SteamWorld Heist

Da SteamWorld Dig blev lanceret fik det uendeligt meget ros over hele verden. Personligt faldt jeg dog aldrig helt for spillet, og jeg forstod ikke ikke, hvad folk jublede sådan over. Spillet fra Image & Form havde masser af charme og glæde ved at udforske, men jeg formåede stadig ikke helt at se, hvor det engagement kom fra.

Derfor blev jeg interesseret, da jeg fandt ud af, at efterfølgeren SteamWorld Heist næppe kunne kaldes en decideret efterfølger. Konceptet er nemlig så forskelligt fra forgængeren, som det næsten kan være. Det Göteborg-baserede studie har skrottet den endeløse platforms-gravning og i stedet valgt at lave et turbaseret strategi-spil, der foregår langt ude i rummet. Det var en decideret genistreg fra deres side.

SteamWorld heist har et højt tempo fra starten. Efter en kort introduktion, som lærer os alle gameplay mekanikkerne at kende, skovles der på med action. Vi følger hovedpersonen Captain Pipe i hendes jagt på rekrutter til et hold af mekaniske robotter, således at de kan udforske og fjerne resterne af en ødelagt verden. I et sidelæns 2D-perspektiv går vi ombord på et fjendtligt rumskib, og her bliver dine strategiske færdigheder nyttige.

Til dem, som ikke er bekendt med spillets struktur, kan jeg fortælle, at det er en mindre kompliceret udgave af de spil vi blandt andet finder i Fire Emblem-serien. Man kan også tænke på det som Ludo uden terning. Man kan lave et træk med hver figur, og placerer sig hvor man vil i et begrænset område. Man kan bevæge sig kort afstand og stadig affyre sit våben, eller bevæge længere og opgive muligheden for at angribe. Når man har foretaget sig, det man kan, så er det modstanderens tur, og man er nødt til hele tiden at gennemtænke hver skridt nøje. Man skal have god taktik, hvis man vil undgå at tabe hurtigt.

SteamWorld Heist er nemlig ikke noget let spil, men det er også når spillet udfordrer én, at det er bedst. Hvis man sjusker eller drager forhastede konklusioner, graver man sin egen grav, for på den anden side står en hær af ondsindede soldater, som vil gøre alt hvad de kan for at beskytte deres skatte. Ofte kan man nå langt ved at vælge den bedste vej, så man kan overrumple sin modstander. Banerne er struktureret således, at der altid er flere veje at gå, og selvom banerne ikke er store, har man altid alternativer.

Miljøerne kan godt gå hen og blive lidt ensartede, men jeg kan godt lide, at studiet har brugt en masse tid på at lave banerne så detaljerede som muligt. De har tydeligvis lagt vægt på at give spilleren muligheder, så man kan vælge den taktik, som netop passer til en selv. Det er noget alle tur-baserede strategi-spil kunne lære noget af.

Jeg skreg flere gange af ren frustration når jeg døde, især i begyndelsen da jeg forsøgte at sprede der forskellige figurer lidt rundt omkring. Efter et stykke tid indså jeg, at det var en dårlig idé, og så begyndte jeg at bevæge mig rundt i samlet flok i stedet for. Så blev tingen straks nemmere, men samtidig blev risikoen for at miste alle alle figurerne på én gang meget større.

Før udgivelsen havde Image & Form lovet at SteamWorld Heist ville indeholde en masse forskellige våben, måske overdrevet mange. Og ja, våben er der rigeligt af. I starten af spillet måtte jeg nøjes med en sølle pistol, og efter kort tid kunne jeg mærke, at våbnet ikke var særligt effektivt mere. Det var ikke godt nok til at nedlægge fjenderne, og jeg var nødt til at opgradere til noget bedre. Noget mere kraftfuldt. Hvis en fjende kommer rigtig tæt på, kan man heldigvis bruge nærkampsangreb, og hvis man timer slagene rigtigt kan man sende en fjende bagud, så han rammer andre. Alternativt kan man skyde en tønde med krudt og dræbe flere fjender på én gang. Det holder aldrig op med at være sjovt.

Nye skydevåben kan også nemt og smidigt købes via en af spillets butikker, men våben koster selvfølgelig penge. Penge får man ved at plyndre skattekister, som man møder på sin vej, og man skal finde virkelig mange for at få råd til hele sortimentet. Efter min gennemspilning ejede jeg kun omkring 20 procent af alle våbnene, og jeg syntes selv mit arsenal var enormt. Jeg har sjældent set et spil med flere våben og gadgets, det er helt sikkert.

På alle baner har man et bestemt mål at fuldføre. Desværre er variationen stadig temmelig fattig, da man hele tiden gør én af to ting. Når det kommer til turbaserede strategispil er det en kendsgerning, at alle fjender skal besejres på hver bane. Det er også tilfældet her, og som regel er din opgave at dræbe alle i banen for at kunne fortsætte. Samtidig forsøger Image & Form at udvide opskriften, ved at lade dig fortsætte hvis du indsamler alle skattene i banen. I så fald behøver man ikke dræbe noget som helst, så længe alle værdigenstandene bliver taget tilbage til dit rumskib.

Så der har du det: Mulighed A og B. Jeg ville også gerne have haft en mulighed C og D, bare for at sikre at det ikke blev for ensporet i længden.

Oven i det er fjenderne i SteamWorld Heist heller ikke de smarteste, jeg har mødt. Det er ikke så tit jeg bliver skuffet i et spil, hvis det ikke lykkedes fjenderne at ramme mig, men sådan er det faktisk her. Det mest irriterende er, når en fjende står 30 cm fra mig, men alligevel rammer forbi med tre meter. Det er latterligt, og det skulle udviklerne absolut have gjort noget ved.

Grafikken har de derimod gjort noget ved, og SteamWorld Heist er endnu smukkere end sin forgænger. Image & Form har været i stand til at fokusere mere på de små detaljer, eftersom deres hold er vokset betydeligt siden det sidste spil. Den farverige, detaljerede, håndtegnede 2D-stil tilfører grafikken helt klart noget til oplevelsen, som ikke var der i sidste spil.

Oven i dette er SteamWorld Heist også et væsentligt større spil end sin forgænger, og i dette tilfælde er det et positivt skridt. SteamWorld Dig kunne jeg spille igennem på nogle timer, hvor dette spil tog mig omkring 12. Spillet byder også på mere udfordring og mere underholdning, på trods af den relativt beskedne på mindre end en 200-lap. Har du smag for turbaserede strategispil er SteamWorld Heist helt alle pengene værd.