Mario Tennis Ultra Smash

Nu skal roen of fokus bare holdes. Skyd stille og rolige bolde. Ikke noget med spins, så går det alt sammen. Kom nu Yoshi, vi har næsten klaret det. Vi er næsten på hundrede. Åh nej, skuddet blev alt for højt og for svagt! Mario virker helt til at have mistet interessen, og benytter sig af muligheden til at smashe! Yoshi har ikke en chance, og vi må indse, at vi ikke klarede det. Bolden, som til at starte med var kæmpestor, er svundet ind til normal størrelse, men vi har ikke nået at ramme den hundrede gange endnu. Vi må derfor starte helt forfra på Mega Rally, som er det eneste mini-game inkluderet i Mario Tennis Ultra Smash.

Vi havde aldrig troet, at vi nogensinde skulle komme til at savne mini-games i et sportsspil fra Nintendo, men det er altså tilfældet denne gang. Spillet mangler også en ordentlig turnerings-mode, og der er heller ingen historie at følge. I den tidligere Game Boy Advance-udgivelse af spillet fandt man en helt rollespilslignende story-mode, men i denne ombæring bydes man ikke en gang på en lille introfilm, når man starter spillet op. Det ikke fordi et Mario Tennis-spil som sådan har brug for en historie, men det ville have hjulpet en smule, da der ikke er så frygteligt meget andet indhold at finde i titlen.

Vi ville også gerne have set nogle flere stadioner, i stedet for blot ni forskellige baner det samme sted. Nogle af banerne skiller sig ikke mere ud fra hinanden, end at farverne er en smule anderledes, og at bolden flyver hurtigere på visse baner, og langsommere på andre. Der er også baner hvor bolden flyver højere, mens den på andre... Ja, I forstår nok idéen. Der er forskel på banerne, selvom de ser ens ud. Det er en fin idé, som alligevel går hen og bliver en smule kedelig i længden. Oven i dette er der 16 figurer at vælge imellem, hvor der i 3DS-versionen var 17, så man kan ikke helt ryste følelsen af sig, at denne version er den mest skrabede til dato.

Med det sagt er spillet stadigt sjovt at spille. Grundlæggende er der stadig tale om et Mario Tennis-spil, med sin herlige charme og engagerende gameplay. Det ser godt ud, og bringer jævnligt smilene frem på læberne fra sofaen, hvilket trods alt er vigtigere end spandevis af spil-modes.

Samtidigt ligger der et konstant spørgsmål i baghovedet: Hvorfor har de ikke gjort sig mere umage med denne titel? For eksempel understøttes bevægelses-controllere ikke længere, og udvikleren Camelot har heller ikke fundet nogen fornuftig måde at benytte sig af Gamepad-controlleren på. Du kan spille på den, uden fjernsynet behøver at være tændt, men ellers bruge den mest til at vise points eller alternative kameravinkler. Det er alt sammen meget enkelt, og på mange måder er Mario Tennis Ultra Smash et enkelt spil. Morsomt og underholdende, men enkelt.

På trods af dette er der selvfølgelig lidt nyt at finde her. Camelot har tilføjet Ultra Smash Special-skud, som er ekstra kraftige slag. De er svære at udføre, men til gengæld overrumpler de næsten altid modstanderne. Det er ikke umuligt at modværge disse skud, men det kræve fuld koncentration. Der er også Mega Battles-moden, som byder på lidt afveksling fra den klassiske spillestil. I Mega Battle-kampe kaster Toad af og til svampe ud på banen, der på traditionel Mario-maner får spillerne til at vokse i størrelse, når de rører ved dem. Når man er "super-sized" bliver ens slag en del kraftigere, og de sværere bolde bliver nemmere at fange. Man gør sig derfor klogt i at spille mere offensivt, når man har den store størrelse, og omvendt mere defensivt, hvis det er modstanderen, der er vokset. Det skal dog nævnes at uddelingen af svampe ikke virker helt igennem tilfældig, da svagere spillere lader til at få hjælp oftere end de mere erfarne. Det ender med at fungere som en slags kompensation à la det blå skildpaddeskjold i Mario Kart. Alligevel er Mega Battle en fin tilføjelse, som gør kampene lidt mere strategiske.

Begynder man at blive træt af Mega Battle, begynder det at knibe lidt, for det er ganske sparsomt, hvad man ellers finder i titlen rent indholdsmæssigt. Man er i bund og grund nødt til at kunne lide det grundlæggende Mario Tennis-gameplay for at falde for dette spil. Der er en online-mode, som gør det muligt at spille mod en anden spiller over nettet, men Camelot har ikke taget sig tid til at skabe en ordentlig turnerings-mode. Det er derfor begrænset til en "ranked"- eller en venskabskamp, som i sig selv også er begrænset til grundspillet.

Jeg må til gengæld rose udvikleren for støtten af Amiibo-figurer i Mario Tennis Ultra Smash. Man kan gennem systemet træne en anden spiller op, som vil kunne bruges i dobbeltkampe og knockout-udfordringer. Tager man sig god tid til at hjælpe, kan man også lære sin makker op i ti forskellige færdigheder, eksempelvis øget slagkraft eller forbedret boldkontrol. Funktionaliteten er i det hele taget et godt eksempel på, hvordan man på en brugbar måde kan inkludere Amiibo-systemet på, så det ikke virker for påtrængende.

Jeg vil ikke sige så meget mere end, at jeg har moret mig med Mario Tennis Ultra Smash. Alligevel sidder jeg tilbage med nogle spørgsmål. Har Nintendo skyndt for meget på udgivelsen af spillet, for at det skulle nå at fylde et hul i Wii U-kalenderen? Er der planlagt mere indhold i form af DLC og opdateringer? Bliver disse i så fald gratis, eller må vi betale for dem? Som det ser ud nu, er Mario Tennis Ultra Smash et morsomt og underholdende spil, som desværre ikke har nok indhold. Det er som en velsmagende kage, der mangler glasur.