af ens valg.

Selv om dette er en solid overførsel til konsollerne, er dette et spil der fungerer bedst på PC'en. Igennem mine 13 timer med spillet det tog mig at gennemføre, gik spillet i stå fire gange, hvilket tvang mig til at genstarte det. Heldigvis gemmer spillet ofte, så jeg startede altid op, der hvor spillet stoppede, men det kan sætte en dæmper på ethvert godt spil, når man bliver tvunget til at genstarte konsollen.

The Banner Saga er smukt, taktisk, ubarmhjertigt men indeholder også en historie der føles mudret. Det er et anderledes syn på krigen, og for det skal det roses. Stoic er ikke mestre i at skabe uforglemmelige karakterer, men de er mestre i at skabe et smukt spil, man har lyst til at følge til vejens ende. Det er et spil designet til PC'en, der fungerer upåklageligt til konsollerne. Har du ikke spillet det tidligere, er dette en oplagt mulighed til at samle det op. Dette er krigen, som vi sjældent ser det i spil, og sikke en smuk tur det er.