Rainbow Six: Siege

Teamwork. Hvis du leder efter grunden til at købe Rainbow Six: Siege, i stedet for de andre skydespil der er kommet ud denne vinter, så har du nu grunden. Hvor spil som Call of Duty: Black Ops 3, Halo 5: Guardians og Star Wars Battlefront er bygget op om at give dig en fordel, ved at belønne dine kills og assists med muligheden for at købe nye forbedringer til dit grej, belønner Rainbow Six: Siege teamwork. Dette er spillet, hvor et koordineret hold altid vil slå de individuelle talenter.

Lad os spole tilbage til begyndelsen. Før du kan prøve kræfter med multiplayeren, vil spillet først have dig i level 5. Det kan du enten komme ved at spille Situations eller Terrorist Hunt. Situations er spillets svar på en singleplayer-kampagne, men fungerer mere som en tutorial. Over ni baner bliver du placeret i forskellige situationer med forskellige karakterer, og kun ved brug af karakterens unikke evne kan du gennemføre banen på den mest effektive måde. Eksempelvis er der en bane med elektriske bomber alle vegne. I rollen som IQ har du evnen til at observere bomberne, og afmontere dem med din pistol. Det er en tutorial, men en fremragede en af slagsen.

Og så er der Terrorist Hunt, den anden mulighed i begyndelsen af spillet. Denne mode kan spilles alene eller online med op til fire spillere, og sender 24 AI-styrede modstandere efter dig. Her er det både muligt at være Attacker eller Defender. Som Attacker skal du angribe bygningen og enten dræbe alle fjender, redde et gidsel eller afmontere en bombe. Som Defender skal du beskytte gidslet eller bomben. Selv om denne mode kan spilles alene - Lone Wolf - skal du ikke forvente at sværhedsgraden bliver mindre, end hvis du havde været et hold på fem. AI'en rammer hurtigt og hårdt. Alene nåede jeg aldrig at dræbe mere end syv modstandere, før jeg blev overmandet. Dette er alt Rainbow Six: Siege tilbyder den spiller der fortrækker at spille alene: en tutorial og en mode der ikke egner sig at spille alene. Dermed træder spillet i samme fodspor som Titanfall og Star Wars Battlefront, der nedprioriterer singleplayer, og fokuserer på multiplayeren.

Dette skal dog ikke læses som en kritik, for med alt fokus ét sted har de skabt en fantastisk multiplayer shooter. Terrorist Hunt kan føles lidt trivielt efter nogle timer i selvskab med den. Selv om AI'en er intelligent og aggressiv, vil bølge efter bølge af fjender langsomt dræbe interessen hos selv den mest dedikerede spiller. Når du først har åbnet multiplayeren, er det ikke sikkert at du nogensinde ønsker at gå tilbage igen. Ligesom Terrorist Hunt er kampe bygget op omkring Attackers mod Defenders, og igen er målet at redde et gidsel eller afmontere en eller flere bomber. I begyndelsen af hver kamp får Attackers 43 sekunder til at finde gidslet eller bomben, ved hjælp af små kameraer du kan køre rundt i huset. I den samme tidsperiode kan Defenders sætte fælder, bomber og vægge op til at holde modstanderne beskæftiget. Der skal være 5 personer på hver side i en Ranked match. Hvis du ønsker at spille 2 mod 2, 2 mod 3 eller 4 mod 4 med vennerne, kan du oprette et Custom Map kun for jer. Custom Maps giver ikke spillerne xp, så I oplever ingen fremgang. Det er dog en god tilføjelse, for det gør det muligt at spille alene med vennerne, uden at skulle bekymre sig om at finde modstandere.

På disken får du 11 multiplayer maps, hvor der efter sigende skulle komme flere maps gratis som DLC i fremtiden. Variationen i Rainbow Six: Siege kommer dog ikke igennem de forskellige baner. Den kommer gennem karaktererne, og hvordan jeres hold komplimenterer hinanden. Som Attacker kunne man eksempelvis få Sledge til at lave et hul i væggen med hans hammer, for derefter at få IQ til at skanne efter bomber i rummet og Fuze til at hoppe først gennem hullet, mens han beskytter holdet med sit skjold. Bagerst kunne man placere Glaz, der med sit sniper-sigte kan skyde præcist over hovederne på sine dukkede holdkammerater. Eller som Defender kan med med Rook først give alle karaktererne ekstra beskyttelse, derefter få Bandit til at sætte strøm til alle pigtrådene og Smoke til at placere en bombe med giftig gas et strategisk sted. Med ti forskellige karakterer på hver side er det kun fantasien der sætter grænser for hvilken strategi og modstrategi, man kan benytte.

Det er dog ikke alt i multiplayeren, som spillet har succes med. Selv om det både er muligt at skulle redde/forsvare et gidsel eller en bombe, ender det ofte med ikke at gøre nogen forskel. Skal man redde et gidsel, er det nødvendigt at trænge ind i huset, samle gidslet op og placere vedkommende sikkert udenfor. Skal man afmontere en bombe, skal man trænge ind i huset, sætte gang i maskinen der afmonterer og vente til den bliver færdig. Begge modes ender dog størstedelen af gangene med at det ene hold udrydder alle modstanderne. Det er synd, for det ville tilføje et ekstra lag til strategien, hvis man ikke blot gik efter at dræbe modstanderne. Men det går hurtigt op for enhver spiller, at det er lettere at dræbe de andre, end det er at løbe forsvarsløs ud af huset med et gidsel under armen.

Multiplayer spilles i 60 fps, og i min tid med spillet oplevede jeg kun få gange hvor billedehastigheden faldt en smule. Terrorist Hunt er sat til 30 fps, men det er forståeligt med alle de AI-modstandere du møder. Der var én specifik teknisk fejl, der blev ved med at vende tilbage i min tid med spillet. Som Attacker starter man som tidligere nævnt ud med at gennemsøge bygningen med sit kontrollerede kamera. Ofte faldt mit kamera dog gennem jorden, ned i intetheden indtil det gik i stykker. Det er ikke noget der ødelægger oplevelsen, men blot lettere irriterende. Efter de 43 sekunder var gået, fik jeg igen kontrol over min karakter, som om intet var hændt, og kunne glad spille videre.

Udover den tilbagevendende fejl kørte spillet flydende. De 11 baner er små og fyldt til bristepunktet med detaljer. Detaljer som du kan springe i småstykker. Det er desværre ikke altid klart hvilke vægge der kan, og hvilke vægge der ikke kan springes i luften. Efter nogle timer med spillet har man en god fornemmelse for det, men i begyndelsen prøver man flere vægge af kun for at blive mødt med beskeden: "Unbreakable Surface". Spillet føles destruktivt, men det er en kontrolleret destruktion, som udvikleren aldrig giver slip på. Spillet handler dog ikke om at skabe så meget ødelæggelse som muligt. Det handler om at placere sine bomber taktisk, skabe små huller i væggene man kan kigge ud fra og dræbe modstanderne derigennem.

Med dette fokus på taktik og teamwork, er det så stadig sjovt at spille online uden at snakke med andre folk? Jeg valgte at spille enkelte kampe således, og der var tale om en ren nedslagtning. Hver gang. Spillet falder fra hinanden, hvis I ikke kan tale og koordinere sammen. Det er muligt at sætte waypoints som dine holdkammerater kan se, men hvis du ikke forklarer dem hvorfor du satte det waypoint, kan de ikke bruge det til noget. Har du fire holdkammerater at spille med, præsenterer Ubisoft Montréal et skydespil, der sætter holdtaktik over alt andet. Spiller du alene, må du vænne dig til de modbydelige ord, der bryder skærmen efter en usædvanlig dårlig runde: "Heartbreaking defeat".

Rainbow Six: Siege er ikke rig på modes, men her er tale om kvalitet over kvantitet. Situations og Terrorist Hunt er sjovt nogle timer, men multiplayer er der, hvor spillet skinner. Kampene er korte, intense og altid fyldt med overraskelser. Ventetiden som Defender i sekunderne inden modstanderne rammer, er lige anspændt hver gang. Og som Attacker bliver det aldrig kedeligt at finde en ny vinkel at angribe bygningen fra. Med 11 baner føler man hurtigt, man har set alt hvad spillet har at tilbyde, men at kritisere spillet for den sparsomme mængde indhold eller mangel på en singleplayer-kampagne ville være at misforstå, hvad spillet prøver at opnå. Dette er den tænkende spillers skydespil, for spilleren der sætter mere pris på at udføre en strategi. end at udføre et headshot. Rainbow Six er tilbage, og serien nægter som altid at ligne de andre skydespil på markedet. Og gudskelov for det.